Hvor må jeg gå og cykle i Køge Kommune
En beskrivelse af de muligheder, du som borger har, for at færdes i, og opleve, de forskellige landskaber i Køge Kommune.
Mark- og vejfredsloven fra 1872 er den lov der gør, at der ikke er allemandsret i Danmark, som der er i de øvrige nordiske lande. Loven giver en lodsejer ret til at forbyde fremmede adgang på sin ejendom.
Naturbeskyttelsesloven beskriver en række tilfælde, der ophæver eller begrænser denne ret til at forbyde adgang og hvor offentligheden således må færdes til fods og (i de fleste tilfælde) på cykel uden at have ejerens tilladelse. Det drejer sig om strande, skove, udyrkede arealer, klitfredede arealer (finder ikke anvendelse i Køge Kommune) samt veje og stier i det åbne land.
Beskrivelse af det åbne land
Begrebet dækker over den del af stranden der er ubevokset og op til den sammenhængende landvegetation, der ikke er domineret af salttålende planter.
Det er tilladt enhver at færdes på strandene. Man må tage kortvarigt ophold, op til 1 døgn, og man må bade derfra. Du må kortvarigt, ligeledes i op til et døgn, lade en båd uden motor ligge på stranden. Fra 1. april til 30. september skal hunde altid føres i snor. Hvis der er græssende dyr, skal hunde føres i snor uanset årstiden. Fra 1. september til 31. maj er det tilladt at ride på stranden og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden.
Hvis stranden er privatejet, så må man som udgangspunkt ikke tage ophold og bade kortere end 50 m fra ejerens beboelsesbygninger.
Der er ikke en entydig definition på, hvad der er skov. Hvis man er i tvivl om et konkret område er at betegne som skov, skal man kontakte kommunen.
Der er forskellige regler for færdsel i privatejede og offentligt ejede skove, herunder skove ejet af staten, kommunen og offentlige stiftelser. Ridning er tilladt ad private fællesveje gennem skove, medmindre ejeren har forbudt det med skiltning. Hunde skal altid føres i snor. Ejeren kan forbyde adgang på dage, hvor der afholdes jagt.
Privatejede skove
Hvis skoven er på under 5 ha., må ejeren godt forbyde offentlig adgang helt. I privatejede skove større end 5 ha må færdsel i udgangspunktet kun ske ad veje og stier. Cykling må ske ad stier, der er egnet til det med en almindelig cykel (ikke mountainbikes).
Adgangen er begrænset til tidsrummet mellem kl. 6 og solnedgang, og du må ikke tage ophold nærmere end 150 m fra beboelses- og driftsbygninger.
Offentlige skove
Her er adgangen ikke kun begrænset til veje og stier. Du må færdes overalt i skoven, og du må også tage ophold nær beboelses- og driftsbygninger.
Disse områder dækker over alle de områder, der ikke er skov eller strand, og som heller ikke bliver opdyrket. Private haver bliver i dén forbindelse betragtet som opdyrkede områder. Offentlige parker og grønne kiler i byer bliver derimod normalt betragtet som udyrkede, selvom de bliver passet på samme måde som private haver. Andre udyrkede arealer kan være:
- Beskyttet natur med undtagelse af visse kulturenge, der godt kan være dyrkede i lovens forstand,
- Åbne områder der ikke opdyrkes og som heller ikke er beskyttet natur,
- Brakmarker, der har ligget brak i adskillige år.
Udyrkede arealer dækker imidlertid ikke over vejrabatter eller de udyrkede bræmmer langs vandløb medmindre de grænser op til et større udyrket areal.
Du må færdes på disse områder til fods og tage ophold, hvis der er lovlig adgang til dem, fx ad en vej. Hunde skal altid føres i snor. Ejeren kan dog forbyde adgang på dage, hvor der afholdes jagt.
På privatejede arealer er adgangen begrænset til tidsrummet mellem kl. 6 og solnedgang. Der er dog som udgangspunkt ikke adgang til hegnede områder, hvor der går græssende husdyr. Du må dog godt færdes i hegnede områder, når der ikke går græssende husdyr, fx om vinteren, hvis dyrene er på stald. Denne adgang skal i så fald ske over stenter, gennem låger og led eller lignende. Ejeren kan dog i visse tilfælde lovligt forbyde denne adgang.
Dette gælder alle veje og stier, der ikke ligger i bymæssig bebyggelse eller i fuldt udbyggede sommerhusområder. Det åbne land kan fx i denne forbindelse godt være med træer på begge sider og dermed ikke fremstå særligt åbent. Stier behøver ikke at være anlagte for at du må færdes ad dem. Adgangen gælder fx også ad trampestier. Det samme gælder for meget lange indkørsler, der ofte findes på landet. Ad sådanne veje må offentligheden normalt færdes til hækken eller anden form for afgrænsning af det haveareal, der hører til beboelsen.
Adgangen ad disse kan af ejeren i visse tilfælde forbydes. Når det drejer sig om gennemgående veje og stier kan kommunen i visse tilfælde tilsidesætte et sådant lovligt forbud, fx hvis vejen/stien er meget benyttet eller der er en stor rekreativ værdi forbundet med adgangen.
Se nogle af de stier og ruter vi har i kommunen.
Når du færdes i naturen
- Affald. Tag dit affald med dig.
- Hunde. Ha' din hund i snor.
- Åben ild. Brug ikke åben ild.
Relevante love