Skip til hoved indholdet

Den bedste start på livet for kommunens mindste borgere

En senere start på børnehavelivet, implementering af minimumsnormeringer og forsøg med tid til forberedelse er tre indsatser, der tilsammen skal sikre et godt børneliv i Køge Kommunes dagtilbud.

Tid, faglig omtanke og ro på. Det er ønsket fra Køge Kommunes Børneudvalg, når det gælder kommunens mindste borgere. En række tiltag skal sikre gode forhold i kommunens dagtilbud, til glæde for både børn og medarbejdere.

Til januar kan dagtilbuddene glæde sig over, at Køge Kommune er lykkes med at implementere minimumsnormeringerne et år tidligere end behøvet. Det betyder, at der i kommunens dagtilbud er flere voksne pr. barn, end lovgivningen kræver. Fra 2023 får flere af kommunens dagtilbud desuden mulighed for at afprøve værdien af forberedelse i det pædagogiske arbejde. Endelig har byrådet nikket ja til, at de helt små, der foretager det vigtige skift fra vuggestue eller dagpleje til børnehave, rykker senere end hidtil. Hvor børnehavelivet indtil nu er begyndt den første dag i den måned, hvor barnet fylder tre år, sker det nu en måned senere. 

Alt sammen væsentlige forandringer, der får en positiv effekt for det enkelte barn.

- Jeg er simpelt hen så stolt over, at vi prioriterer nærværet, trygheden og muligheden for ro og omtanke i arbejdet med de allermindste. Det er i barndommen, de vigtige spor til resten af livet bliver lagt. Det kan man ikke haste igennem. Det kræver faglighed, og det kræver, at vi giver medarbejderne tid til forberedelse af det pædagogiske arbejde og faglig udvikling. Det giver vi mulighed for gennem flere tiltag, der styrker hinanden, siger Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget i Køge Kommune.

De enkelte dagtilbud får mulighed for selv at arbejde med at udvikle metoder til, hvordan forberedelsestiden giver bedst mening. Erfaringerne evalueres i løbet af 2023.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje