Styringsdialog 2024 med Køge Boligselskab
Dato: Den 10. oktober 2024, kl. 12:15-13:45
Deltagere fra boligselskabet/afdelingen:
- Forretningsfører, René K. Nielsen, Køge Boligselskab
- Deltagere fra Køge Kommune:
- Specialkonsulent, Rikke Willesen, Velfærdsforvaltningen
- Virksomhedsambassadør og byggesagsbehandler, Brian Mortensen, Teknik- og Miljøforvaltningen
- Juridisk specialkonsulent, Maria Høst, Kultur- og Økonomiforvaltningen
Afbud:
- Formand, Martin Hoffmann, Køge Boligselskab
- Økonomikonsulent, Nicole Frost, Kultur- og Økonomiforvaltningen
Sted: Mødelokale 2, Det gl. Rådhus, Torvet 1, 4600 Køge (indgang 2 fra gården). Ved ankomst ringes på dørtelefonen til mødelokale 2. Der er elevator op til mødelokalet.
Referent: Maria Høst
Dagsorden
- Velkomst og præsentation
- Status fra boligorganisationen
- Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)
a) Fælles frontløberne
b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse
c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale
- Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)
- Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)
- Aftaler
- Evt.
Ad pkt. 1) Velkomst og præsentation
Køge Kommune bød velkommen.
Ad pkt. 2) Status fra boligorganisationen
Bestyrelsen i Køge Boligselskab ønsker fortsat at prioritere nærhed til beboerne og har ingen planer om større strukturændringer.
Der afholdes konference for beboerdemokraterne hvert andet år, hvilket vurderes som vigtigt for samarbejdet. Næste konference finder sted i 2025.
Hastrupparken indgår i helhedsplanen, mens Solbakken 2 er under omfattende renovering, som forventes afsluttet i november 2025. Solbakken 1 og 2 har kritiske nøgletal, da ventelisten er på standby, og der er tomme boliger på grund af renovering og genhusning.
I Hastruphuse er der løbende ledige ungdomsboliger.
Ad pkt. 3) Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)
Ad litra a) Fælles frontløberne
Køge Boligselskab er bekendt med initiativet og har videreformidlet det til afdelingerne.
Henvendelser kan rettes til den boligsociale medarbejder Annette Katarina Bruun, som er kontaktperson på akb@kbs.dk.
Det bemærkes, at afdelingsbestyrelserne kan fungere som indgang til boligorganisationen i forhold til relevante fællesskaber.
Ad litra b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse
Velfærdsforvaltningen udsendte den 3. maj 2024 et brev om en struktureret proces til forebyggelse af udsættelser og hjemløshed.
Køge Boligselskab oplyser, at de i mange år har arbejdet på samme måde, og at processen derfor fungerer godt for dem.
Ad litra c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale
Velfærdsforvaltningen gav en opdatering på arbejdet med den kommunestrategiske rammeaftale, hvor Køge Boligselskab deltager i forhandlingsgruppen.
Udkastet til den individuelle organisationsaftale blev gennemgået og godkendt.
Ad pkt. 4) Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)
Køge Boligselskab vurderer, at afdelingerne arbejder både effektivt og økonomisk ansvarligt.
Økonomisk afdeling har ingen yderligere bemærkninger.
Ad pkt. 5) Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)
Køge Boligselskab oplyste om vandskader i Kirsebærhaven som følge af et skybrud. Forsikringen dækker skaderne, og udbedringsarbejdet er i gang. Derudover udskiftes termoruder, kontakter tætnes, og nye køkkener installeres. Beboerne forventes at kunne vende hjem inden jul 2024.
Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer om ændringer i affaldssorteringen. Fra 1. januar 2025 skal mad- og drikkekartoner sorteres som plastaffald. Derudover skal boligselskabet selv sørge for indkøb af et kemiskab til farligt affald.
Ad pkt. 6) Aftaler
Ingen bemærkninger.
Ad pkt. 7) Evt.
Ingen bemærkninger.