Ny affaldsordning
Ny affaldsordning med 10 affaldstyper fra 1. januar 2025
Ny affaldsordning med 10 affaldstyper fra 1. januar 2025
Alle kommuner i Danmark skal sørge for, at borgerne kan sortere i 10 typer affald ved husstanden for at øge affaldssorteringen. I Køge Kommune sorterer vi allerede 9 af de 10 affaldstyper. Vi mangler at komme i mål med den sidste affaldstype, som er mad- og drikkekartoner (kartoner fra mælk, juice og lignende). Indførsel af den 10. affaldstype vil være forskellig afhængigt af, hvilken type bolig du bor i.
Bor du i parcelhus eller rækkehus
For at vi kan indsamle de 10 affaldstyper, må vi gå fra de nuværende 2 beholdere til 3 beholdere.
Her kan du se det informationsbrev som Køge Kommune har uddelt til din husstand.
Her kan se den nye sorteringsvejledning for affald.
Hvad sker der i praksis?
Rest- og madaffald: Din nuværende todelte beholder forbliver uændret.
Papir, småt pap, plast og mad- og drikkekartoner: Din firedelte beholder ombygges til at have to rum.
Glas og metal: Du får en ny, todelt beholder.
I samme ombæring skiftes lågene på dine 2 nuværende beholdere til såkaldte sidehængte låg, der selv åbner, når beholderen vippes op i renovationsbilen. Du slipper dermed også for at låse låget. Den nye todelte beholder har også sidehængte låg. Ombytning og levering vil ske i perioden medio oktober og frem mod jul. Du må bruge alle beholderne så snart du har fået dem.
Bemærk: hvis du har 190 l rest-mad beholderen, bevares den nuværende type låg, da den ikke kan monteres med sidehængte låg.
Hvor ofte bliver affaldet hentet?
Mad- og restaffald: Hver 14. dag, undtagen i juni, juli og august, hvor der tømmes ugentligt.
Papir, småt pap, plast og mad- og drikkekartoner: Hver 3. uge.
Glas og metal: Hver 8. uge.
Haveaffald: 2 gange årligt, i april og oktober. Kun for husstande med 4-delt beholder.
Storskrald: 6 gange årligt.
Rød miljøkasse: 4 gange årligt, maks. 4 kg.
Tekstilaffald: 4 gange årligt, maks. 3 poser á 15-25 liter. Afhentes sammen med rød miljøkasse.
Bor du i landzone
Bestil afhentning af haveaffald, storskrald, rød miljøkasse eller tekstilaffald mindst 5 hverdage i forvejen.
Standplads og adgangsvej for beholderne
Hvis ikke det er praktisk muligt at udvide den nuværende standplads, er det en mulighed at etablere endnu en synlig standplads mindre end 10 m fra skel. En anden mulighed er, at du selv sætter beholderen frem til skel ved vej på tømmedagen.
Der er øget fokus på renovationsmedarbejdernes arbejdsmiljø fra arbejdstilsynets side, og det vil derfor være en god idé at overveje, om adgangsvejen og standpladsen lever op til reglerne i husholdningsaffaldsregulativets bilag 2 og 3. Har du problemer med at opfylde reglerne, så træk selv beholderen frem til skel ved vej på tømmedagen.
Bor du i en ejendom med fælles affaldsordning
Mad- og drikkekartoner skal fra årsskiftet lægges i jeres beholder til plast.
Her kan du se det informationsbrev som Køge Kommune har uddelt til dig.
Hvad sker der i praksis?
Inden årsskiftet får jeres plastbeholder nye klistermærker på, så det fremgår af plastbeholderen, at den også er til mad- og drikkekartoner.
Appen Perfect Waste - din nye kommunikationskanal for affald
SMS-ordning for affald er ophørt – Husk at tilmelde dig den nye beskedservice i Perfect Waste.
Fra den 1. juli 2024 ophørte Køge Kommune med at sende SMS’er om affaldshåndtering. I stedet introducerede vi appen “Perfect Waste” som den primære platform for beskeder og opdateringer om affald. Perfect Waste er din nye platform til at:
- Bestille afhentning af affald
- Rapportere fejl og mangler
- Beskedservice
- Modtage vigtige opdateringer om affaldsordningen
- Se din affaldskalender
- Appen tilbyder også hjælp til affaldssortering ved at scanne stregkoder eller søge i en opdateret produktdatabase.
Sådan kommer du i gang
Download Perfect Waste fra App Store eller Google Play, og følg vejledningen for at tilmelde din adresse. For at sikre, at du modtager relevante beskeder, anbefales det at placere appen på din startskærm og acceptere opdateringer. Læs mere om Perfect Waste i vores Selvbetjening.
Takster
Køge Byråd arbejder på at fastlægge taksterne for 2025 som en del af budgetforhandlingerne for perioden 2025-2028. Budgetforslaget er i høring, og de endelige takster vil blive offentliggjort efter forhandlingerne. Du kan læse mere om vores takster under Affaldsgebyrer.