Forslag til Kommuneplan 2021-33 er nu i høring

Køge Byråd har den 22. juni 2021 besluttet at fremlægge Forslag til Kommuneplan 2021-33 i offentlig høring i 10 uger.

25.06.21

Forslag til Kommuneplan 2021-33

Kommuneplanen er den overordnede plan for kommunens udvikling de næste 12 år. 

Kommuneplanen er den overordnede plan for kommunens udvikling og udpeger mulige boligområder, erhvervsområder og meget andet. Den beskriver hvor og hvad der må bygges, beskriver de overordnede linjer for infrastrukturen, natur og meget mere.

Se Forslag til Kommuneplan 2021-33

Frem til 3. september 2021 er der mulighed for at give sin mening om planen.

Mindretalsudtalelse

Dansk Folkeparti og Enhedslisten ønsker at beskytte de skønne og grønne omgivelser omkring Borup og Kimmerslev sø. Beboelse i Kimmerslev Høje vil ødelægge området - i det hele taget - vi ønsker at bevare og holde Borup grøn og attraktiv - derfor ingen bebyggelse på Kimmerslev Høje.

Borgermøde

Byrådet inviterer til debat om planen og kommunens udvikling. Kom til borgermøde den 19. august 2021 kl. 19 i Teaterbygningen i Køge, og deltag i byvandringer i Herfølge Vest og Hastrup Øst. Dato og mødested følger.
Borgermødet forventes afholdt fysisk med livestreaming, så du har mulighed for at følge med derhjemme. Borgermødet annonceres på Køge Kommunes hjemmeside.

Bemærkninger og indsigelser

Indsigelser, ændringsforslag eller andre synspunkter skal være kommunen i hænde senest den 3. september 2021 og indgives via kommuneplanens hjemmeside, hvor du øverst på siden finder knappen "Skriv høringssvar".

Hvis du har navne- og adressebeskyttelse eller ønsker at indgive høringssvar som fysisk brev skal høringssvaret sendes til eller til Køge Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Torvet 1, 4600 Køge. Husk at angive din egen postadresse, hvis du bruger e-mail. Alle høringssvar offentliggøres løbende på kommuneplanens hjemmeside under "Høringssvar".

Efter den offentlige høring vil byrådet tage endelig stilling til forslaget. Høringssvarene vil blive samlet indenfor emner, og derefter vil de blive besvaret samlet. Alle besvarelser vil efterfølgende blive offentligt tilgængelige og fremgå på hjemmesiden for den vedtagne kommuneplan.

Høringssvar vil blive indarbejdet i et høringsnotat til den videre politiske behandling. Vi gør opmærksom på at navn og adresse vil fremgå både af kommuneplanens høringsportal og af høringsnotatet. Dog vil høringssvar fra personer, der har navne- og adressebeskyttelse blive anonymiseret af Køge Kommune. Disse skal indsendes pr. mail eller brev.

Kommuneplan 2021 forventes endeligt vedtaget november eller december 2021.

Kommuneplanen er bindende for byrådet

Byrådet skal virke for gennemførelsen af kommuneplanens retningslinjer. Det betyder, at byrådet ikke kan give tilladelse til at ændre anvendelse eller til at bygge imod de rammer, som er fastlagt i planen. Det sikrer på den ene side, at borgerne kan være sikre på, at der ikke sker pludselige ændringer for deres ejendom, og på den anden side, at kommunen ikke skifter retning for den fysiske planlægning uden en forudgående debat og borgerinddragelse og evt. kommuneplantillæg.

Kommuneplanens retsvirkninger efter planlovens § 12 træder i kraft ved planens endelige vedtagelse og offentliggørelse. Retsvirkningerne betyder, at byrådet kan modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med den endeligt vedtagne kommuneplan. 

Miljøvurdering

Der er lavet en miljøvurdering af de væsentlige ændringer i kommuneplanen. Den offentliggøres samtidig med kommuneplanforslaget.
Miljøvurdering af Forslag til Kommuneplan 2021-2033

Øvrige bilag

Kommuneplanen kan også hentes og læses som pdf (via dette link hentes pdf'en direkte fra Plandata.dk)

Pdf'en er automatisk genereret fra den digitale kommuneplan, og overholder på nuværende tidspunkt i reglerne for webtilgængelighed. For en webtilgængelig udgave af Forslag til Kommuneplan 2021-33 anbefaler vi, at tilgå den digitale kommuneplan fremfor pdf'en.

Se også pressemeddelelsen fra Byrådets behandling af Forslag til Kommuneplan 2021-33.

Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00

Kontakt Teknik- og Miljøforvaltningen
Opdateret af Planafdelingen 25.06.21