Udfasning af lokale tiltag i forbindelse med genåbning af kultur- og idrætslivet

10.06.21

I takt med genåbningen af landet besluttede Kultur- Idrætsudvalget på møde d. 7. juni, at udfase lokale tiltag og lempelser på det folkeoplysende område. Udfasningen sker ved udgangen af juni 2021 samtidig med Statens udfasning af diverse hjælpepakker på kultur- og idrætsområdet.

På det folkeoplysende område betyder det, at følgende udfases:

  • Lokaletilskud: Der kan udbetales lokaletilskud til foreninger og aftenskoler til planlagte, aflyste timer som følge af Covid-19.
  • Aktivitetstilskud: Alle foreninger fastholder som minimum deres aktivitetstilskud svarende til 2020 niveau, i 2021. De foreninger, som har haft en positiv udvikling i deres medlemssammensætning i 2020 vil få øget deres aktivitetstilskud i 2021.

På det folkeoplysende voksenundervisningsområde (aftenskoler) betyder det, at følgende udfases:

  • Der udbetales tilskud til undervisningstimer til aftenskolerne på igangsatte og planlagte kurser, som aflyses på grund af Covid-19 under forudsætning af, at der udbetales løn til underviseren for den omfattede undervisning.
  • Der kan udbetales tilskud til aftenskolernes undervisning, hvor den fysiske undervisning erstattes med fjernundervisningstilbud uden hensyntagen til fjernundervisningens omfang.
  • Det kommunale tilskud til aftenskoleundervisning fastholdes, selvom aftenskolerne har færre kursusdeltagere end den anviste andel (maksimale tilskudsbrøker), der følger af folkeoplysningsloven.
  • Aftenskolerne kan anvende dele af det kommunale tilskud til ekstraordinære udgifter, der er relateret til Covid-19 smitte, herunder øget rengøring, værnemidler m.v. samt øgede administrationsudgifter.
  • Aftenskolerne kan afholde udgifter til leje af private lokaler uanset om kommunen har egnede lokaler inden for den samlede tilskudsramme, herunder 10 % midlerne.
  • Aftenskolerne kan vælge at anvende 10 % midlerne eller dele heraf til leder-/lærerløn eller til betaling af faste udgifter/udgifter til materialer eller ekstraordinære udgifter der er relateret til Covid-19 smitte.

Ændret frist for aflevering af regnskaber fastholdes

Udsættelse af frist for aflevering af de folkeoplysende foreningers og aftenskolers regnskab for 2020 fastholdes. Fristen er rykket fra 1. juni 2021 til 1. september 2021.

Genstartspuljer

Regeringen har i forbindelse med genåbningen etableret fem genstartspuljer. Fire af dem kan foreninger søge. Læs mere om genstartspuljerne.

Hvis du vil vide mere

Læs hele sagen fra Kultur- og Idrætsudvalgets møde på koege.dk

Opdateret af Køge Kommune 10.06.21