Madservice
Med madservice kan du få leveret mad til døren. Madservice tilbydes til dig, der er pensionsberettiget og har behov for madlevering for at sikre din ernæring.
Hvad er madservice?
Med madservice kan du få leveret et dagligt færdiglavet måltid hjemme hos dig selv, fra en af kommunens leverandører.
Formålet er at støtte dig til at opretholde en sund, ernæringsrigtig og varieret kost.
Du vælger selv, om du ønsker måltider til alle ugens dage, eller kun nogle af ugens dage. Du kan også vælge mellem flere retter, samt om du ønsker en normal eller stor portion.
Maden bliver leveret afkølet og portionsanrettet, og du skal selv opvarme den. Hvis du ikke selv kan opvarme den, kan du søge om hjælp til dette også. Det kræver dog, at du har en mikroovn.
Du har frit valg mellem de leverandører, som Køge Kommune har indgået aftale med.
Vores leverandører har faste leveringsdage i ugen, og de leverer i dagtimerne kl. 8-17.
Hvis du ikke selv kan åbne hoveddøren for madleverandøren, kan det aftales, at leverandøren selv låser sig ind i dit hjem og stiller maden i køleskabet.
Dette sker enten ved brug af en i forvejen visiteret kommunal nøglecylinder eller ved udlevering af privat nøgle.
Du betaler selv for maden, og hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist, trækkes betalingen direkte af din pension. Se mere under Pris.
Hvem kan få madservice?
Madservice er primært til borgere, som modtager pension eller førtidspension.
Sådan søger du
Du kan ansøge om madservice på to måder:
- Ansøg digitalt. Du kan ansøge digitalt ved at klikke på "Søg om madservice - digital ansøgning".
Du logger ind med MitID og udfylder skemaet, og det sendes automatisk til kommunen via en sikker forbindelse.
Du kan også benytte selvbetjeningsløsningen til at søge på vegne af en anden. I så fald skal du ikke logge ind med MitID først. - Print et skema og udfyld i hånden. Hvis du ikke er i stand til at ansøge digitalt, kan du printe et skema ud og udfylde i hånden.
Skemaet finder du ved at klikke på "Ansøgningsskema til madservice - til print (pdf)".
Du skal sende det udfyldte skema med posten til Ældre- og Sundhedsafdelingen, Torvet 1, 4600 Køge.
Alternativt kan det afleveres i Rådhusets postkasse.
Levering af maden starter indenfor 3 hverdage fra din ansøgning er godkendt.
Pris
Det er Byrådet i Køge Kommune, som fastsætter taksten for egenbetaling af maden.
I 2024 koster en portion kølemad med levering 61 kr.
Taksten reguleres årligt.
Der betales bagud, og betaling trækkes direkte fra pensionen.
Afbestilling af madlevering
Skal du afbestille en madlevering, så ring til leverandøren senest dagen før kl. 12.00
Ved akut indlæggelse og lignende kan afbestilling dog ske samme dag. Du skal være opmærksom på, at du selv skal sørge for at leverandøren bliver kontaktet.
Afmelding og skift af leverandør
Hvis du ønsker at afmelde madserviceordningen eller skifte madleverandør, kan du kontakte Ældre- og Sundhedsafdelingen på telefon 56 67 26 26.
Du skal være opmærksom på, at der er 14 dages opsigelsesvarsel på levering af mad.
Leverandører af madservice
Det Danske Madhus har leveret mad til tilfredse hjemmeboende borgere i Køge siden 1996. Vores lokale køkken leverer gode danske retter til din dør 2 gange om ugen.
Det Danske Madhus' medarbejdere er engagerede og stolte af deres madlavning, og vi benytter kvalitetsråvarer i alle vores menuer.
Smag vores velkendte klassiske retter eller prøv en ny spændende ret. Du må heller ikke gå glip af vores populære desserter.
Velbekomme fra Det Danske Madhus!
Kontakt
Lykkebækvej 1
4600 Køge
Tlf. 56 64 06 45
Mail: kundeservice@ddm.dk
Vi er en lokal Køge virksomhed, der både har køkken og kontor i Køge (Bjæverskov). Det betyder, at der ikke er langt fra, at maden bliver kogt, stegt og snittet til den bliver leveret direkte til dit hjem.
Vores kendetegn er, at vi laver håndlavet mad med kærlighed. Vores køkken er fyldt med kokke og andre mad-entusiaster, der brænder for at lave frisk og sund mad, der giver dig ekstra energi til hverdagen. Vores menuer følger sæsonerne så du i vinterdagene kan se frem til retter som vores famøse gratinerede franske løgsuppe, der kombinerer karamelliserede løg i en dyb, smagfuld oksebouillon og toppes med sprøde baguetteskiver. Og om sommeren: saftige rødspættefileter, der er let panerede og stegte til gylden perfektion, serveret med nye, kogte kartofler og en cremet persillesovs. Denne ret er mild, let og fyldt med friske smagsnuancer.
Hver uge har vi 21 forskellige hovedretter at vælge imellem samt en masse forretter og desserter.
I Køge Kommune leverer vi tirsdag og fredag.
Kontakt
Sæsonens Madleverandør
Gummermarksvej 7A
4632 Bjæverskov
tlf. 44 14 74 84
Mail: kontakt@saesonens.dk