Dit ansættelsesforhold
Som elev hos os er du omfattet af lov om erhvervsuddannelser og den overenskomst, der gælder for din faggruppe. Du skal både have en uddannelsesaftale og et ansættelsesbrev.
Du indgår din uddannelsesaftale med Køge Kommune, og får dit ansættelsesbrev herfra. Som elev har du både rettigheder og pligter. Du har krav på et godt læringsforløb både i skolen og under praktikken. I Køge Kommune lægger vi stor vægt på dette. Hvis du føler, at du ikke lærer nok, skal du kontakte din praktikvejleder eller den uddannelsesansvarlige. Samtidig forventer vi, at du viser engagement og interesse for din uddannelse, både i skole og praktik.
Dit ansvar som elev
Du har ansvaret for at engagere dig i din uddannelse og tage ansvar for din egen læring, både under praktik og skoleophold. Når du starter din uddannelse, udarbejder din skole og Køge Kommune sammen med dig en personlig uddannelsesplan. Planen viser de mål, du har for din uddannelse, og hvordan du når dem.
Regler for din ansættelse
Lov om erhvervsuddannelser fastlægger de grundlæggende "spilleregler" for dine rettigheder og pligter som elev. Elevernes retlige forhold står i kapitel 7 af loven, som du kan læse her i Love og bekendtgørelser | Børne– og Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser præciserer blandt andet reglerne for din deltagelse i skoleundervisningen, som du finder i kapitel 11.
Praktikstederne
Du får en praktikvejleder/uddannelsesansvarlig på hvert praktiksted, som bliver din faglige vejleder og kontaktperson. Praktikvejlederen/den uddannelsesansvarlige vil:
- Introducere dig til praktikstedet.
- Introducere dig til kommunens og praktikstedets værdigrundlag, personalepolitikker og retningslinjer.
- Sikre, at du får mulighed for at nå dine faglige mål.
- Afholde uddannelsessamtaler med dig i løbet af dit uddannelsesforløb.
- Vurdere, om du når dine praktikmål.
Du vil opleve forskellige læringsmiljøer på tværs af praktikstederne, som vil afspejle de forskellige forvaltninger og lokale forhold.
Mødepligt
Du har mødepligt under hele din uddannelse, både i skole og praktik.
Sygemelding og raskmelding
Du skal sygemelde dig pr. telefon til praktikstedet og/eller skolen så tidligt som muligt – senest inden din arbejdstid begynder. Aftal med praktikstedet, hvornår du skal ringe igen.
Du skal raskmelde dig så tidligt som muligt dagen før, du vender tilbage til praktikstedet eller skolen.
Vær opmærksom på, at der kan være lokale retningslinjer for, hvem du skal kontakte ved syge- og raskmeldinger.