Skip til hoved indholdet

Er du generet af støj og lugt

Er du generet af støj, støv, røg eller lugt fra din nabo, en virksomhed, et landbrug eller dyrehold, kan du klage til kommunen.

Er du generet af støj og støv fra bygge- og anlægsarbejde, kan du læse mere på Støj og støv fra bygge- og anlægsarbejder.

Hvis du er generet af støj, støv, røg eller lugt

Hvis du oplever miljømæssige gener fra din nabo, en virksomhed, et landbrug eller dyrehold kan du ofte klage til kommunen.
Det kan fx være gener fra:  

  • Virksomheder, restauranter, værtshuse, musiksteder m.fl. 
  • Landbrug og dyrehold (f.eks. fjerkræ, heste og hunde) 
  • Midlertidige aktiviteter som bygge- og anlægsarbejder 
  • Brændeovne og private fyringsanlæg
  • Afbrænding af affald (det er forbudt at afbrænde affald af nogen art)
  • Støj fra varmepumper 

Kommunen vil i ethvert tilfælde tage stilling til, om der er tale om væsentlige gener. Du klager ved at udfylde vores klageskema og sende det til Miljø og Affald på miljoe@koege.dk

Vi behandler normalt ikke klager mellem naboer, som borgerne selv kan løse enten i dialog, eller via regler i grundejerforeningen.
Det gælder fx klager over: 

  • Støj fra haveredskaber, legende børn, musikanlæg og udendørs aktiviteter (bortset fra bygge- og anlægsaktiviteter) 
  • Ikke-erhvervsmæssigt husdyrhold, fx støj fra fuglehold og hunde, eller gener fra privates fodring af vilde fugle m.v.
  • Røg og lugt fra flytbare ovne, havepejse, grill, vildmarksbade og lignende 
  • Døde dyr, mågeskrig, trafikstøj, støj fra kirkeklokker og lignende 

Disse henvendelser kan i øvrigt ikke reguleres efter miljøbeskyttelseslovens bestemmelser. I tilfælde af fund af Påkørte dyr kan du kontakte Falck.

Har du talt med din nabo?

Prøv først at henvende dig direkte til dem, der giver anledning til genen, og gør opmærksom på problemet. Det kan du både gøre, hvis der er tale om en nabo eller fx en nabovirksomhed/-landbrug. Ofte er de ikke klar over, at de giver anledning til gene. Bed om, at vedkommende afhjælper problemet.  

De fleste klagesager kan løses hurtigst – eller helt undgås – hvis naboerne selv kan snakke om problemet.

Hjælper det ikke at tale med naboen og er der tale om en væsentlig gene, kan du udfylde vores klageskema og indsende det til kommunen (Miljø og Affald) på miljoe@koege.dk.  

Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om genen er væsentlig og ligger ud over, hvad man almindeligvis må acceptere på det pågældende sted. 

Når vi modtager en klage, foretager vi en indledende vurdering af væsentligheden. Medmindre kommunen med det samme kan sige, at der er tale om et helt underordnet forhold, som vi ikke har lovhjemmel til at gribe ind over for, så vil sagen blive behandlet. 

Når sagsbehandlingen opstartes, sender vi klagen til udtalelse hos den, der klages over, medmindre øjeblikkelig indgriben er nødvendig. På den måde får den påklagede part mulighed for at komme med bemærkninger, forklare sit syn på sagen og måske endda komme med løsningsforslag. Kommunen kan foretage miljøtilsyn hos den der klages over, og derefter vurdere, om der er grundlag for fx at varsle et påbud over for den ansvarlige borger eller virksomhed om afhjælpende tiltag. 

Ved helt særlige og alvorlige støj- eller støvgener udenfor normal arbejdstid, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi.
Hvis der ikke er tale om akutte og væsentlige gener, kan du kontakte Miljø og Affald på miljoe@koege.dk, eller på tlf. 56 67 25 00 inden for vores åbnings- og telefontid. 

Hvis det ikke lykkes at komme af med generende støj via dialog med dem, der støjer, og det heller ikke hjælper at inddrage kommunen eller en anden myndighed, kan du i flere tilfælde klage over det til andre myndigheder. Du kan læse om dine muligheder på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Du kan læse mere om støj på Miljøstyrelsens hjemmeside.   

Miljø

Torvet 1, 4600 Køge

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje