Skip til hoved indholdet

På tværs af fortid og fremtid: Kom til åbning af ny vandrerute i Køge Nord

Lørdag d. 12. oktober åbner første del af en ny vandrerute i Køge Nord. Tidslinien, som ruten er døbt, er skabt på baggrund af omfattende arkæologiske undersøgelser og fortæller historien om de fællesskaber, forandringer og fremtidsdrømme, som har eksisteret i området gennem tiden

Køge Nord, er som det vil være mange bekendt, i en rivende udvikling; helt nye boligområder skyder op og det, der tilsyneladende før var bar mark, bliver nu hjem for mange mennesker, mens nye veje og erhvervsområdet også kommer til. Men den bare mark var ikke helt så bar. Forud for byggeprocessen har arkæologerne fra Køge Museum i samarbejde med lokale beboere undersøgt spor af fortidens Køge Nord – og de spor er mange.


Udvikling skaber viden

De arkæologiske udgravninger fortæller om områdets udvikling gennem de sidste 7000 år - fra jægerstenalder til i dag. Det er essensen af disse fund og deres fortælling, Køge Museum sammen med Køge Kommune og med en bevilling fra Velux Fonden har brugt til vandreruten, hvor skilte med QR-koder giver mulighed for at dykke direkte ind i historien.


-    Når et landskab forandrer sig så meget og så hurtigt, som Køge Nord gør i disse år, må vi gøre noget aktivt for at få historien med. Målet med Tidslinien er så vidt muligt at give historien tilbage til området og opleve den helt lokalt. Det giver nogle andre muligheder for at fornemme historien og tidsdybden i landskabet, end man kan få i udstillingerne på museet, siger projektleder og arkæolog på Køge Museum, Anna S. Beck.


Fra lørdag den 12. oktober bliver det altså muligt at gå en rute og blive taget med på den flere tusinde år lange fortælling om tilblivelsen af et sted, som vi kender det i dag.

-    Det er fantastisk at se Køge Nord udvikle sig som bydel – og det er dejligt, at vi nu også i den proces kan skabe et helt konkret bindeled mellem fortiden og nutiden med Tidslinien som vandrerute. Forhåbentlig kan Tidslinien også bidrage til et fællesskab mellem både de nuværende beboere i alle dele af Køge Nord og alle de nye, der kommer til i Køge Nord Skovby. Det er et både nytænkende og spændende projekt om et område og dets historie, siger borgmester Marie Stærke.


Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, Ken Kristensen er også begejstret:

-    Jeg er meget glad for, at vi med Tidslinien får flyttet den historiske viden helt ud i virkeligheden. Det er en helt anderledes fortælling, end fx historieformidling på et museum. Jeg glæder mig meget til at selv at vandre på Tidslinien, og jeg både håber og tror, at den er med til at gøre rigtig mange klogere på, hvordan både området i Køge Nord og vores måde at leve på har udviklet sig – og måske også blive nysgerrig på mere viden og på alle de spændende og ind imellem dramatiske historier, der jo gemmer sig i fortiden, siger Ken Kristensen.


Vi er alle en del af historien

Ved at inddrage borgerne i at fortælle Køge Nords historie bliver historien lokalt forankret med et mere nært ejerskab til historien, fortæller Anna S. Beck:

-    Hvor historien nogle gange kan opleves som lidt fjern og abstrakt, så har jeg oplevet, at der pludselig var nogle borgere, der opdagede at de også er en del af historien, siger hun og tilføjer, at de lydhistorier, som også indgår i vandreruten, er blevet indtalt af lokale stemmer med bidrag fra både skoleelever og mere erfarne borgere.


Kom med til første åbning

Vandreruten åbnes i flere etaper og kommer i alt til at bestå af 16 stop, når den er foldet helt ud i løbet af næste år. Første del åbnes lørdag d. 12. oktober kl. 11 – 13 i haven på Bramhøjgaard, Ølsemagle Kirkevej 62a, Ølsemagle, 4600 Køge.

Alle er velkomne.




Billedtekst: En del af vandrerutens fortællinger er baseret på udgravninger, som blandt andet er lavet i samarbejde med lokale familier fra Køge Nord. Kredit: Museum Sydøstdanmark


Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje