Skip til hoved indholdet
    Hjem Om Køge Kommune Presse og kommunikation Nyheder og aktuelt Nyheder Søndag den 16. juni afholder vi Køge Jernmand

Søndag den 16. juni afholder vi Køge Jernmand

Kom og vær med når kommunens hårdeste mænd og kvinder svømmer i Køge Havn og cykler og løber i kommunens gader og stræder til triatlonstævnet Køge Jernmand. Rammerne er sat til højt tempo, sved på panden og liv i gaden.

Forberedelserne til dette års Jernmand er i fuld sving, og der er for alvor lagt op til en festdag i idrættens tegn. Sidste år tonsede over 600 deltagere afsted, og i år er målet sat endnu højere.

Køge Jernmand er et event både for heppekoret, hverdagsmotionisterne og de rigtig hurtige. Du kan deltage uanset om du bare godt kan lide at dyrke motion med vennerne nogle gange om ugen, eller bevæger dig på et mere professionelt niveau. Og alle er selvfølgelig velkomne som moralsk støtte og hujende heppekor til de seje deltagere.

 - Det er fantastisk, at vi kan stable et arrangement på benene, som kan samle folk i Køge Kommune på den måde, som Jernmanden kan. Sport og foreningsliv kan både inspirere til sportslige præstationer men har også en speciel evne til at skabe et fællesskab, som man ikke finder mange andre steder. Det fællesskab er jeg glad for at være en del af, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Et stævne for alle

Der er god mulighed for at heppe på deltagerne, når de kommer rundt på de forskellige ruter. Målet er nemlig at inddrage hele kommunen i stævnet. At komme rundt både i natur, småbyer og centrum samt omkring udvalgte steder, som gør Køge Kommune til det helt særlige sted, det er. For historien i kommunen er lang og har dybe rødder forankret i utrolige steder. Disse steder og fortællingen om Køge, smelter i år sammen med fortællingen om Køge Jernmand.

- Jeg havde en virkelig god oplevelse sidste år til Køge Jernmand. Personligt er jeg meget motiveret af, at ruterne foregår som runder, og det var tilfældet både med cykel og løb. Og så var målfeltet på Torvet bare rigtig hyggeligt med alle de heppende mennesker, Siger Laura Kjær, kvindelig vinder af den halve jernmand 2023.

Det gode samarbejde fortsætter

Opbakningen fra erhvervslivet og det stærke samarbejde mellem foreninger, erhvervsliv og Køge Kommune var afgørende for et vellykket event sidste år.

 - Vi var meget begejstrede for stævnet sidste år. Så at vi igen kan afholde Køge Jernmand – og endda med endnu flere tilmeldte i år – det er jo fantastisk. Og for at gøre det endnu bedre denne gang, har vi arbejdet benhårdt på at optimere ruter og afspærringer for både deltagere og trafikanter, siger Andreas Læssøe Jensen, stævneudvalgsmedlem for Køge Tri Team 2000.

Afspærringer på dagen

I løbet af søndag den 16. juni er det nødvendigt med afspærringer rundt omkring i Køge midtby og i det omkringliggende område, hvor ruterne er.

Læs mere om afspærringer til Køge Jernmand 2024

Læs mere om stævnet Køge Jernmand

Pressekontakt:

Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, telefon 42 64 22 50

Andreas Læssøe Jensen, stævneudvalgsmedlem for Køge Tri Team, telefon 23 86 16 27

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje