Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Parkering, trafik og veje Veje og stier Vilkår for mobilt gadesalg

Vilkår for mobilt gadesalg

Vilkår er senest ajourført den 24. januar 2022

Indledning

Enhver benyttelse af udlagte arealer, udover almindelig færdsel og ophold, kræver en tilladelse fra Køge Kommune i overensstemmelse med bestemmelserne i dette regulativ.

Regulativet danner grundlag for Køge Kommunes administration af mobile salgsvogne på offentligt vejareal i Køge Kommune.

Det er udarbejdet på grundlag af § 2 stk.2 i ”Næringsloven” og § 54, § 80 stk. 1 ”i Lov om Offentlige veje”, og ”Bekendtgørelse af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v”

Regulativet er vedtaget af Teknik– og Ejendomsudvalget.

Køge Kommune kan til enhver tid ændre regulativet, hvis dette findes ønskeligt eller nødvendigt.

Regulativets bestemmelser administreres af Teknik– og Miljøforvaltningen, Anlæg, Torvet 1, 4600 Køge.

Tildeling af plads

Pladserne/arealerne bliver fordelt på en måde, hvor der først og fremmest ses på vareudbuddet, da Køge Kommune ønsker, at der til enhver tid, forefindes et varieret udbud af mobilt gadesalg.

Ledige arealer annonceres på Køge Kommunes hjemmeside og i lokale medier.

Det er muligt at tilmelde sig nyhedsbrevet via vores hjemmeside. Her bliver man underrettet, når der udbydes et ledigt areal for mobilt salg.

Generelt

Køge Kommune har løbende ret til at ændre og tilføje hvilke vejarealer, der eventuelt kan benyttes til mobilt gadesalg.

Tilladelsen skal altid medbringes og kunne fremvises. Såfremt dette ikke overholdes, vil tilladelsen inddrages.

Tilladelsen er uoverdragelig. Såvel vognen, som varerne der sælges, må ikke ændres uden godkendelse fra Køge Kommune. Køge Kommune har i den forbindelse ret til at afvise en ønsket ændring. Foretages der ændringer på vogn eller udbud af vare, uden godkendelse fra Køge Kommune, kan Køge Kommune opsige lejemålet.

Det medfølgende tilladelsesklistermærke skal monteres på vognen inden brug.

Tilladelsen tildeles til enten et CPR–nummer, eller et CVR–nummer.

Vognen skal være godkendt af Køge Kommune før opsætningen. Vognen skal fremtræde i harmoni med omgivelserne, og det er altid Teknik– og Miljøforvaltningen, der vurderer om ansøgte vogn kan godkendes, ud fra materialer, udformning m.m. og være i overensstemmelse med de omkringliggende omgivelser, såsom æstetik og harmoni med det pågældende sted.

Salgsvognen må ikke efterlades ubemandet.

Biler/ trailere osv. som evt. benyttes til at transportere salgsvognen, må ikke parkeres på arealet. Dette skal foregå på vejarealer/p-pladser efter de gældende regler i Køge Kommune.

Der skal vises hensyn til andre brugere, beboere og butikker i nærheden af arealet, med henblik på støj, lugt osv. Køge Kommunes forskrifter og retningslinjer for erhvervsdrivende, støj, lugt osv. skal overholdes.

Tilladelsen kan først udstedes, når en nummerplade er koblet til salgsvognen (gælder storvogne).

Det er ikke tilladt at ”råbe varer af”.

Fremleje eller udlån af arealet er ikke tilladt.

Fortrinsret for handicappede

Personer, der på grund af et handicap har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, har under visse betingelser fortrinsadgang ved bevilling til stadepladser m.v. Denne fortrinsadgang er fastsat i § 3 i lovbekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Tidspunkt for handlen

Tilladelsen er sæsonbetonet.

Sommersæson: 15. marts - 31. oktober 
Vintersæson: 1. november - 14. marts.

Tilladelsen gælder fra kl. 05:00-24:00, i henhold til § 28, ”Bekendtgørelse af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v”

Salgsvognen skal pakkes sammen hver dag, og flyttes fra arealet. Den skal være fjernet, når salgstidspunktet ophører for dagen.

Placering

Tilladelsen gælder kun til det offentlige areal, der er tildelt i tilladelsen. Se tilgængelige arealer i bilag.

Benyttelse af mobilt gadesalg må ikke være til gene for trafikken, færdsel, tilgængelighed osv.

F.eks. må et mobilt gadesalg ikke:

  • Tvinge fodgængere, herunder personer med barnevogne, rollator, kørestol el.lign. ud på kørebane eller cykelsti.
  • Blokere ledelinjer i jorden for synshandicappede, færdselsarealet eller at vognen anbringes så den mindsker adgangen til butikker, restauranter, udstillingsvinduer m.m.

På private veje skal man have en tilladelse fra grundejeren.

Vogne

Lille vogn under 2,5 m², f.eks. mindre salgscykler/vogne, kaffeknallert, ladcykel, mobile isvogne osv. Der gives ikke tilladelse til påmonteret anhænger mv.

Stor vogn over 2,5 m², max 15 m² F.eks. varevogne/foodtruck. Husk at bilen eller salgsvognen skal være indregistreret, for at kunne benyttes til mobilt gadesalg.

Vognen skal være nem at flytte på.

Salgsvogne bliver vurderet individuelt. Det kan ikke forventes, at salgsvognen bliver godkendt udelukkende fordi, den overholder de mål som er over/under de 2,5 m².

Hvis en mobil salgsvogn tager opstilling på et areal, der ikke må benyttes til en mobil salgsvogn, vil vedkommende blive bedt om at forlade stedet. Hvis henstillingen ikke følges, vil Køge Kommunes medarbejdere tilkalde politiet.

Varer

Det er tilladt at sælge dagligvarer, som følger Erhvervsstyrelsens regelsæt – herunder ”Næringsloven” § 3: ”Her må der kun sælges varer som ”forsvinder ved forbrug” som f.eks. Mad-drikkevarer ikke tobaksvarer, alkohol, sodavand, chokolade, slik”.

Køge Kommune forbeholder sig ret til at kigge på vareudbuddet for at sikre, at der til enhver tid forefindes et varieret udbud af varer.

Køge Kommune tillader ikke, at der sælges, udsalgsvarer som f.eks. tøj, sko, smykker, souvenirs osv. fra vognen.

Yderligere spørgsmål omkring valget af sortiment, kan Erhvervsstyrelsen kontaktes.

Hvis der sælges madvarer, skal der indhentes en tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Pris - Betaling

Prisen: Ved brug af et offentligt areal til en mobil salgsvogn, opkræves en leje på 516 kr. pr m², for sæsonen.

Der betales en leje for en hel sæson, uanset antal benyttede dage.

Arealet må ikke tages i brug før lejen er betalt.

Hvis lejen ikke betales rettidigt, kan Køge Kommune ophæve kontrakten, eller tilbagekalde en tilladelse.

Lejen reguleres én gang årligt pr. 1. januar.

Reguleringen foretages på grundlag af den helårlige, procentvise ændring i priserne, udregnet efter det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks for november måned året forud. Beløbene afrundes til hele kroner.

CVR-nummer eller Cpr-nummer

Der behøves ikke et CVR-nummer, man kan ansøge med et CPR-nummer. Hvis et CPR-nummer benyttes, er det kun denne person, der må betjene salgsvognen, ligesom den årlige omsætning skal være under 50.000 kr. Skal andre betjene salgsvognen, skal virksomheden altid registreres, og tildeles et CVR-nummer.

Fremtoning, renholdelse og ansvar

Der må ikke spilles musik og støjes.

Levende lys og anden åben ild er ikke tilladt.

Det mobile gadesalg skal have fastgjort skraldespand, kurv, stol, parasol osv. på den mobile vogn, hvis dette bliver benyttet. Parasoller skal være placeret, så underkanten af parasollen er mindst 220 cm over jordhøjden.

Der må ikke opstilles nogen former for varmekilder, skilte, parasoller, stole, fakler, kurve eller andre løse genstande på arealet.

Sælger skal rydde op efter sig selv og sine kunder. Sælger er ansvarlig for at fjerne affald fra området og selv transportere det væk. Det er ikke tilladt at smide affaldet i kommunens affaldsspande. Affaldet bliver betragtet som erhvervsaffald.

Såfremt et areal ikke er tilstrækkeligt rengjort eller bliver beskadiget, vil Køge Kommune foranledige en rengøring eller retablering af arealet på lejers regning. Konstateres et eller begge forhold gentagne gange, kan Køge kommune ophæve lejemålet.

Ansvar for person- og tingsskade samt eventuel anden skade, der forvoldes på grund af brugen af arealet, påhviler alene den, der er ansvarlig for den pågældende brug. Køge Kommune påtager sig intet ansvar for sådan skade.

Enhver bruger af arealet er selv ansvarlig for, at der tegnes fornødne forsikringer i forhold til brugen af pladsen.

Adgang til El og Vand

Det er ikke muligt at få el og vand på nogen arealer.

Ophør og forpligtelse

Ved udskrevet valg, skal der viges for politisk agitation.

Det mobile salgssted skal altid rømme arealet midlertidigt, uden forudgående varsel, hvis arealet skal anvendes til andre formål, som f.eks. statsbesøg, royale begivenheder arrangementer, udeservering, faste stadepladser, vejarbejde, renhold o. lign. eller hvor det sker efter politiets eller andre statslige myndigheders foranledning, eller når der i  øvrigt foreligger saglige grunde for det.

Køge Kommune vil så vidt muligt varsle lejer, såfremt et formål nødvendiggør en midlertidig rømning af arealet. Der vil ikke blive ydet kompensation for en midlertidig rømning.

Såfremt et formål nødvendiggør en længerevarende eller permanent rømning af arealet, vil Køge Kommune varsle lejer. Lejen for arealet vil i de tilfælde blive tilbagebetalt forholdsmæssigt.

Køge Kommune kan efter forudgående varsel helt eller delvist tilbagekalde en tilladelse, efter gentagende brud på vilkårene, eller ændre vilkårene hvis det skønnes nødvendigt på grund af særlige uforudsete forhold, færdslen, herunder trængsel eller sikre vejarealets øvrige funktioner som f.eks. opholdsarealer, pladser foran butikker osv.

Et mobilt gadesalg må, ved arrangementer, så som koncerter og lign. kun finde sted efter aftale med arrangøren.

Sælger skal øjeblikkeligt efterkomme alle instrukser fra Politiet og Køge Kommune.

Andre love og myndigheder

Forretningsdrift fra mobile salgsvogne skal følge gældende lovgivning, regler og retningslinjer for den pågældende type erhverv. Indehaveren af tilladelsen har selv ansvaret for at gøre sig bekendt med disse, samt indhente nødvendige tilladelser fra de forskellige myndigheder.

Link til Erhvervsstyrelsens hjemmeside om næringsloven

Link til Fødevarestyrelsens hjemmeside

Link til Køge Kommunes hjemmeside med kort over mulige mobile salgssteder

Link til politiloven og ordensbekendtgørelsen

--oo0oo--

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje