Danmarks fem ringborge vil være verdensarv - og på finansloven
Danmarks fem ringborge er noget af den mest værdifulde kulturarv, vi har. Med ringborgene samlede Harald Blåtand landet som et samlet rige – og den historie er værd at formidle. De fem kommuner, hvor ringborgene er placeret, er i gang med at søge om at komme på UNESCO's verdensarvsliste – og går nu sammen om en ansøgning, der skal skaffe penge på Finansloven til formidling af den fantastiske historie.
Harald Blåtand var en ambitiøs herre, der samlede Danmark, blandt andet gennem fem ringborge på tværs af landet. Den historie er værd at formidle – og nu går Køge, Slagelse, Odense, Vesthimmerland, og Mariagerfjord kommuner sammen i et forsøg på at skaffe midler på Finansloven til netop den formidling. Det sker sideløbende med et arbejde, der har til formål at få ringborgene på UNESCO's Verdensarvsliste.
- Hver ringborg for sig har en stor værdi, når det gælder den lokale kulturarv. Men det er i sammenhængen, kulturformidlingen for alvor giver mening. At se, hvordan Harald Blåtand har samlet det danske rige og etableret ringborgene som beskyttelse, er imponerende. Det er væsentlig kulturarv, som vi håber, man vil se værdien i at prioritere nationalt, ligesom vi naturligvis ser frem til en tilbagemelding fra UNESCO på vores ansøgning om, at ringborgene skal på listen over verdensarv, siger Køge Kommunes borgmester Marie Stærke på vegne af de fem kommuners borgmestre.
I alt mangler de fem kommuner 62,5 millioner kroner, som skal finansiere fem formidlingsprojekter, et ved hver ringborg. Kommunerne bidrager selv med egne midler samt finansiering via fonde med videre på i alt godt 111 millioner kroner. Borgmestrene fra de fem kommuner mødes i forbindelse med KL´s topmøde i Aalborg for at koordinere ansøgningen til Finansloven.
I januar 2021 søgte de fem kommuner om optagelse på listen over UNESCO verdensarv. Formidlingsprojekterne vil støtte op om ansøgningen, ligesom de blandt andet vil bidrage til forskningsbaseret formidling i autentiske rammer og udvikling af erhverv, turisme og dannelse.
Om de fem danske ringborge
Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge er de fem kendte ringborge, der skriver sig ind i dansk historie. Borgene har alle været imponerende, symmetriske og monumentale bygningsværker hver for sig. Men det helt særlige ved dem er, at de er bygget som et samlet projekt – et netværk af borge – på tværs af Jylland, Fyn og Sjælland bygget på foranledning af Harald Blåtand.