Skip til hoved indholdet

Årtiers ildsjæl – Hans Holde

Et aktivt foreningsliv er drevet af mange engagerede frivillige. Èn af dem er Hans Holde, der i går modtog Køge Kommunes Ildsjælepris efter mere end 60 års aktivt medlemskab i Gørslev Idrætsforening.

Gørslev Idrætsforening er stolte af at kunne indstille Hans Holde, 83 år, til Ildsjæleprisen. Hans har gennem seks årtier været en uundværlig del af Gørslev Idrætsforening, hvor han siden 1963 har dedikeret sin tid og energi til at fremme idrætslivet i lokalsamfundet.

- Hans Holde har brugt mere end 60 år af sit liv på én forening, og så begynder det altså at lugte af ildsjæl. Når man så samtidig gør det både i bestyrelse og som instruktør gennem så mange år, så er der ingen tvivl om, hvad det har givet foreningslivet, børn, unge og voksne i Gørslev”. Det er derfor helt specielt at kunne anerkende Hans for det livslange arbejde.”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen.

Hans Holde er født og opvokset i Gørslev og har nærmest livsabonnement på foreningsgymnastik. Han har været aktiv gymnastiktræner for motionsmændene gennem 30 år og leder af forskellige gymnastikhold siden 1968 for alle, der har mod på en kolbøtte – fra små børn til voksne motionsmænd.

Som en dybt engageret idrætsudøver startede han desuden i 1983 det populære idrætsmærkehold, som hurtigt blev en stor succes. Fra de første 10 deltagere voksede holdet hurtigt til ca. 75 aktive, og i 1998 modtog Gørslev Idrætsforening DGI’s foreningspokal som anerkendelse for sin store fremgang, en succes der tilskrives Hans’ utrættelige indsats.

Hans Holde har også været en fast del af flagdagen i Danmarkssamfundet, hvor han hvert år repræsenterer foreningen med fanen – et klart symbol på hans vedvarende engagement og loyalitet over for både idrætsforeningen og fællesskabet i Gørslev.

Med hele 60 år som aktiv i ledelsen af Gørslev Idrætsforening har Hans Holde vist et engagement og en ildhu, der gør ham til en oplagt kandidat til Ildsjælsprisen. Hans arbejde har ikke blot inspireret generationer i foreningen, men har også bidraget til at gøre idrætslivet i Gørslev til en stærk og levende del af lokalsamfundet. – Og det siger ikke så lidt, når man tænker på, at han har været ’fast inventar’ i over seks årtier. Hans Holde ER definitionen af en ildsjæl.

Ildsjæleprisen uddeles efter ansøgningsfristerne i februar, maj og oktober.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje