Skip til hoved indholdet

Nu får alle pædagoger i Køge Kommune bedre tid til forberedelse

Et forsøg med betalt forberedelsestid til pædagoger har så god effekt, at ordningen nu bliver gjort permanent for samtlige af Køge Kommunes pædagoger. Arbejdsglæden blandt medarbejderne er blevet højere og en evaluering viser, at 90% af de adspurgte pædagoger svarer, at betalt forberedelsestid i høj grad har styrket kvaliteten i det pædagogiske arbejde og dermed børnenes trivsel. Samtidig giver forberedelsen mulighed for, at pædagogerne tidligere og mere målrettet kan træde til og støtte børn, der har det svært.

Højere trivsel blandt børnene, et bedre forældresamarbejdet og øget arbejdsglæde – sådan lyder nogle af tilbagemeldingerne i den evaluering, som Køge Kommune har lavet, efter at 18 af kommunens dagtilbud har deltaget i et forsøg med betalt forberedelsestid det seneste halvandet år.

Den betalte forberedelsestid giver pædagogerne mulighed for at planlægge aktiviteter og reflektere over det pædagogiske arbejde, uden at det går ud over antallet af pædagoger på stuen og samværet med børnene.

Derfor gør Køge Kommune, som en af de første kommuner i landet, nu ordningen permanent. Dett betyder, at samtlige af Køge Kommunes pædagoger i alle kommunens dagtilbud, fra januar 2025 får en times betalt forberedelsestid om ugen.

  • Det er tankevækkende hvor stor en forskel en times forberedelse om ugen, kan gøre. Både for den faglige refleksion, for børnenes trivsel og for forældresamarbejdet. Det er en vigtig prioritering af børnene og pædagogerne, som jeg er stolt af. Nu udbreder vi det, der viser sig at være en succesfuld forsøgsordning til glæde for alle kommunens dagtilbud, og til glæde for medarbejdere, forældre og børn, siger borgmester Marie Stærke.

  • Ved at prioritere den pædagogiske faglighed har der vist sig en række gode sideeffekter. Vi så for eksempel, at færre pædagoger skiftede job i den periode, hvor forsøget med forberedelsestid kørte, ligesom flere gik op i tid. Alt tyder på, at vi har fat i noget rigtigt her, som virkelig gør en forskel for vores medarbejdere i hverdagen, og som dermed giver en tryghed og kontinuitet i børnelivet i kommunens dagtilbud, siger formand for Børneudvalget, Pernille Sylvest.

Pædagogisk faglighed i højsædet: ”Nu kan jeg være på forkant”
Et af målene med at indføre betalt forberedelsestid er at skabe rum til fordybelse og faglighed, da forskning peger på, at dagtilbud af høj kvalitet kræver systematisk pædagogisk arbejde og faglige refleksioner. Og i evalueringen kan man se, at det i den grad er lykkedes. Pædagogisk forberedelsestid giver mig mulighed for at være på forkant, være bedre forberedt og bedre fagligt funderet. Jeg har følelsen af, at jeg har fået tid til at kunne yde noget ekstra. Det er en stor fordel for både os som pædagoger og børnene, siger pædagog ved Vemmedrup Børnehave Peter Svenningsen.

Evalueringen fra de 18 dagtilbud viser også, at 70% af lederne i de 18 dagtilbud svarer, at de mærker, at arbejdsglæden og trivslen på arbejdsglæden er steget i meget høj grad på arbejdspladsen.

  • Jeg oplever, at der er en dårlig samvittighed, som er forsvundet, fordi pædagogerne nu ikke føler, at de tager tid fra børnene for at forberede sig. Det giver nemlig ro og overskud til at være nærværende i hverdagen i relationsarbejdet med børn og forældre, siger Tanja Dømler Blankholm, som er dagtilbudsleder i Børnehuset Møllehøj.

Indføres i alle dagtilbud fra januar 2025
Den permanente betalte forberedelsestid bliver indført i alle kommunens dagtilbud fra januar 2025 og er en del af det budgetforlig, som Køge byråd har indgået for 2025-2028.

Der er afsat en time om ugen pr.pædagog, og dagtilbuddene bestemmer selv, hvordan de vælger at organisere forberedelsestiden. Det giver mulighed for, at man for eksempel kan samle timerne til to timer per 14. dag eller 4 timer pr. 4. uge.

Fakta:

  • 90% af de adspurgte pædagoger svarer, at betalt forberedelsestid i høj grad har styrket kvaliteten i det pædagogiske arbejde.

  • Evalueringen viser, at personaleomsætningen faldt blandt de pædagoger, der havde betalt forberedelsestid. I forsøgsperioden i 2023 var der en personaleomsætningsprocent på knap 4,4 % mod de gennemsnitlige ca. 16 % fra tidligere år. Tallene er baseret på en stikprøve på 10 dagtilbud, som deltog i forsøgsordningen.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje