Værd at vide om oversvømmelser
Risikoen for oversvømmelser i forbindelse med stormflod, voldsom regn og stigende grundvand er vokset de senere år. Det betyder, at vi alle skal ruste os bedst muligt til de øgede mængder vand. Her på siden kan du læse mere om, hvad du selv kan gøre for at beskytte din ejendom og om, hvad Køge Kommune og beredskabet gør for at hjælpe, når vi bliver ramt af uvejr med store vandmasser til følge.
Klimaet er under hastig forandring, og det kan mærkes – både i form af øgede regnmængder og stigende grundvand men også i form af hyppigere oversvømmelser fra stormflod eller fra åer og vandløb, der går over deres bredder.
Det, der engang blev set på som 100-års hændelser, er desværre ikke længere så sjældne – og vi står alle over for udfordringer med at tilpasse os de øgede vandmængder.
På denne side kan du læse mere om de forskellige typer af oversvømmelser, om din egen risiko for at få vand på din matrikel og om, hvad du selv kan gøre for at sikre din ejendom. Du kan også blive klogere på Køge Kommunes indsats – både i den helt akutte situation, hvor vi sammen med beredskabet sikrer offentlige veje – og på den lidt længere bane, hvor der er planlagt forskellige klimasikringstiltag.
Spørgsmål og svar om oversvømmelser
Klimaforandringerne har gjort kloden varmere. Det medfører, at havenes niveau stiger, og det samme gør grundvandet. Samtidig er der øget risiko for flere voldsomme storme og øgede mængder nedbør, især om vinteren. Alt sammen er det medvirkende til, at risikoen for oversvømmelser er vokset.
Oversvømmelserne kan både skyldes højtstående grundvand, nedbør og skybrud samt stormflod.
Her på siden kan du læse mere om, hvor vandet kommer fra.
Under fanen Hvad kan jeg selv gøre, kan du læse mere om, hvordan du bedst sikrer din bolig – og hvilke muligheder, der kan være, hvis du er ramt af for eksempel skader fra stormflod.
Højtstående grundvand
Regnvåde vintre betyder, at jorden kan have svært ved at absorbere vandet. Samtidig betyder klimaforandringerne, at vi skal regne med, at grundvandsstanden stiger ca. 10 centimeter frem mod år 2100. Samlet set øger det risiko for oversvømmelser i kældre, haver og på veje.
Du kan læse mere om stigende grundvand på hjemmesiderne:
Grundvand - Se dybde til grundvand på alle adresser i hele Danmark (dingeo.dk)
Nedbør og skybrud
Inden for de senere år har Danmark også oplevet flere hændelser med skybrud, som har ført til overbelastning af kloakkerne med oversvømmelser til følge. Forventningen er, at vejret i Danmark bliver mere ekstremt med vådere vintre og somre med kraftigere byger. Den årlige nedbørsmængde er steget med næsten 20 procent siden slutningen af 1800-tallet, og det er altså en udvikling, der ser ud til at fortsætte.
Du kan læse mere om nedbør og om oversvømmelse ved ekstremregn på hjemmesiderne:
Oversvømmelse og skybrud - Tjek risikoen for din adresse (dingeo.dk)
Stormflod
Vi kalder det stormflod, når der er kraftig forhøjet vandstand langs kysten, som er forårsaget af stormvejr. Klimaforandringerne betyder, at vandstanden i havene stiger – frem mod slutningen af dette århundrede forventes det, at vandstanden vil stige hurtigere og hurtigere til et sted imellem 30 og 60 cm.
Det betyder, at vandstanden forbundet med stormfloder kommer til at stige tilsvarende. Forventningen er, at oversvømmelser som følge af stormflod bliver hyppigere – ikke mindst derfor er der bred politisk opbakning til opførelsen af Køge Dige, som du kan læse mere om under:
På Boligas hjemmeside dingeo.dk kan du se den aktuelle risiko for oversvømmelse fra havet eller som følge af vandløbsstigninger på netop din adresse: DinGeo - Geodata på alle adresser i hele Danmark
Skriv din adresse, rul ned på siden - og tjek din risiko for oversvømmelse ved både ekstrem regn, grundvandsstigninger, vandløbsoversvømmelse og havvand.
På kort over storflod kan man se sin risiko ved forskellige vandstandsstigninger.
Som boligejer er du selv ansvarlig for at sikre din bolig mod oversvømmelse.
Uanset hvordan, der er kloakeret på din ejendom, er du selv ansvarlig for at holde vand ude af din kælder - uanset om det er grundvand, der siver ind, eller om vandet kommer op igennem kloakken.
Det gælder også, hvis vandet kommer udefra – altså fra havet ved stormflod eller fra åer og vandløb, der går over deres bredder.
Køge Kommune har udgivet en folder med tips og info til, hvad du kan gøre som boligejer.
Her kan du læse folderen "Hvad betyder klimaforandringerne for dig som boligejer?"
Er du i risiko for at få vand på din matrikel, er der flere muligheder for at sikre din bolig. Det kan være i form af dræn rundt om huset og/eller med sandsække, hvis vandet står højt.
Se en vejledning til, hvordan du kan sikre dit hus med sandsække.
