Skip til hoved indholdet

Er du under 18 år, og oplever negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter?

Find hjælp, råd og vejledning her

Hvad betyder det at være udsat for negativ social kontrol?

Oplever du, at en eller flere i din familie kontrollerer, hvad du laver i din fritid, på de sociale medier osv? Bestemmer de hvem du må snakke med og være venner med? Eller vil de bestemme dit valg af for eksempel uddannelse eller kæreste? 
Bliver du udsat for psykisk vold, for eksempel trusler, nedværdigende behandling, pålagt skyld eller skam? Bliver du udsat for fysisk vold? Bliver du presset til at udøve kontrol med eller fysisk vold overfor dine søskende eller andre børn eller unge? Er du bekymret for, at din familie vil sende dig ud af landet mod din vilje? Bliver du beskyldt for at krænke din families ære?

Hvis du kan svar ja til et eller flere af ovenstående spørgsmål eller på andre måder oplever noget lignende, bliver du sandsynligvis udsat for det man kalder negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter.
Vi kan hjælpe dig.

Hvad kan Køge Kommune hjælpe med?

Vi tilbyder støtte til alle, der som følge af negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter forhindres i at leve det liv, de ønsker – uanset alder, køn, religion og etnicitet.

Hjælpen kan være alt fra at give dig og dine forældre råd og vejledning, mægle mellem jer eller yde familiebehandling, til at hjælpe dig til at flytte hjemmefra – om nødvendigt på et safehouse uden dine forældres samtykke og viden, hvis du skal i sikkerhed fra dine forældre.

Find hjælp her

Akut hjælp

Hvis du er i akut fare, herunder i akut risiko for at blive sendt ud af landet, skal du:

  • Straks kontakte politiet på tlf. 112 og fortælle dem dit navn, cpr.nr., hvor du befinder dig og hvad du frygter, vil ske.

Hvis du ikke kan komme til at kontakte politiet, fx fordi du bliver overvåget eller har fået frataget din mobil, kan du sige til en security-medarbejder, at du er i fare, når du går igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen i Danmark, hvorpå security-medarbejderne vil hjælpe dig i sikkerhed og kontakte Køge Kommune.

Hjælp, råd og vejledning

Du kan få hjælp råd og vejledning af:

  • Den forebyggende rådgiver, der er tilknyttet din skole. Du kan finde telefonnummeret på AULA, eller du kan kontakte den forebyggende rådgiver personligt på din skole. Find din forebyggende rådgiver.
  • Underretningsteamet i Familiecenter Køge på tlf. 5667 2681 eller 2137 7949
  • RED (Center mod æresrelaterede konflikter) på tlf. 7027 7666 (24 timer i døgnet) eller ved at skrive til RED’s anonyme brevkasse på RED (Center mod æresrelaterede konflikter) 
  • BørneTelefonen (24 timer i døgnet) på tlf. 11 61 11 (det er korrekt, at der kun er 6 cifre!) eller chat på Børnetelefonen.
  • Udlændingestyrelsens hotline til unge, der frygter at blive sendt på genopdragelsesrejse, tvangsægteskab eller lignende på tlf. 70 26 28 18 (kan bl.a. hjælpe med at inddrage dit pas, så du ikke kan udrejse)
  • SABAAH (Forening for minoritetsetniske LGBT+ personer) på tlf. 3323 2000 
  • Joannahuset (Krisecenter i København for børn og unge) på tlf. 2575 7558 (24 timer i døgnet)

Du skal være opmærksom på, at det kan udgøre en risiko for dig at snakke med en ven/veninde, et familiemedlem eller en ven af din familie. Selvom du har tillid til personen, kan der være en risiko for, at personen selv er udsat for negativ social kontrol, uden du ved det. Personen kan derfor føle sig presset til at fortælle, hvad I har snakket om. 

Hvis du tror, at dine forældre eller andre kontrollerer din telefon/computer, og at det kan bringe dig i fare, hvis de finder ud af, at du har talt med nogen om situationen derhjemme, rådes du til at låne en telefon eller computer i stedet for at bruge din egen. Det skyldes, at det er muligt at finde opkaldsdata via telefonregning, gendanne mails mv., selvom du har forsøgt at slette dine spor.

Hvis det er planlagt, at du skal rejse til udlandet, og du er bekymret for, om du kan blive efterladt eller bortgiftet i udlandet, bør du snarest muligt kontakte den forebyggende rådgiver på din skole eller Underretningsteamet for at få råd og vejledning og den nødvendige hjælp.

Familiecenter Køge

Torvet 1, 4600 Køge

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje