Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Bolig og byggeri Styringsdialoger Styringsdialog 2024 med Boligselskabet DOMEA Køge

Styringsdialog 2024 med Boligselskabet DOMEA Køge

Dato: Den 24. oktober 2024, kl. 12:15-13:15.

Deltagere fra boligselskabet/afdelingen:

  • Kundechef, Jens Abdelkader Dahmani, Boligselskabet DOMEA
  • Organisationsformand, Jeanet Strømmen, Boligselskabet DOMEA
  • Afdelingsformand, Erik Sildorf, Boligselskabet DOMEA

Deltagere fra Køge Kommune:

  • Økonomikonsulent, Nicole Frost, Kultur- og Økonomiforvaltningen
  • Specialkonsulent, Rikke Willesen, Velfærdsforvaltningen Sektionsleder, Gitte Egtved Barlach, Velfærdsforvaltningen
  • Virksomhedsambassadør og byggesagsbehandler, Brian Mortensen, Teknik- og Miljøforvaltningen
  • Juridisk specialkonsulent, Maria Høst, Kultur- og Økonomiforvaltningen

Sted: Mødelokale 3, Det gl. Rådhus, Torvet 1, 4600 Køge (indgang 2 fra gården). Ved ankomst ringes på dørtelefonen til mødelokale 3. Der er elevator op til mødelokalet.

Referent: Maria Høst

Dagsorden

  1. Velkomst og præsentation
  2. Status fra boligorganisationen
  3. Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)

a) Fælles frontløberne

b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse

c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale

4. Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)

5. Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)

a) Parkering ved Campus Køge

b) Affaldshåndtering i Boholteparken

c) Rydning af kommunale fortove for ukrudt og bevoksning

6. Aftaler

7. Evt.

Ad pkt. 1) Velkomst og præsentation

Køge Kommune bød velkommen. Mødedeltagerne præsenterede kort sig selv.

Ad pkt. 2) Status fra boligorganisationen

Boligselskabet DOMEA orienterede om, at der er stort fokus på drift og vedligeholdelsesplaner. De har ansat en medarbejder med relevant baggrund og erfaring inden for bygninger, hvilket styrker forbindelsen til ejendommene. Desuden er der et nært samarbejde med beboerdemokratiet, som har indgående kendskab til bygningerne.

Der arbejdes på at optimere organiseringen og kommunikationen med beboerdemokraterne.

I Campus Køge er der udfordringer med driften, da de unge ikke engagerer sig tilstrækkeligt. Der blev rejst spørgsmål om muligheden for at udnytte en kommunal grund til parkeringspladser, hvis boligselskabet står for vedligeholdelsen og returnerer grunden, når den skal anvendes.

Der blev også spurgt ind til udlejningen i Campus Køge. Boligselskabet DOMEA oplyste, at der er interesserede på ventelisten, men at mange er passive. Udlejningen nærmer sig fuld kapacitet, men processen går langsomt, der er kun få ledige boliger. DOMEA fremhævede behovet for en ændret tilgang med en mere opsøgende indsats fra DOMEA i forhold til ventelisten.

Ad pkt. 3) Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)

Ad litra a) Fælles frontløberne

Velfærdsforvaltningen præsenterede initiativet "Frontløbere for fællesskab" i Køge Kommune, som tager udgangspunkt i kommunens sundhedspolitik. Der er afholdt møder, hvor deltagerne har bidraget med input om, hvad der er vigtigt for at styrke fællesskabet. Et af de centrale spørgsmål, der er blevet drøftet, er, hvordan vi kan inkludere personer, der endnu ikke er en del af fællesskabet.

Forvaltningen fremhævede også, at der er mange ildsjæle, der allerede organiserer fællesskabsaktiviteter, men at det er vigtigt at finde måder at samle dem og maksimere deres engagement. En arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra forskellige boligområder, har afholdt møder for at udveksle erfaringer og idéer til, hvordan flere kan inddrages i fællesskaberne.

Boligselskabet DOMEA oplyste, at de allerede er bekendt med initiativet og har taget skridt til at støtte op om det i Boholteparken. Desuden har man drøftet betydningen af at holde fokus på beboerne og sikre, at ingen føler sig ensomme.

Ad litra b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse

Velfærdsforvaltningen har struktureret en indsats for at forebygge udsættelser og hjemløshed. Den 3. maj 2024 blev der udsendt et brev med information om dette til relevante parter. Forvaltningen ønsker et tæt samarbejde med boligforeningerne for at forebygge disse situationer. Boligforeningerne er blevet informeret om, at de kan henvende sig til en fælles indgang, som sikrer, at bekymringer behandles inden for 24 timer.

Boligselskabet DOMEA bemærkede, at initiativet stemmer overens med de mål, som de allerede arbejder ud fra, og understregede, at det er en fælles opgave mellem DOMEA og afdelingernes beboere, der sammen kan identificere behovene, så DOMEA kan reagere hurtigt.

Som en del af deres indsats for at styrke fællesskabet har afdeling Boholteparken desuden etableret en tirsdagsklub, hvor beboere mødes hver tirsdag fra kl. 10-12 til en kop kaffe og samvær.

Ad litra c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale

Velfærdsforvaltningen gav en status på den kommunestrategiske rammeaftale og gennemgik dens indhold, præciseringer og mindre tilføjelser.

Udkastet til den individuelle organisationsaftale blev gennemgået og godkendt.

Ad pkt. 4) Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)

Økonomisk Afdeling har taget regnskabet til efterretning uden yderligere bemærkninger.

Boligselskabet DOMEA oplyste, at der er stort fokus på økonomi, herunder en gennemgang af leverandøraftaler samt arbejde med effektiviseringer.

Ad pkt. 5) Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)

Boligselskabet DOMEA fremlagde udfordringer med affaldshåndtering, herunder problemer med, at affald ikke tømmes som planlagt, samt manglende korrekt sortering. For at forbedre sorteringen er der planlagt installation af forskellige affaldsfraktioner i containergården. Der blev opfordret til at fortsætte dialogen med affaldsteamet, som allerede er i gang, og Teknik- og Miljøforvaltningen vil orientere affaldsteamet yderligere om situationen.

Desuden påpegede DOMEA, at fliserne på det kommunale fortov ved Boholteparken er forskudte, og at hækken ikke er blevet klippet fra Boholtevej til Marksvinget. Dette gør det besværligt at færdes der, især for personer med rollator, da fliserne ligger ujævnt, og græsrabatter samt ukrudt breder sig over fortovet. Der blev opfordret til at anvende app’en "Giv et praj", hvilket der var enighed om som en god løsning. Teknik- og Miljøforvaltningen vil bringe sagen videre i forhold til app’en.

Boligselskabet DOMEA rejste også spørgsmålet om behovet for flere parkeringspladser. Spørgsmålet er tidligere blevet drøftet med forvaltningen, men Teknik- og Miljøforvaltningen vil undersøge det igen og vende tilbage med svar.

Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer om nye regler for affaldssortering, som træder i kraft den 1. januar 2025. Fra denne dato skal mad- og drikkekartoner sorteres som plastaffald. Boligselskabet får også ansvar for at anskaffe et kemiskab til opbevaring af farligt affald i hver afdeling. Skabet skal placeres, så det er tilgængeligt for afhentningspersonalet, kunne rumme seks spande og være udstyret med en kodelås.

Tømning af skabene vil ske fire gange om året, og boligselskabet skal forud melde behov for afhentning af skabenes indhold via kommunens hjemmeside. Der arbejdes desuden på at indføre beholdere til tekstilaffald, som kun vil være til tekstiler, der ikke kan genbruges.

Ved behov for større affaldsbeholdere eller bestilling af afhentning af indholdet i kemiskabene kan Teknik- og Miljøforvaltningen kontaktes på affald@koege.dk eller telefonnummer 56 67 24 28.

Ad pkt. 6) Aftaler

Teknik- og Miljøforvaltningen vil informere affaldsteamet om udfordringerne med affaldssortering i Boholtegården samt de forskudte fliser på Boholtevej. Derudover vil forvaltningen undersøge muligheden for at udnytte en tom grund til parkeringspladser ved Campus Køge. Tilbagemelding vil blive sendt via mail til sc.solroed@domea.dk.

Ad pkt. 7) Evt.

Ingen bemærkninger.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje