Skip til hoved indholdet

Batterier i metalskrot medfører brande

Husker du at fjerne batterier fra fx din elcykel, el-løbehjul, robot-plæneklipper og værktøj, inden du afleverer dem på genbrugspladsen?

Den 18. oktober 2024 gik der brand i et oplag af metalskrot på Køge Havns kajareal. Branden var forårsaget af et litiumbatteri. Batteriet var havnet i metalskrottet på en genbrugsplads, og var senere endt hos den pågældende metalskrotvirksomhed på Køge Havn. Samme weekend var der en tilsvarende brand i Vissenbjerg.

Flere brande i metalskrot

Det er anden gang i 2024, at der har været brand i et metalskrotoplag på Køge Havn. Mange husker nok skibsbranden i starten af året, som medførte nedlukning af Køge Bymidte og medførte gene for omboende og trafik i et stort område. Årsagen til denne brand var også et litiumbatteri, som ikke var blevet fjernet fra noget genanvendeligt metalskrot inden det blev afleveret til skrotvirksomheden.

Det sker oftere og oftere, at der opstår brande i metalskrot. Årsagen er den stigende mængde elcykler, el-løbehjul, robot-plæneklippere og -støvsugere, samt batteridrevet værktøj m.m. som har litiumbatterier.

Husker du at fjerne batterier?

Når genstande med batterier i afleveres på genbrugspladsen, er det desværre ikke alle, som husker at fjerne batteriet inden de smider fx deres elcykel i metalcontaineren. Det er godt, at cyklen afleveres til genbrug, men batteriet skal fjernes først, da det er farligt affald.

Det er meget vigtigt at fjerne batterier af alle slags og aflevere dem i en særlig container til batterier. Batterier kan gå i brand og skal derfor opbevares på en sikker måde. På genbrugspladserne står battericontainerne i de områder, hvor man også kan aflevere farligt affald og kemikalier.

Litiumbatterier udgør en særlig brandrisiko

Hvis der havner et litiumbatteri i metalskrottet, så kan det gå i stykker, når fx en kran flytter rundt på metallet. Når et litiumbatteri går i stykker, kan det helt af sig selv begynde at varme op, indtil det efter et par timer er overophedet og kan gå i brand.

Sådan en brand er meget vanskelig at slukke og det er særligt svært, hvis man først skal grave et brændende batteri ud af mange tons affald, som der også kan være gået ild i.

Forebyggelse og forbedret håndtering

Køge Kommunes miljømyndighed er i gang med en tværgående indsats om forebyggelse og forbedret håndtering af disse brande, i samarbejde med Køge Havn, metalskrotvirksomhederne på Køge Havn, samt affaldsselskabet ARGO I/S.

Køge Kommune, Køge Havn og de to metalskrotvirksomheder arbejder for at sikre, at brande fremover forebygges i højere grad, samt at eventuelle brande kan bekæmpes hurtigere.

Metalskrotvirksomhederne kontrollerer i forvejen det affald de modtager, og fjerner løbende batterier som fejlagtigt er havnet i affaldet, men det kan være vanskeligt at finde alle batterier.

Køge Kommune er samtidig i dialog med affaldsselskabet ARGO I/S, som driver de kommunale genbrugspladser i Køge By og Bjæverskov, samt i en række kommuner ud over Køge. ARGO I/S opsætter nu forbedret skiltning ved metalcontainerne på alle deres genbrugspladser for at hjælpe borgerne til at huske at fjerne batterier fra metalaffald.

Samtidig rækker Køge Kommune ud til alle borgere og virksomheder med denne opfordring: Husk altid at fjerne batterier fra de ting du smider ud, eller afleverer på genbrugspladsen.

Det gælder uanset om det er et køretøj, værktøj, legetøj, elektronik (som fx mobiler, PC’er og vapes) eller lignende.

Hvor afleverer jeg batterier?

Små husholdningsbatterier m.m. kan afleveres i din husstands/bebyggelses røde miljøkasse til farligt affald. Andre batterier skal afleveres på genbrugspladsen. I Køge Kommunes sorteringsvejledning kan du slå forskellige typer batterier op og se hvor og hvordan de skal bortskaffes.

Er du i tvivl om hvor du afleverer forskellige slags batterier og akkumulatorer på genbrugspladsen, kan du slå affaldet op på genbrugspladsens sorteringsvejledning og få svar på hvilken container du skal aflevere dem i. På genbrugspladsen kan du inden for åbningstiden også spørge pladspersonalet.

Miljø

Torvet 1, 4600 Køge

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje