Frontløbere for Fællesskab
Frontløbere for fællesskab er et samarbejde og netværk mellem frivillige ildsjæle, foreninger, organisationer, virksomheder og medarbejdere i Køge Kommune
Frontløbere for fællesskab baner vej til byernes fællesskaber og bidrager til nærvær, netværk og livskvalitet. Ingen ved alt, men alle ved noget og i netværket kan du byde ind med lige præcis dét du har energi og overskud til.
Du kan altid kontakte sundhedskonsulenterne i Køge Kommune, hvis du vil have en snak om fællesskaber.
Vi kan bl.a. hjælpe dig med at
- Finde gode fællesskaber, dér hvor du bor
- Få en snak om hvordan du kommer videre med at blive frivillig i en forening eller et fællesskab.
Skriv til os på forebyggelse@koege.dk - vi glæder os til at høre fra dig!
Læs mere om Frontløbere for Fællesskab
Herunder kan du læse lidt mere om nogle af de mange frontløbere for fællesskab der er i Køge Kommune. Der kommer hele tiden flere frontløbere til så ræk gerne ud til os hvis vi skal hjælpe med at skabe kontakt eller hvis du gerne vil være en del af netværket.
Frontløberne har kendskab til lokale aktiviteter, måske kender de et fællesskab som kan være noget for dig - og hvis ikke så kender de måske andre der gør.
Mød Dorthe
Dorthe arbejder til daglig i Novo Nordisk, men hun er en ægte ildsjæl, der både bruger tid og kærlighed og energi som spejder, i Kultur- og Idrætsrådet og i Samrådet (en sammenslutning af spejdergrupper i Køge). Dorthes hjerte brænder for fællesskaber - og derfor er hun med i opstarten af et nyt netværk, der skal samle ildsjæle i Køge Kommune under navnet “Frontløbere for fællesskab”.
Dorthe fortæller her lidt om sin motivation:
“Jeg kan se, at der er et behov for netværket. Frontløberne kan sikre linket mellem borgerne og kommunen, så fællesskaber kan opstå og understøttes. Kommunen ved ikke, hvad de skal gøre og hvad behovet er, hvis ikke de får det at vide”, siger Dorthe og fortsætter; “som spejder ser jeg, hvor vigtige fællesskaber er. Det er det bærende for vores aktiviteter. Derfor er det helt naturligt for mig at hjælpe.”
Mød Karsten
Karsten dedikerer sin hverdag til velfærdsteknologi og iværksætteri, for det, der virkelig driver ham, er ønsket om at gøre en forskel for menneskeheden. Hans frivillige indsats har ikke gået ubemærket hen; Karsten blev hædret med prisen "Årets Ejbyborger 2024" for sit store frivillige arbejde i lokalsamfundet. Han er en mand med mange igangværende projekter, blandt andet som formand i Ejby Herreklub og nu også etableringen af Køge Herreklubber. Karstens styrke ligger i hans evne til at få tingene til at ske og samle folk omkring sig.
Han forstår vigtigheden af at være en del af et fællesskab og har derfor naturligt valgt at være med til at opstarten af "Frontløbere for Fællesskaber", som han begrunder med;
"Fællesskaber er livgivende for vores samfund. Jeg har set, hvordan de kan forvandle et område og skabe bånd mellem mennesker. Derfor brænder jeg for 'Frontløbere for Fællesskaber'. Vi kan være brobyggere mellem borgere og kommune, og sammen kan vi skabe noget magisk. I Ejby Herreklub har jeg oplevet, hvordan fællesskaber kan give folk en følelse af tilhørsforhold og mening. Det er ikke bare aktiviteter, det er livsnerven i vores lokalsamfund. At være med til at sprede denne glæde og samhørighed til andre områder - det er simpelthen en gave, jeg ikke kan sige nej til."
Der er ikke én måde at være frontløber på, der er lige så mange måder som der er frontløbere. Hvad der driver os hver især er forskelligt, men fælles for frontløbere er, at;
du er særligt engageret i dit lokalområde og/eller en særlig gruppe af mennesker
du har kendskab til et eller flere lokale fællesskaber og kan hjælpe med at bane vej og guide andre i retning af relevante fællesskaber
som frontløber er du aldrig alene, men er en del af et netværk, hvor vi støtter og hjælper hinanden med at hjælpe flere ind i fællesskaber
En frontløber for fællesskab har den alder og form som vi giver den. Er du nysgerrig for at høre mere? Skriv til os på forebyggelse@koege.dk og bliv en del af netværket.
Vi holder løbende introduktionsmøder for nye frontløbere for fællesskab.
Hvad laver en frontløber - og hvorfor egentlig engagere sig?
Som frontløber kan du bidrage med det som du kan og har lyst til, når dit overskud tillader det. Når vi spørger frontløberne hvilke aktiviteter og ting de gør, så siger de bl.a.;
- Vi nævner Frontløbere for fællesskaber og konkrete fællesskaber til naboer, bekendte og folk som vi møder i forskellige sammenhænge i byen. Det samme i lokale Facebook-grupper.
- Vi deler opslag og spreder budskabet om muligheden for at blive frontløber for fællesskab.
- Vi hjælper andre med i nogle fællesskaber - vi inviterer med og tilbyder følgeskab
- Vi hjælper hinanden med at synliggøre og dele relevante fællesskaber og arrangementer i netværksgruppen, på Boblberg og generelt.
- Vi deler postkort ud om Frontløbere for fællesskab
- Vi er med til at arrangere fællesskabende aktiviteter der, hvor vi bor og i lokalområder
- Vi gør os umage for at sikre en god modtagelse i de fællesskaber/foreninger som vi er en del af
- Vi kender vores nærområde og gør os umage for at hjælpe
Netværksmøder
Vi afholder netværksmøder for frontløbere for fællesskaber to gange om året, i maj og i oktober. På møderne udveksler vi erfaringer og idéer til fremtidige samarbejder.
Indholdet på møderne tager afsæt i dét I som frontløber finder relevant og efterspørger, så i efterår 2024 vil emnerne bl.a. være at skrive en knivskarp pressemeddelelse, vidensdeling og netværk, den gode velkomst mv.
Lokale opstartsmøder
I 2024-2025 afholder vi lokale opstartsmøder for frontløbere for fællesskaber. Her kan du møde frontløbere, høre mere om konceptet og og blive en del af netværket.
Hold øje med denne side og se hvornår vi kommer forbi dit lokalområde.
Frontløbere for Fællesskab inviterer til samarbejde om gode fællesskaber i og omkring Ll. Skensved
Vi har fokus på sunde lokalsamfund og fællesskaber og derfor kommer vi til Ll. Skensved, hvor vi ved der findes et væld af forskellige aktiviteter og fællesskaber.
Hvad kan vi lære af Ll. Skensved og kan vi styrke samarbejdet på tværs af fællesskaber og få endnu flere med?
Vil du være med eller er du nysgerrig på at høre mere?
Er du engageret i et fællesskab eller en aktivitet i eller omkring Ll. Skensved eller er du bare nysgerrig på at høre mere, så har vi brug for dig og håber du vil være med.
Hvor og hvornår
Tirsdag den 24. September 2024 kl. 16.00 - 18.00
i Foreningshuset ( ved siden af hallen) Højelsevej 1B, 4623 Ll. Skensved
Tilmelding senest den 20. september 2024
Tilmelding sker på mail: vf@koege.dk, eller SMS til mobil 23 84 97 94
Du er mere end velkommen i netværket!