Kvalitetsstandard for daghjem, aflastning, rulleplads og andre ophold på midlertidige døgnpladser mv.
Godkendt af Ældre- og Sundhedsudvalget den 12. marts 2024
Lovgrundlag
Serviceloven § 84
Hvad er formålet med indsatsen?
Indsatsen skal give dig aflastning i daghjem, et kort midlertidigt ophold på en midlertidig døgnplads, herunder rulleplads med hjælp og støtte eller ekstraordinært aflastning i dit hjem. Indsats bevilges, hvis dine pårørende har behov for aflastning eller hvis du for en periode har et særligt behov .
Afløsning i hjemmet kan bevilliges ekstraordinært, hvis ovenstående tilbud udenfor hjemmet er afprøvet og har vist sig værende umuligt.
Hvad omfatter indsatsen?
Køge Kommune har følgende typer midlertidige indsatser:
Aflastning af nærtstående i form af daghjem
Du tilbringer dagtimerne i selskab med andre borgere. Dette foregår i et fælleslokale på et af kommunens daghjem. Daghjem kan bevilliges 1-5 dage om ugen. Der er mulighed for tilkøb af frokost. Der ydes økonomisk støtte til kørsel, dog med egenbetaling.
Aflastning af nærtstående i form af rulleplads
Du tilbringer hver 6. uge på en midlertidig døgnplads. Du har din egen stue, men derudover mulighed for at benytte opholdsrum. Du sørger selv for transporten til og fra rullepladsen hver 6. uge.
Midlertidig døgnplads
Du tilbydes efter individuel ansøgning en midlertidig døgnplads for en kortere periode med en tilhørende opholdstype der beskriver den hjælp som svarer til dit behov.
Opholdstyper kan fx være aflastende, afklarende, rehabiliterende, palliativt mv.
Du har selv mulighed for at ansøge om et ophold på en midlertidig døgnplads fx i forlængelse af et sygehusophold, fordi du har behov særlige behov der bedst imødekommes med indsats på en midlertidig døgnplads eller dine nærtstående har behov for aflastning. Der kan være flere årsager til ansøgning af et ophold på en midlertidig døgnplads. Grundlæggende bevilliges et ophold på en midlertidig døgnplads til dig, som for en periode har et særligt behov eksempelvis efter udskrivelse fra sygehuset og opholdets særlige tilrettelagte indsats afhjælper dit midlertidige behov. Under dit ophold på en midlertidig døgnplads kan dit opholds fokus (og dermed opholdstyper) variere som følge af ændring af dit behov. Dine behov vil løbende blive vurderet sammen med dig. Du sørger selv for transporten til og fra opholdet på en midlertidig døgnplads når dette er bevilget med afsæt fra Serviceloven.
Ophold på en midlertidig døgnplads med døgnpleje foregår i en midlertidig bolig med særlig indretning, fællesareal og personale tilknyttet døgnet rundt. Boligerne er møbleret inkl. plejeseng og sengebord. Under opholdet er der fokus på opholdets formål og de mål der sammen med dig er sat for opholdet , hvilket betyder, at personalet vil hjælpe dig til at nå disse mål. Det kan eksempelvis være at bevare eller forbedre dit funktionsniveau og yde hjælp til selvhjælp.
Hjælp og støtte til pleje og omsorg kan ydes hele døgnet enten som planlagte opgaver eller ved tilkald i nødsituationer.
Den samlede hjælp og støtte, du får, beskrives i en individuel plan, som personalet har ansvar for at følge op på. Denne plan omfatter plejeindsatser mv. samt mål- og handleplan. Hjælpen og støtten justeres løbende i forhold til dit aktuelle funktionsniveau.
På en midlertidig døgnplads kan du få hjælp og støtte til personlige og praktiske opgaver svarende til serviceniveauet i kvalitetsstandarderne for personlig hjælp og pleje, rengøring og madservice, jf. § 83. Derudover kan du få hjælp til sygeleje efter behov m.v.
Forplejning, rengøring og vask af tøj, håndklæder og sengetøj er en del af opholdet, dog med egenbetaling.
Du skal være opmærksom på, at der ikke er mulighed for at medbringe privat indbo. Du skal dog selv medbringe eventuelle hjælpemidler, fx kørestol og rollator. Dyne, sengetøj og håndklæder lejes på stedet og skal ikke medbringes.
Du skal være opmærksom på, at du i forbindelse med et boligtilbud fra Køge Kommune under dit ophold på en midlertidig døgnplads er forpligtet til at acceptere boligtilbuddet eller flytte hjem i din nuværende bolig. Accepterer du boligtilbuddet, sker indflytningen på overtagelsesdagen.
Aflastning ved afløsning i eget hjem
Hvis ovenstående indsatser har vist sig ikke at være en mulighed for dig i din aktuelle situation, er det muligt for dig at søge om afløsning i hjemmet, hvis din nærtstående har brug for aflastning. Afløsning leveres i dit hjem. Herved kan hjemmeplejen være til stede i dit hjem i op til to timer hver uge, hvilket giver din nærtstående aflastning og andre handlemuligheder. Afløsning leveres kun efter forudgående konkret aftale, således at leverandøren kan planlægge hjælpen i hjemmet.
Hvem kan modtage indsatsen?
Du kan få en midlertidig indsats, hvis du over 18 år, har folkeregisteradresse i Køge Kommune og enten:
- Hvis dine pårørende har behov for aflastning eksempelvis grundet pasningsopgaven, ferie eller sygehusophold, hvor hjælpen ikke kan ydes forsvarligt i dit hjem eller
- I en midlertidig periode ikke kan opholde dig i eget hjem med den fornødne hjælp og støtte
- Hvis du vurderes at have potentiale for en indsats fx træning, og hvor det vurderes, at indsatsen fx træningen bedst varetages ved et ophold på en midlertidig døgnplads.
- Du skal være opmærksom på, at hvis du har et aktivt misbrug af rusmidler, så kan du ikke tilbydes et midlertidigt ophold på en døgnplads.
Hvor længe kan du få indsatsen?
Indsatsen bevilges altid midlertidigt. Indsatsens varighed vurderes individuelt og på baggrund af planen for opholdet.
Ved sygehusindlæggelse benyttes pladsen til andre borgere.
Iværksættelse og afmelding af indsatsen
Indsatsen iværksættes hurtigst muligt efter bevilling.
Tildeling sker ud fra følgende kriterier i prioriteret rækkefølge:
- Borgere/pårørende der vurderes at have størst behov for indsatsen
- Anciennitet på ventelisten, hvis der ikke skønnes at være væsentlig forskel i de ventendes behov.
Findes der ikke en ledig plads på en midlertidig døgnplads på det ønskede tidspunkt og/eller sted, meddeles det til borgeren, og det oplyses hvor lang ventetid der forventes at være, før der er en ledig plads.
Leverandøren har ansvaret for, at hjælpen iværksættes samt, at der udarbejdes en individuel plejeplan. Denne udarbejdes med udgangspunkt i din døgnrytme og i samarbejde med dig og dine nærmeste pårørende. Der afholdes planmøder med deltagelse af borgere, nærmeste pårørende, leverandør og medarbejder fra Ældre- og Sundhedsafdelingen efter behov.
Hvad indgår ikke i indsatsen?
Der kan ikke ydes hjælp og støtte til
- Ledsagelse til læge, sygehus eller aktiviteter ud af huset
I (aflastningscentre) daghjem indgår personlig pleje og bad ikke i §84 tilbuddet, dog ydes der hjælp ved behov for støtte til toiletbesøg og behov for hjælp ved måltider.
Hvem leverer indsatsen?
Indsatsen leveres af Køge Kommune.
Er der egenbetaling?
Udgifter til selve opholdet afholdes af Køge Kommune.
Du betaler selv følgende:
- Transport til og fra ophold jf. serviceloven på en midlertidig døgnplads, dog er der økonomisk støtte ved aflastning i daghjem
- Forplejning.
- Leje af dyne, sengetøj og håndklæder samt vask af dette.
- Tøjvask.
- Diverse artikler til personlig pleje, fx sæbe, cremer mm.
- Rengøringsartikler.