Køge Kommune styrker indsatsen for ordblinde

I Køge Kommune er der sat ind for at opspore og støtte eleven tidligt i forhold til ordblindhed. Køge Kommune har som en af de eneste kommuner i landet sammensat sin helt egen uddannelse der lige nu uddanner specialiserede dysleksivejledere til alle skoler i Køge Kommune. De nye vejledere er færdiguddannede næste år.

19.03.21
Dysleksi – eller ordblindhed, som flere kender det som - er en arvelig funktionsnedsættelse, der giver store vanskeligheder med at lære at læse og skrive. Udfordringerne kan opstå i mere eller mindre udtalt grad, men fælles for dem alle er, at tidlig indsats er alfa og omega for elevens fremtidige sproglige udvikling og forståelse. Derfor har Køge Kommune som én af de eneste kommuner valgt at sammensætte sin helt egen uddannelse af lærere der efteruddannes til dysleksi-vejledere på alle kommunens skoler. Vejlederne skal sikre, at alle elever med ordblindhed opdages så tidligt som muligt og får den støtte, der passer bedst muligt til den enkelte elevs udfordringer. 

- Tidlig indsats er helt afgørende for den enkelte elev, og derfor skal vi sætte ind med specialistviden. Jeg er meget glad for, at vi har valgt at prioritere et vigtigt område ved at sammensætte en egentlig vejleder-uddannelse, så vi sikrer en indsats baseret på solid faglighed. Vi er jo så heldige at leve i en tid, hvor der findes rigtig mange værktøjer og digitale redskaber til at hjælpe med de forskellige former for indlæringsvanskeligheder. De muligheder skal vi kende til, og udnytte fuldt ud, siger Mads Andersen, formand for Skoleudvalget.

Uddannelsen varer sammenlagt et år fordelt på 54 undervisningstimer, og de første lærere sidder allerede på plads foran skærmen til efteruddannelsen som dysleksivejleder. Uddannelsen er sammensat og udbudt af Køge Kommune i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon. 


Når de første vejledere er færdiguddannede til marts næste år, er det deres opgave og mål ude på de enkelte skoler, at:
  • opspore og sætte tidligt ind i forhold til ordblindhed 
  • undersøge og afdække elever og yde til støtte til børn og unge med ordblindhed
  • sikre, at alle ordblinde elever opdages
  • have den aktuelle viden om, hvad der virker på ordblindeområdet

Faglig, social og mental vejledning

Med uddannelsen af de nye dysleksivejledere lever Køge Kommune op til Børne- og Undervisningsministeriets nye mål om en styrket indsats for ordblinde på landsplan. Dysleksivejlederne hjælper blandt andet eleven med at få de rette it-værktøjer som f.eks. en it-rygsæk, der er en særlig pc, der støtter med det faglige. Derudover hjælper dysleksivejlederen eleven i det daglige med at finde fællesskaber med andre, der har lignende udfordringer og så uddanner de lærerkollegaerne med den nyeste viden om dysleksi.

- Ordblindhed fylder meget hos den enkelte elev. Derfor bliver de nye dysleksivejleder også uddannet til at, støtte eleven mentalt og socialt. Derudover skal vejlederne hjælpe deres lærer-kollegaer på skolen med at forså, hvordan de kan tilrettelægge undervisningen til gavn for eleverne med dysleksi. På den måde bliver skoletiden fyldt med succesoplevelser fremfor hak i selvtilliden, siger formand for Skoleudvalget, Mads Andersen. 

Køge Kommune har afsat 150.000 kr. til uddannelsen, og de vejledere, der uddannes, er typisk lærere fra skolerne som i forvejen har kendskab til ordblindhed. 

Pressekontakt: 

Formand for Skoleudvalget, Mads Andersen, telefon 6134 4605
Faglig pressekontakt: Læsekonsulent og ansvarlig for dysleksivejlederuddannelsen, Dorthe Bechmann, telefon 2170 8905


Opdateret af Køge Kommune 19.03.21