Borgring i Køge Kommune er UNESCO-verdensarv
Danmarks fem ringborge – herunder Borgring ved Lellinge i Køge Kommune – er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Udnævnelsen giver ringborgene international anerkendelse som kulturarv og kommer kort tid før det første spadestik til det nye Borgring Oplevelsescenter, der blandt andet skal formidle historien om, hvordan Harald Blåtand samlede det danske rige.
Harald Blåtands fem danske ringborge er blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste, oplyste Verdensarvskomitéen fra Riyadh i Saudi-Arabien den 17. september. De fem kommuner, som ringborgene ligger i, ansøgte samlet om optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste i 2021.
- Jeg er så stolt over og glad for nyheden. Stolt på Køge Kommunes vegne over at vores lokale kulturarv, Borgring ved Lellinge, kommer på verdenskortet. Og glad på hele Danmarks vegne, fordi en stor del af vores fælles danmarkshistorie bliver internationalt anerkendt som verdensarv. Det er især i sammenhængen mellem de fem ringborge, at vi kan se, hvordan Harald Blåtand samlede det danske rige og etablerede ringborgene som beskyttelse, siger Køge Kommunes borgmester Marie Stærke.
Udnævnelsen af ringborgene til verdensarv kommer blot et par uger før det første spadestik til Borgring Oplevelsescenter, som bliver taget den 30. september.
- Det er en glædelig nyhed, som både giver stor lokal stolthed over vores lokale kulturarv og samtidig er en positiv historie om samarbejde på tværs af kommunerne om at løfte et stykke danmarkshistorie op som verdensarv. Jeg ser frem til, at Borgring Oplevelsescenter bliver en realitet, så Borgring ved Lellinge og ringborgene på tværs af Danmark kan få den opmærksomhed, de fortjener, siger Ken Kristensen, formand for Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg.
Borgring Oplevelsescenter kommer til at strække sig over 1.800 kvadratmeter og forventes at blive en lokal, national og international attraktion.
Faktaboks: Om de fem danske ringborge, som er udnævnt til Unesco-verdensarv
Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge er de fem kendte ringborge, der skriver sig ind i dansk historie. Borgene har alle været imponerende, symmetriske og monumentale bygningsværker hver for sig. Men det helt særlige ved dem er, at de er bygget som et samlet projekt – et netværk af borge – på tværs af Jylland, Fyn og Sjælland er de bygget på foranledning af Harald Blåtand.
Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon: 24 90 20 00
Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, telefon: 42 64 22 50