Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt
    Hjem Borger Bolig og byggeri Styringsdialoger Styringsdialog 2024 med Køge Lejerforenings Boligselskab

Styringsdialog 2024 med Køge Lejerforenings Boligselskab

Dato: Den 23. oktober 2024, kl. 11:15-12:15.

Deltagere fra boligselskabet/afdelingen:

  • Chefkonsulent, Anders Hørlück, Boligkontoret Danmark
  • Formand, Poul Skræddergaard, Køge Lejerforenings Boligselskab

Deltagere fra Køge Kommune:

  • Økonomikonsulent, Nicole Frost, Kultur- og Økonomiforvaltningen
  • Sekretariatschef, Jakob Skriver, Velfærdsforvaltningen
  • Virksomhedsambassadør og byggesagsbehandler, Brian Mortensen, Teknik- og Miljøforvaltningen
  • Juridisk specialkonsulent, Maria Høst, Kultur- og Økonomiforvaltningen

Sted: Mødelokale 3, Det gl. Rådhus, Torvet 1, 4600 Køge (indgang 2 fra gården). Ved ankomst ringes på dørtelefonen til mødelokale 3. Der er elevator op til mødelokalet.

Referent: Maria Høst

Dagsorden

  1. Velkomst og præsentation
  2. Status fra boligorganisationen
  3. Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)

a) Fælles frontløberne

b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse

c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale

d) Kommunal anvisning jf. den nye rammeaftale. Kommunal opmærksomhed på Køge Lejerforenings Boliger (etageboliger med overvejende ældre, der har ekstra behov for ro og tryghed samt nabofællesskab).

4. Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)

5. Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)

a) Trafikchikaner på Bjerggade. Der er udført 30 km hastighed og flere bump. Tilsyneladende virker flere af bumpene ikke efter hensigten og hastigheden bliver høj og med farlig kørsel.

6. Aftaler

7. Evt.

Ad pkt. 1) Velkomst og præsentation

Køge Kommune bød velkommen.

Ad pkt. 2) Status fra boligorganisationen

Køge Lejerforenings Boligselskab melder om en stabil situation. Fraflytningerne er på et lavt niveau med kun 1-2 om året, og alle lejemål genudlejes hurtigt uden tab. Den største udfordring ved fraflytninger er omkostningerne til istandsættelse, men boligselskabet har en solid opsparing til at dække disse udgifter.

Beboerdemokratiet fungerer tilfredsstillende med en løbende og konstruktiv dialog mellem bestyrelsen og beboerne. Da der er relativt få beboere, varetages arbejdet af én samlet organisationsbestyrelse uden afdelingsbestyrelser.

Tidligere har der været bekymring for de høje energipriser og risikoen for, at beboerne ville spare så meget, at det kunne påvirke ejendommens tilstand. Beboelsen forsynes nu med fjernvarme, og udgifterne har siden august sidste år været på niveau med gas, hvilket tyder på et stabilt energiforbrug.

Boligselskabet arbejder desuden på energiforbedrende tiltag som efterisolering af gavle og udskiftning af vinduer, hvilket forventes at bidrage til yderligere energibesparelser fremover.

Ad pkt. 3) Boligsociale tiltag, herunder anvisningsaftaler (Velfærdsforvaltningen)

Ad litra a) Fælles frontløberne

Velfærdsforvaltningen præsenterede initiativet "Frontløbere for fællesskab" i Køge Kommune, som tager udgangspunkt i kommunens sundhedspolitik. Der er afholdt møder, hvor deltagerne har bidraget med input om, hvad der er vigtigt for at styrke fællesskabet. Et af de centrale spørgsmål, der er blevet drøftet, er, hvordan vi kan inkludere personer, der endnu ikke er en del af fællesskabet.

Forvaltningen fremhævede også, at der er mange ildsjæle, der allerede organiserer fællesskabsaktiviteter, men at det er vigtigt at finde måder at samle dem og maksimere deres engagement. En arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra forskellige boligområder, har afholdt møder for at udveksle erfaringer og idéer til, hvordan flere kan inddrages i fællesskaberne.

Hvis boligselskabet kender nogen hos dem der vil være med, så kan de kontakte Maria Lindholm på maria.lindholm.kristensen@koege.dk.

Køge Lejerforenings Boligselskab fortæller, at beboerne passer godt på hinanden og værner om fællesskabet. Beboerne hjælper hinanden i hverdagen, eksempelvis ved at tage skraldet med ned eller handle for hinanden, når der er behov. Fællesskabet styrkes gennem sociale arrangementer som julefester og andre begivenheder, hvor beboerne samles og opbygger sammenhold. Der er en harmonisk aldersfordeling, som bidrager til en god og tryg atmosfære i boligselskabet, hvor alle føler sig velkomne.

