Få det bedste ud af koege.dk med den nyeste version af Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller Safari.

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Læs om vores cookiepolitik

Ja tak til cookies eller nej tak til cookies

Hygiejne

Dreng med sæbeskum på hænderne

Her kan du læse om, hvorfor hygiejne er vigtigt, og hvordan du holder dine hænder rene.

Hvis dine hygiejnerutiner er bevidst tilrettelagt og godt indarbejdet, kan de forebygge spredning af smitte i dagligdagen.

Håndvask efterfulgt af hudpleje på hænderne er den vigtigste daglige rutine for at forebygge smittespredning.

Håndhygiejne

Håndvask skal altid ske, når hænderne er synligt snavsede eller våde. Ved håndvask vaskes både det synlige snavs og mange af håndens mikroorganismer væk.

Hænderne skal vaskes i mindst 15 sekunder.

Håndhygiejne skal udføres:

  • Før man skal i gang med noget rent (fx for arbejdet i køkkenet, borddækning eller udskæring af frugt).
  • Efter man har rørt ved noget snavset (fx sandet i sandkassen eller efter at have sorteret vasketøj, efter toiletbesøg og efter bleskift).

Hånddesinfektion udføres, når hænderne er tørre og synligt rene (fx før håndtering af mad).

Hænderne gnides ind uafbrudt i minimum 30 sekunder med 2-5 milliliter håndsprit (70-85 % denatureret ethanol tilsat 1-3 % glycerin), indtil hænderne er helt tørre.

(Kilde: Smitsomme sygdomme hos børn og unge, Sundhedsstyrelsen, 2011).

Se en videopræsentation af, hvordan du udfører en korrekt håndvask på YouTube.

Sådan smitter sygdomme og bakterier

Her kan du læse om de mest almindelige smitteveje.

Kontaktsmitte
Kontaktsmitte er den mest almindelige smittevej. Smitten sker typisk via hænder og beskidte genstande.

Smitte overføres enten ved kontakt med væske fra børnesår, øjenbetændelse, snot eller andet sekret fra luftveje, spyt, opkast, afføring eller kontakt med genstande, som er blevet forurenet hermed.

Overførsel via genstande sker, når smitstoffer kan overleve og overføres uden for mennesket via sutter, legetøj, spisebestik, dørhåndtag, toiletsæder og håndklæder.

Med hænderne kan smitten så bringes videre til andre eller til en selv ved berøring af næse, øjne, mund eller til hud med sår eller rifter.

Dråbesmitte
Dråbesmitte gennem luften sker ved, at dråber med smitstof ’lander’ på en andens slimhinder eller overflader, hvor smitstoffet kan spredes via kontaktsmitte.

Dråberne opstår ved hoste, nys, tale eller opkastning.
Egentlig luftbåren smitte er ret sjælden og sker, når smitstof i meget små partikler (som aerosoler eller støv) kan holde sig svævende i luften gennem længere tid og eventuelt indåndes.

Smitte ved indtagelse
Smitte ved indtagelse af smitstof gennem munden sker typisk med smitstoffer, der stammer fra afføring, hvilket gælder mange mave-tarm-infektioner og hepatitis A (smitsom leverbetændelse).

Smitten kan overføres til munden, for eksempel ved indtagelse af forurenet mad eller vand eller via hænderne (se under kontaktsmitte ovenfor).
(Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2013)

Kontakt Sundhedstjenesten
Opdateret af Køge Kommune 06.01.16