Vil du hjælpe os med at gøre Køge Kommunes hjemmeside mere tilgængelig for handicappede?

Køge Kommune skal have ny hjemmeside i 2022.

I den forbindelse søger vi borgere med handicap, som gennem dialog om ønsker og behov til tilgængelighed vil bidrage til at sikre bedre handicaptilgængelighed på Køge Kommunes nye hjemmeside.

Er du interesseret - eller kender du nogen der kunne være det - så læs mere her.

13.01.22


For at sikre en bred repræsentation af behov for tilgængelighed, søger vi borgere i alle aldre med forskellige funktionsnedsættelser, herunder blinde og svagsynede, døve og hørehæmmede, farveblinde, personer med kognitive funktionsnedsættelser samt personer som anvender tastatur i stedet for mus til at navigere med på en pc.

Det er vigtigt, at man kan bruge en pc, mobil eller tablet, og at man er vant til at bruge internettet til at søge information.

Vi søger deltagere til to forskellige formål:

  1. Et brugerpanel, der giver os direkte forslag og input til hvad vi skal være særligt opmærksomme på, når vi udvikler den nye hjemmeside.
    Brugerpanelet inviteres til en workshop her i starten af det nye år.
    Vi mødes fysisk eller digitalt afhængigt af, hvordan COVID-situationen udvikler sig.

  2. Et testpanel, der hjælper os med at teste den nye hjemmeside inden den går i luften.
    Der vil være tale om 1-3 små tests af indhold.
    Disse brugertests kan foretages hjemmefra, fra din egen pc eller mobile enhed.
    Vi opfordrer så mange som muligt til at melde sig, så vi sikrer en bred repræsentation i Køge Kommune.


Hvis du har lyst til at bidrage eller har spørgsmål, så skriv til  snarest muligt, og senest den 21. januar 2022.

Opdateret af Køge Kommune 13.01.22