Ad litra b) Nye arbejdsgange fra beboere i risiko for udsættelse

Velfærdsforvaltningen har struktureret en indsats for at forebygge udsættelser og hjemløshed. Den 3. maj 2024 blev der udsendt et brev med information om dette til relevante parter. Forvaltningen ønsker et tæt samarbejde med boligforeningerne for at forebygge disse situationer. Boligforeningerne er blevet informeret om, at de kan henvende sig til en fælles indgang, som sikrer, at bekymringer behandles inden for 24 timer.

Ad litra c) Status på den kommunestrategiske rammeaftale

Velfærdsforvaltningen gav en status på den kommunestrategiske rammeaftale og gennemgik dens indhold.

Kommunen ønsker et samarbejde med boligorganisationen om beboersammensætningen og vil derfor indgå i dialog ved anvisninger.

Udkastet til den individuelle organisationsaftale blev gennemgået og godkendt.

Under mødet blev der rejst spørgsmål om, på hvilket trin boligselskabets anvisning påbegyndes i forbindelse med aftalens ikrafttræden. Velfærdsforvaltningen følger op på dette spørgsmål.

Ad pkt. 4) Økonomi og drift, herunder opfølgning på effektiviseringer (Økonomisk afdeling)

Økonomisk Afdeling havde ingen bemærkninger til regnskabet, som blev taget til efterretning.

Der blev stillet spørgsmål til et projekt vedrørende godkendelse af lånoptagelse, som viste sig at være endnu højere end forventet. En ny ansøgning skal behandles i byrådet igen, og der afventes en ny ansøgning om lånoptagelse og husleje, da omkostningerne er steget. Ansøgningen sendes direkte til Nicole Frost.

Egenkontrollen viser, at henlæggelserne ligger på et tilfredsstillende niveau, og der planlægges en stigning i henlæggelserne de kommende år.

Køge Lejerforenings Boligselskab har varslet beboerne om, at henlæggelserne vil blive forøget ud over huslejestigningen. Driftsbudgetterne bliver løbende forfinet, herunder baseret på den interne granskning. Der er stor tillid til organisationen, hvilket beboerne ser fornuften i. Varslingen blev givet på afdelingsmødet.

Ad pkt. 5) Byggeri, renovering og øvrige tekniske spørgsmål (Teknik- og Miljøforvaltningen samt Økonomisk afdeling)

Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer om nye regler for affaldssortering, som træder i kraft den 1. januar 2025. Fra denne dato skal mad- og drikkekartoner sorteres som plastaffald. Boligselskabet får også ansvar for at anskaffe et kemiskab til opbevaring af farligt affald i hver afdeling. Skabet skal placeres, så det er tilgængeligt for afhentningspersonalet, kunne rumme seks spande og være udstyret med en kodelås.

Tømning af skabene vil ske fire gange om året, og boligselskabet skal forud melde behov for afhentning af skabenes indhold via kommunens hjemmeside. Der arbejdes desuden på at indføre beholdere til tekstilaffald, som kun vil være til tekstiler, der ikke kan genbruges.

Ved behov for større affaldsbeholdere eller bestilling af afhentning af indholdet i kemiskabene kan Teknik- og Miljøforvaltningen kontaktes på affald@koege.dk eller telefonnummer 56 67 24 28.

Køge Lejerforenings Boligselskab oplyser, at de ikke har modtaget de røde spande til kemiaffald. Teknik- og Miljøforvaltningen vil følge op på sagen.

Ad litra a) Trafikchikaner på Bjerggade. Der er udført 30 km hastighed og flere bump. Tilsyneladende virker flere af bumpene ikke efter hensigten og hastigheden bliver høj og med farlig kørsel.

Køge Lejerforenings Boligselskab oplyser, at der er udfordringer i forbindelse med den tidligere renovering af Bjerggade, hvor der er blevet opsat chikaner og hastighedsbegrænsning. Poul påpeger, at trafikchikanerne og hastighedsgrænsen ikke fungerer optimalt. Skiltene om hastighedsbegrænsningen er vanskelige at se, og de første to chikaner har ingen effekt. Chikanen ved Norske Løve har dog en lidt bedre effekt, da den får bilisterne til at sænke farten i området. Der er desuden trafikale udfordringer med cyklister og høj hastighed.

Boligselskabet oplyses om, at de kan henvende sig til politiet for at få udført hastighedskontroller. Teknik- og Miljøforvaltningen vil også følge op på sagen.

Ad pkt. 6) Aftaler

Velfærdsforvaltningen vil undersøge, på hvilket trin boligselskabernes anvisning påbegyndes i relation til rammeaftalens ikrafttræden.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil følge op på årsagen til, at boligselskabet ikke har modtaget de røde spande til kemiaffald samt de udfordringer, der er relateret til Bjerggade. De vil vende tilbage med information til Poul Skræddergaard.

Ad pkt. 7) Evt.

Ingen bemærkninger.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje