MitID

Her kan du bestille tid til at få hjælp til at oprette MitID.

Du finder også info om, hvad der er godt at vide om MitID inden du møder op i Borgerservice.

Godt at vide om MitID

Du skal medbringe følgende til Borgerservice, når vi skal hjælpe dig med at oprette MitID

  • NemID
  • Enten gyldigt pas, kørekort eller opholdstilladelse med billede.
    Du kan også medbringe to af følgende dokumenter i stedet: Personattest, dåbs-/fødselsattest, sundhedskort (syge-sikringskort), bopælsattest.

Udover at medbringe gyldig legitimation skal du svare på et antal spørgsmål om dig selv (hentet fra CPR-registret) eller medbringe et vidne, som kan bekræfte, at du er dig. På den måde kan vi sikre, at vi udleverer MitID til den rigtige person.

Hvis du ikke er dansk statsborger eller kun har boet i Danmark i kort tid, har vi måske ikke nok oplysninger om dig i CPR-registeret til kontrolspørgsmålene.
Derfor bør du for en sikkerheds skyld tage et vitterlighedsvidne med. Vidnet skal være fyldt 18 år, have et dansk CPR-nummer og medbringe egen gyldig billedlegitimation samt sit NemID eller MitID. Vidnets MitID skal være oprettet mindst 10 dage i forvejen.

Sådan kan du forberede dig

Du skal vælge et bruger-ID, når du får oprettet MitID.
For at gøre MitID så sikkert som muligt, skal bruger-ID’et være svært at gætte for andre.
Du kan ikke bruge dit CPR-nummer. Læs mere om regler for bruger-ID på mitid.dk.

Hvis du gerne vil bruge MitID-appen, kan du spare tid i Borgerservice ved at hente den, inden du kommer.
Find den i App Store og Google Play.

Har du fået en MitID-tidsfrist i din netbank, og har du svært ved at finde en tid i Borgerservice, inden fristen udløber?
Så ring til telefonsupporten i din bank og bed om at få udsættelse. Find nummeret til din bank på www.MitID.dk/bank.


Find mere hjælp til MitID her.