Referat fra 1. møde i arbejdsgruppen for Søndre Strand
Mødeinformationer
Dato:
01-11-2023
Deltagere:
Foreninger, der er repræsenteret på Søndre Strand, Bydelsforeningen Søndre Strand, Vallø Camping, Danmarks Naturfredningsforening, Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Idrætsafdelingen
Afbud:
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Hotel Comwell, LOF Kursuscenter Øst (har eftersendt inputs)
Sted:
Skibet/Broens fælleslokale for enden af Søndre Molevej.
Referat
Den 1. november 2023 blev der afholdt 1. møde i arbejdsgruppe om Søndre Strand.
Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget Lene Møller Nielsen bød velkommen og forklarede hensigten med at invitere til en arbejdsgruppe om Søndre Strand. Kort præsentationsrunde.
Vej, Park og Byrum lavede en kort indledning om driften af strandene og de løsninger, der har været på tale for håndtering, indenfor det afsatte budget og lovgivningen på området.
Det nævnes i øvrigt, at Køge Kommune deltager i flere projekter og netværk omkring stranddrift. Herunder EU-projektet PowerBio, om at genbruge blandt andet materialer fra strandene.
Hvilke udfordringer er der ifølge naboerne til stranden på Søndre Strand?
Fedtemøg
På mødet blev det drøftet, hvordan den store mængde fedtemøg på stranden skal håndteres. Herunder, hvordan man kan indsamle og komme af med tangen.
Stormfloden har ikke gjort problemet mindre, men det blev besluttet på mødet, at Vej, Park og Byrum skaber adgangsvej gennem den voldsomme mængde tang og rydder et 10-15 meters bælte fra vandkanten og indtil stranden.
Både foreninger, klubber og Køge Kommune er enige i, at det ikke fungerer optimalt, at fedtemøget skubbes ud i vandet igen. På nuværende tidspunkt er der dog ikke et bedre alternativ.
Lene Møller Nielsen fortalte, at kommunen i begyndelsen af den nuværende byrådsperiode blev mødt af en bekendtgørelse fra miljøstyrelsen om, at tang/fedtemøg ikke måtte placeres på bagstranden. Dette er dog blevet lempet en del i den nyeste udmelding fra Kystdirektoratet.
Udfordringen er, at når tang og fedtemøg håndteres på stranden, skal det efter 24 timer behandles som miljøfarligt affald.
Herunder blev følgende ideer til løsning på udfordringen drøftet:
- Brug fedtemøg og tang i landbruget
- Brug tang og fedtemøg til brændselspiller. Samtænkning med forsyningsselskaber
- Hvad gør man i Sverige og hvad gør man i Tyskland?
- Lav et samarbejde med universiteterne om udvikling af løsninger. Forskning?
- Søg fonde til specifikke projekter?
- Lad tang og fedtemøg være hvor det er
- Brænd tangen
- Etabler hul i eksisterende høfde imod stranden, for at sikre gennemløb.
Forvaltningen tager forslagene med videre. Det blev dog nævnt, at en del af disse løsninger allerede undersøges i det EU-støttede projekt, PowerBio.
Strandprofil
Det blev nævnt på mødet, at der for flere år siden blev besluttet en strandprofil for Søndre Strand. Strandprofil, høfder og strømretninger skulle have sikret en så selvrensende strand som muligt. Dette er dog ikke tilfældet. Høfden virker til at være en af grundene til, at der er meget tang og fedtemøg. Forvaltningen er derfor i dialog med Dansk Hydraulisk Institut for at undersøge, hvorfor strandens profil har ændret sig samt forholdene omkring høfdens placering og udformning.
Natur og miljøhensyn
På mødet blev det også drøftet, hvordan man kan tage hensyn til natur og klima ved Søndre Strand.
Strandengen på Søndre Strand har en særlig naturtype, som gerne skal oversvømmes med saltvand en gang imellem, for at den bevares. Strandens profil har derfor også en betydning for naturen omkring Søndre Strand. Herunder den fredede Gøgeurt, som kræver særlige betingelser på strandengen.
Forvaltningen fortalte desuden, at der er indgået aftale med Bydelsforeningen Søndre Strand om bekæmpelse af invasive arter (bl.a. rynket rose). Danmarks Naturfredningsforening inddrages i dialogen.
Fremtid
- Der var enighed om at se på stranddriften i et langtidsperspektiv. Herunder hvordan stranden og klitlandskabet skal se ud i fremtiden.
- På mødet blev det nævnt, at der er et stort ønske om en længere badebro. Forvaltningen undersøger, om det er muligt med en udvidelse til næste strandsæson.
- Der skal løbende være møder i gruppen, som fremadrettet kaldes arbejdsgruppe og ikke dialoggruppe.
- Det blev besluttet på mødet, at der oprettes en side på Køge Kommunes hjemmeside, hvor referater og relevant information bliver tilgængeligt. Information om den nuværende drift skal være tilgængelig på hjemmesiden.
- Lene Møller Nielsen orienterer Teknik- og Ejendomsudvalget efter dialogmødet.
- Næste møde afholdes den 5. marts 2024.