Borgermøde om forslag til Borup Omfartsvej

En fremtidig omfartsvej er på vej øst om Borup. Nu ligger der et forslag til strækningen, som skal drøftes på et digitalt borgermøde 25. marts

17.03.21
Forslag til borup omfartsvej
I fremtiden bliver der mindre tung trafik i Borup Bymidte. I 2024 skal en ny omfartsvej nemlig være anlagt, og nu ligger et dispositionsforslag til udformningen af sidste etape af ruten fra Ørningevej til Ryeskovvej klar.


Forslaget er udarbejdet af ingeniørfirmaet NIRAS for Køge Kommune, og torsdag den 25. marts 2021 kl. 18 - 19:30 vil der blive afholdt et digitalt borgermøde om forslaget.



- Så længe jeg kan mindes, har mange Borup-borgere ønsket sig en omfartsvej, som kan lede den tunge trafik uden om byen. I efteråret fik vi afsat midlerne, og nu står vi så med et konkret forslag, som jeg glæder mig til at drøfte med borgerne, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Erik Swiatek.



I september sidste år blev et bredt flertal i byrådet enige om en budgetaftale for 2021-24, hvori der blandt andet er afsat 23 millioner kroner til færdiggørelsen af omfartsvejen.


Den første etape af omfartsvejen fra Vestre Ringvej og nordpå forbi Møllebankerne blev indviet i december, hvor en corona-begrænset skare på 10 overværede snoreklippet.
 

Borgermødet bliver afholdt den 25. marts kl. 18:00 - 19:30. Link til mødet samt spørgsmål/svar om projektet kan findes her.



Der vil samtidig blive offentliggjort svar på en række spørgsmål, som interesserede naboer og borgere har stillet til projektet i løbet af det sidste halve års tid. 


Læs dispositionsforslaget her



Pressekontakt:
Erik Swiatek: 21 53 17 76
Opdateret af Køge Kommune 23.03.21