Hvis din ejendom bliver ramt af oversvømmelse som følge af stormflod, kan du muligvis få erstatning fra stormflodsordningen. Få overblik over, hvad du skal gøre i tilfælde af stormflod - før, under og efter på naturskaderådets hjemmeside:
Stormflod - hvad skal du gøre? (naturskaderaadet.dk)
Kontakt evt. dit forsikringsselskab for at høre, hvordan du er dækket ind, hvis skaden rammer.
Skimmelsvamp og fugtskader
Vær opmærksom på skimmelsvamp og andre fugtskader. Som boligejer, er du selv ansvarlig for at sikre imod skimmelsvamp i ejendommen eller renovere, hvis skaden er sket.
Bor du til leje og oplever problemer med indsivende vand og evt. fugtskader og/eller skimmelsvamp, kan du kontakte Køge Kommunes Byggesagsteam på byg@koege.dk
Tjekliste: Sådan sikrer du dit hus mod stormflod
Stormflod kan forårsage store skader på dit hus, men der er flere ting, du kan gøre for at undgå skader:
- Hav sandsække parat, som du kan blokere døre, vinduer og andre åbninger med.
- Vær klar med kost, spand og skovl.
- Sørg for, at alle udendørs afløb, tagnedløb, brønde med mere er renset.
- Fjern dine ting fra gulvet – især i kælder.
Hvis uheldet er ude:
- Fjern hurtigst muligt vand og fugt i dit hus for at forebygge skimmelsvamp.
- Beskyt dig selv med værnemidler som gummistøvler og langskaftede gummihandsker, hvis der er trængt kloakvand ind.
- Kloakvand bør ikke komme i kontakt med din hud, øjne eller mund.
- Vær særlig opmærksom på, at sår ikke kommer i kontakt med beskidt vand.
- Brug ikke fodtøj, der har været i kontakt med kloakvand, i resten af huset.
- Når vandet er fjernet, er det vigtigt, at kælderen tørrer ordentligt. Luft ud med gennemtræk, og anskaf dig med fordel en affugter.
- Forurening i haven fra kloakvand nedbrydes typisk i løbet af nogle uger til få måneder. Du bør undgå at lade børn lege på nyligt forurenet jord.
- Hvis du har grøntsager i haven, som har været i kontakt med kloakvand, skal de koges, før du spiser dem. Nogle grøntsager som for eksempel salat kan ikke koges og bør derfor smides ud.
Kilde: TV2, Forsikringsoplysningen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen.
Beredskabet sikrer infrastruktur før alt andet. Som privat boligejer er det din pligt at sikre din egen bolig.
Tre enheder koordinerer den fælles beredskabsindsats: Køge Brand & Redning, Teknik- og Miljøforvaltningen, Køge Kommune og KLAR Forsyning.
Vi følger udviklingen og beslutter løbende hvilke tiltag, vi operativt skal gennemføre ud fra DMI’s prognoser for vandstand og de virkelige forhold i de truede områder i kommunen.
Når det handler om oversvømmelser på store veje, vil Køge Kommune sammen med beredskabet enten pumpe vand væk eller spærre vejen af.
Fokus er også på at sikre hjælpen udsatte borgere - eksempelvis ældre, der modtager hjemmehjælp.
Der er ikke uanede ressourcer, og det er en hård prioritering af, hvad der skal sikres og i hvilken rækkefølge.
Når voldsomt vejr med risiko for oversvømmelser er på vej, er det DMI, der står for at udsende varsler. Disse varsler bliver formidlet videre i medierne, hvor man kan holde sig orienteret.
Du kan også følge med på DMI's hjemmeside
I tilfælde af en aktuel situation med risiko for oversvømmelser i Køge Kommune kan du holde dig orienteret om særlige lokale tiltag som eksempelvis vejrspærringer eller lokale meldinger fra beredskabet på forsiden af koege.dk
På Køge Kommunes facebookside kan du ligeledes holde dig orienteret om de specifikke lokale tiltag i forbindelse med voldsomt vejr og oversvømmelser.
I forhold til vejrets påvirkninger på den offentlige transport, skal du orientere dig hos de pågældende trafikselskaber eller på www.rejseplanen.dk
I helt særlige tilfælde, hvor vi har akut behov for at kommunikere til særlige grupper af borgere, kan der blive udsendt et varsel på sms - det kan være i tilfælde af særlige vigtige meddelelser eller eksempelvis evakueringer.
Køge Kommune arbejder på flere fronter med at tilpasse os til en tid med mere vand og voldsommere vejr. Her kan du læse mere om det ambitiøse Køge Dige-projekt og om den kommende vandhåndteringsplan.
Køge Dige er et af Danmarks største og mest ambitiøse kystsikringsprojekter. Diget står færdigt i 2026 og vil strække sig over det meste af kommunens kyststrækning fra Skensved Å mod nord, ned over Køge Havn og mod Vedskølle Å syd. Projektet har til formål at beskytte boliger for omkring 22.000 mennesker samt mod tab af værdier for op mod 3,9 mia. kr. i kommunens kystnære byområder i tilfælde af stormflod.
Her kan du læse mere om Køge Dige
Køge Kommune har iværksat arbejdet med en vandhåndteringsplan. Planen har blandt andet til formål at udpege områder, hvortil man kan lede større mængder regn og at oprette den fornødne struktur til, at vandet på den måde kan håndteres.