Skip til hoved indholdet

Ny og stor fejring af medaljevindere er på vej

De går forrest i deres idræt og for det, skal de hædres med et helt nyt koncept for en fest. Fremover skal medaljevindere, som repræsenterer en idrætsklub i Køge Kommune, fejres ved stort arrangement i Teaterbygningen, hvor musik og show skal præge hyldesten.

At få en medalje om halsen i forbindelse med et Danmarksmesterskab, et Europamesterskab eller måske sågar et OL er ikke hvem som helst beskåret. Det kræver - ved siden af en stor portion talent - en indsats udover det sædvanlige, og den indsats skal belønnes og fejres efter alle kunstens regler.

Derfor har Kultur- og Idrætsudvalget besluttet, at fejringen af medaljevinderne fremover skal finde sted ved et årligt fejrings- og festarrangement i Teaterbygningen med musik og underholdning, som det er kendt fra større sportsshows. Planen er desuden, at værtskabet skal deles mellem en national sportspersonlighed og borgmester sammen med formanden for Kultur- og Idrætsudvalget. De seneste år har det været Køge Hallerne, som har stået for arrangementet:

-    Jeg vil gerne sende en stor tak afsted til alle de gode folk i Køge Hallerne, som har gjort et fantastisk stykke arbejde for at stable arrangementet på benene de seneste år. Det har krævet sit, og jeg er taknemmelig for, at de har løftet den gode tradition, som det årlige medaljevinderarrangement altid har været.

Og fortsætter:

-    Som en kommune, der lægger stor vægt på idræt, er det helt naturligt, at vi hylder vores største udøvere. Derfor er jeg glad for, at vi nu lægger an til at fejre medaljevinderne med en fest, som forhåbentlig kan give dem endnu mere opmærksomhed”, siger borgmester Marie Stærke.

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen, roser også Køge Hallerne for den indsats, de hidtil har lagt for dagen i afholdelse af medaljevinder-arrangementet, og han glæder sig samtidig over, at fejringen nu kan blive endnu større:

-    Jeg er glad og stolt over vi styrker anerkendelsen af vores dygtige medaljetagere. De har brugt utallige timer på at dygtiggøre sig inden for deres område, og det har betydet fravalg af andre ting. Ved at flytte arrangementet til Teaterbygningen får vi en lokation, som er vant til at afholde de store arrangementer. Jeg ser frem til, at hylde de idrætsudøvere, der lægger et ualmindeligt stort stykke arbejde i deres præstation, og som i øvrigt er en vigtig kilde til inspiration for ikke mindst børn og unge, der kan have lyst til at dyrke idræt, siger han.

Den nye fejring, der finder sted i januar 2025, forventes også at blive inddelt i nye kategorier, som eksempelvis kunne være Årets solopræstationer, Årets holdindsatser og Årets nye talenter.

Arrangementet er for udøvere, der har vundet medaljer ved et dansk eller internationalt mesterskab i 2024 i idrætsforbund / organisation i Danmark og som repræsenterer en forening og/eller er bosat i Køge Kommune. Medaljerne skal være vundet ved et officielt DM, NM, EM, VM eller OL i højeste division/række.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje