Åben Anonym Familierådgivning flytter til nye lokaler
2. februar skifter Åben Anonym Familierådgivning til en ny adresse og vil fremover findes på Søndre Alle 6. Tilbuddene er stadig de samme, men den nye lokation giver borgere bedre mulighed for at henvende sig anonymt.
Hvordan kommer man bedst gennem en skilsmisse som familie? Hvad gør man, hvis ens barn mistrives? Eller hvordan løser man konflikter i hjemmet? Som familie, barn og ung kan man komme ud for mange problemstillinger, som kan være svære at løse på egen hånd. Hos Åben Anonym Familierådgivning kan man få gratis hjælp og vejledning. Nu skifter rådgivningen lokalerne på Køge Rådhus ud med Søndre Alle 6 ved det gamle vandværk:
- Vi glæder os til at byde velkommen i vores nye omgivelser, hvor vores dygtige medarbejdere kan fortsætte deres arbejde. Vores nye lokationer væk fra rådhuset giver i højere grad mulighed for at man kan møde op i den anonymitet, som vi tilbyder, siger Helle Wolff, Områdeleder i Familiecenter Køge.
Rådgivning hjælper på rette vej
Noget særligt for Åben Anonym Familierådgivning er, at man ikke skal booke tid for at få hjælp. Indenfor åbningstiden er det muligt enten at møde personligt op eller ringe. Så vil en medarbejder fra Familiecenteret stå til rådighed og vejlede i problemstillinger såsom familiekonflikter, trivselsvanskeligheder, mobning eller misbrug.
- Vi modtager henvendelser om alle mulige problemstillinger, hvor vi bruger vores faglighed og mange års erfaring indenfor feltet til at vejlede familier frem til den bedste løsning. Især vores brede kendskab til kommunen og andre tilbud gør, at vi kan guide den enkelte videre til rette sted. På den måde kan vi give den rådgivning, som passer til netop deres situation, siger Signe Høgh Hansen fra rådgivningsteamet.
I Åben Anonym Familierådgivning kan borgere få gratis råd og vejledning til fx familiekonflikter, børneopdragelse, misbrug, mobning, trivselsvanskeligheder og skilsmisse.
Det er muligt at møde personligt op til en samtale og/eller ringe på tlf. 51 29 33 95 i rådgivningens åbningstid hver torsdag mellem kl. 15:30-17:30. Frem til 1. februar foregår fysisk fremmøde på Rådhuset, Torvet 1, 4600 Køge. Den 2. februar er det fremover på Søndre Alle 6, 4600 Køge.