Nyt fra byrådets møde den 22.oktober 2024
Port skal beskytte Køge Bymidte mod oversvømmelser
Køge Kommune har i forbindelse med projektet for Køge Dige sat gang i en proces med at få etableret en højvandsport i Køge Havn, som kan være med til at holde vandet væk fra bymidten under fremtidige oversvømmelser. Stormfloden i efteråret 2023 viste nemlig, at også Køge bymidte er ekstremt udsat for oversvømmelser, når vandet stiger i Køge Bugt.
På aftenens byrådsmøde blev politikerne præsenteret for forskellige løsninger, og på den baggrund besluttede et enigt byråd at vælge en såkaldt rulleport, som sikrer, at højvandsporten kan lukkes hurtigt og med meget kort varsel. Rulleporten kommer til at ligge i en kanal ved Sandvej ved Køge Havn, når den ikke er i brug. Herfra er den nem og hurtig at få sat op, når vandet stiger. Højvandsporten i Køge Havn er bare en af de forebyggende tiltag, som byrådet har sat i gang. Herudover etableres også Køge Dige, ligesom der indkøbes flere watertubes og andre værktøjer.
Vi skylder alle de borgere, som bor i et udsat område, at vi forbereder os så godt som overhovedet muligt, på de stormfloder, som vi desværre også ved vil komme i fremtiden. Derfor investerer vi også massivt i tiltag og løsninger, som kan holde vandet væk. Vi har et fantastisk samarbejde med både Køge Havn, Køge Marina og Køge Kyst og ikke mindst med borgerne. Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle dem, som mødte op til det borgermøde, som vi netop afholdt om emnet. Nøglen er, at vi står sammen og hjælper hinanden, og det oplever jeg i høj grad, at vi gør i hele kommunen, siger borgmester Marie Stærke.
Skærpede krav til beskyttelse af drikkevandet
Borgerne skal være trygge ved, at deres drikkevand ikke er forurenet af pesticider. Derfor er Køge Kommune lige nu i dialog med særligt landmænd, men også andre erhverv, som ejer jord i de områder, som ligger tæt på vandboringer, hvor vandforsyningerne indvinder drikkevand.
Staten har nu pålagt kommunerne, at hvis ikke brugen af pesticider kan stoppes gennem frivillige aftaler inden udgangen af 2024, skal kommunen give påbud til dem, der ejer jorden i de områder, hvor Køge Kommune har vurderet, at der er behov for beskyttelse og forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider.
Netop viljen til at give påbud skulle byrådet godkende på aftenens møde.
Køge borgere skal have rent og sundt drikkevand, og derfor skal vi selvfølgelig sikre, at der ikke er brug af pesticider tæt på vandboringer. Det er sund fornuft. Jeg håber selvfølgelig, at vi kan gøre det i samarbejde med landmændene, men hvis det ikke sker frivilligt, har et enigt byråd nu besluttet, at der kan gives påbud, hvis det bliver nødvendigt, siger borgmester Marie Stærke.