Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Nu skal broen over Skensved Å renoveres

Nu skal broen over Skensved Å renoveres

Arbejdet med at renovere den fredede bro over Skensved Å på Københavnsvej begynder i slutningen af maj og forventes at stå på sommeren over. Trafikken vil kunne passere, om end arbejdet kan påvirke færdslen.

Arbejdet med at renovere den fredede bro over Skensved Å på Københavnsvej begynder i slutningen af maj og forventes at stå på sommeren over. Trafikken vil kunne passere, om end arbejdet kan påvirke færdslen

Det er nok de færreste der tænker over, at de passerer et fortidsminde, når de krydser grænsen mellem Solrød og Køge Kommune på Københavnsvej. Men broen over Skensved Å er rent faktisk et fredet fortidsminde, som daterer sig tilbage til 1781, hvor den var en del af kongevejen mellem Tåstrupvej og Køge/Vordingborg. I dag næsten 250 år senere er den fortsat en del af en central infrastruktur, hvor omkring 14.000 køretøjer dagligt passerer broen.

Nu er tiden dog kommet til, at den gamle granitbro skal have en renovering. Arbejdet er sat til at gå i gang i slutningen af maj og forventes at vare frem til midt i september. Renoveringen er planlagt således, at der fortsat vil være åbent for trafik – det kan dog være svært helt at undgå, at arbejdet kommer til at påvirke trafikken undervejs.

-    Det er jo en glæde, at vi har fredede fortidsminder, som ikke er gemt væk bag glasmontrer, men som vi faktisk benytter som en selvfølge. Af samme grund er det jo vigtigt at passe godt på dem – derfor er det godt at få sat gang i renoveringsarbejdet, som muligvis kan genere trafikken lidt mens det står på. Så vi må have lidt ekstra tålmodighed i de uger hen over sommeren, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen.

I og med, at broen er historisk kulturarv og derfor fredet, har renoveringen krævet en dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen – en dispensation, som også sikrer, at det omfattende arbejde sker med både grundighed og en respektfuld håndtering af broens status som et fredet fortidsminde.

Museum Sydøstdanmark vil varetage arkæologisk overvågning undervejs i gravearbejdet.

Renoveringsarbejdet er et samarbejdsprojekt mellem Solrød og Køge Kommuner, som hver især har frigivet 2,5 mio. kr. til arbejdet.



Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje