Kom og gå med i March mod Ensomhed ’24
Alle inviteres til at gå med, når March mod Ensomhed sætter i gang fra Køge fredag den 16. august. Turen går fra Køge Rådhus gennem Køge by til Strøby Egede og over Strøby, Klippinge og Bjælkerup for at slutte i Store Heddinge. Marchen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor initiativtageren Patrick Cakirli går 2.000 kilometer gennem landet for at sætte fokus på fællesskab og kampen mod ensomhed. For hele ruten gælder det, at Patrick Cakirli kun må gå, hvis andre går med ham.
Årets march mod ensomhed går endnu en gang gennem Køge, og alle, der har lyst, kan deltage. Borgmester Marie Stærke sender March mod Ensomhed godt afsted med en tale, kaffe og croissanter i rådhusgården, Torvet 1 kl. 07.30, inden selve marchen starter kl. 8. Turen forventes at slutte ca. 14:15 i Store Heddinge. Borgmester Marie Stærke deltager i første del af marchen:
- Køge Kommune skal være den mindst ensomme kommune i Danmark, og det bliver vi kun, hvis alle bidrager. Jeg er glad for igen i år at byde velkommen til March mod Ensomhed fra Køge Kommune, fordi den er en begivenhed, der minder os om, at vi alle har et ansvar for at række ud og invitere ind i fællesskabet. Jeg glæder mig til at følges med jer gennem Køge, siger borgmester Marie Stærke.
- Jeg er glad for, at vi igen har
mulighed for at være en del af March mod Ensomhed i Køge Kommune. Arrangementet
og selve gåturen giver anledning til endnu en gang at anerkende de mange
fællesskaber og frivillige i kommunen og minder os om, at 'Fællesskab er en
fælles sag'. Jeg håber, at mange vil deltage i ruten igen i år, enten ved at gå
med eller ved at støtte op langs ruten”, siger formand for
Ældre- og Sundhedsudvalget Bent Sten Andersen.
Går kun med følgeskab
March mod Ensomhed er den sjette af slagsen, og i år vil Patrick Cakirli gå
2.000 kilometer med start på Bornholm og slutdestination i Esbjerg. For hele
ruten gælder det, at Patrick Cakirli kun må gå, hvis han har følgeskab - ellers
skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af
fællesskab i kampen mod ensomhed. Køge Kommune planlægger dagen for machen i
samarbejde med foreninger, frivillige og det øvrige civilsamfund for at sikre,
at Patrick Cakirli får følgeskab på hele ruten gennem kommunen.
March mod Ensomhed startede med, at Patrick Cakirli i
december 2016 oplevede en voldsom ensomhedsfølelse og besluttede at række ud
efter fællesskabet på sociale medier, hvor han skrev: Jeg er desperat efter at
møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den hårdeste periode i mit liv.
Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte
bukser og en North Face taske på. 17 personer dukkede op for at mødes med ham,
og et nyt fællesskab opstod. Patrick Cakirli og følgeskab går gennem landet for
at aftabuisere følelsen af ensomhed og inspirere ensomhedsramte borgere til at
række ud efter hjælp. I år går March mod Ensomhed fra den 5. august til den 11.
oktober.
Kom og gå med
Der er samling og morgenkaffe i rådhusgården, Torvet 1 i Køge klokken 7.30
og afgang klokken 8.00. Ruten er på 26 kilometer, men man bestemmer selv, hvor
langt man vil gå med. Turen forventes at slutte i Store Heddinge ca. 14:15.
Det er selvfølgelig også muligt at støde til marchen langs ruten fra Køge til Store Heddinge