Bjerggade spærres midlertidigt for indkørsel fra Niels Juelsgade
I forbindelse med trafiksikkerhedsprojektet ved Stationstorvet i den indre del af Køge By bliver adgangen fra Niels Julesgade til Bjerggade spærret for køretøjer fra uge 15 og seks uger frem.
Der er fuld gang i ombygningerne, så området omkring Bjerggade og Niels Juelsgade i den indre del af Køge by gøres mere sikker for især de bløde trafikanter.
Fra uge 15. går arbejdet med at tilslutte stier i den nordlige ende af Bjerggade i gang. Det betyder, at indkørslen til Bjerggade fra Niels Juelsgade bliver midlertidigt spærret for køretøjer. Forbuddet mod indkørsel gælder for køretøjer og cyklister og forventes at vare fra omkring 10 april og ca. 6 uger frem.
I den periode vil adgangen til Bjerggade for køretøjer foregå via Ivar Huitfeldtsvej og Rådhusstræde. Cyklister og knallerter kan benytte Accisevej eller Rådhusstræde. Cyklister kan også trække ved ind og – udkørslen til Bjerggade, idet der kommer til at være fri adgang ad det ene fortov til fodgængere.
I forhold til ombygningen af adgangsvejen til og fra Nørregade ad Niels Juelsgade vil denne blive ensrettet i en del af sommerperioden fremfor at blive spærret helt, som tidligere meddelt.
Anlægsarbejderne i området forventes af være afsluttet i august 2023.
Har du spørgsmål til projektet, er du naturligvis velkommen til at kontakte Køge Kommune på tmf@koege.dk