Styringsdialog 2024 med Boligselskabet Toftebo
Dato: Den 10. oktober
2024, kl. 14:15-15:15
Deltagere fra boligselskabet/afdelingen:
- Bestyrelsesmedlem, Ole Ortmeyer, Boligselskabet Toftebo, Herfølge
- Bestyrelsesmedlem, Mona Olsen, Boligselskabet Toftebo, Herfølge
Deltagere fra Køge Kommune:
- Specialkonsulent, Rikke Willesen, Velfærdsforvaltningen
- Virksomhedsambassadør og byggesagsbehandler, Brian Mortensen, Teknik- og Miljøforvaltningen
- Juridisk specialkonsulent, Maria Høst, Kultur- og Økonomiforvaltningen
Afbud:
- Formand, Erik Jensen, Boligselskabet Toftebo, Herfølge
- Økonomikonsulent, Nicole Frost, Kultur- og Økonomiforvaltningen
Sted: Mødelokale 2, Det gl. Rådhus, Torvet 1, 4600 Køge (indgang 2 fra gården). Ved ankomst ringes på dørtelefonen til mødelokale 2. Der er elevator op til mødelokalet.
Referent: Maria Høst
Dagsorden
- Velkomst og præsentation
- Status fra boligorganisationen
- Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)
a) Fælles frontløberne
b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse
c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale
- Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)
- Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)
- Aftaler
- Evt.
Ad pkt. 1) Velkomst og præsentation
Køge Kommune bød velkommen.
Ad pkt. 2) Status fra boligorganisationen
Boligselskabet Toftebo oplyser, at de i øjeblikket arbejder på udvendig dræning samt løbende udskiftning af kælderdøre og kloakdæksler. I flere boliger, hvor bærende stolper har været påvirket efter tidligere nedrivning af vægge, er der opstået problemer med nedstyrtende lofter. Bestyrelsen prioriterer de nødvendige vedligeholdelsesarbejder ud fra relevans.
Der har været en enkelt udskiftning blandt beboerne.
På det seneste beboermøde blev et nyt bestyrelsesmedlem valgt, og regnskab samt budget blev godkendt uden anmærkninger. Der er også sket en forbedring i kommunikationen med beboerne omkring aftaler og økonomi.
Ad pkt. 3) Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)
Ad litra a) Fælles frontløberne
Velfærdsforvaltningen præsenterede initiativet "Frontløbere for fællesskab" i Køge Kommune, som tager udgangspunkt i kommunens sundhedspolitik. Der er afholdt møder, hvor deltagerne har bidraget med input om, hvad der er vigtigt for at styrke fællesskabet. Et af de centrale spørgsmål, der er blevet drøftet, er, hvordan vi kan inkludere personer, der endnu ikke er en del af fællesskabet.
Forvaltningen fremhævede også, at der er mange ildsjæle, der allerede organiserer fællesskabsaktiviteter, men at det er vigtigt at finde måder at samle dem og maksimere deres engagement. En arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra forskellige boligområder, har afholdt møder for at udveksle erfaringer og idéer til, hvordan flere kan inddrages i fællesskaberne.
Hvis boligselskabet kender nogen hos dem der vil være med, så kan de kontakte Maria Lindholm på maria.lindholm.kristensen@koege.dk.
Ad litra b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse
Velfærdsforvaltningen har struktureret en indsats for at forebygge udsættelser og hjemløshed. Den 3. maj 2024 blev der udsendt et brev med information om dette til relevante parter. Forvaltningen ønsker et tæt samarbejde med boligforeningerne for at forebygge disse situationer. Boligforeningerne er blevet informeret om, at de kan henvende sig til en fælles indgang, som sikrer, at bekymringer behandles inden for 24 timer.
Boligselskabet Toftebo oplyser, at de går i dialog med beboerne på et tidligt tidspunkt for at forhindre udsættelser, men de ser det som en positiv mulighed at have et samarbejde, hvis det bliver nødvendigt.
Ad litra c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale
Velfærdsforvaltningen gav en status på den kommunestrategiske rammeaftale og gennemgik dens indhold.
Boligselskabet Toftebo oplyste, at aftalen endnu ikke har været dagsorden på et bestyrelsesmøde, men de har haft lejlighed til at se den.
Udkastet til den individuelle organisationsaftale blev gennemgået og godkendt.
Ad pkt. 4) Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)
Økonomisk afdeling har ingen bemærkninger.
Boligselskabet Toftebo oplyste, at der ikke er mulighed for at gøre tingene anderledes, da deres administrationsomkostninger allerede er lave. De gør en stor indsats for at holde huslejen på et så lavt niveau som muligt.
Ad pkt. 5) Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)
Teknik- og Miljøforvaltningen orienterede om ændringer i affaldssorteringen. Fra 1. januar 2025 skal mad- og drikkekartoner sorteres som plastaffald. Derudover skal boligselskaberne selv stå for indkøb af et kemiskab til farligt affald.
Boligselskabet Toftebo oplyste, at de allerede foretager særskilt affaldssortering. De bemærkede, at den røde container ikke bliver afhentet. Teknik- og Miljøforvaltningen vil tage dette med videre i forhold til Toftebo.
Boligselskabet Toftebo har modtaget information om ændringerne i affaldssorteringen via Perfect Waste app'en og er blevet orienteret herom.
Ad pkt. 6) Aftaler
Ingen bemærkninger.
Ad pkt. 7) Evt.
Ingen bemærkninger.