Skip til hoved indholdet

Holmene og trafikstøj i fokus under transportministerens besøg

Trafikstøj, beskyttelse af havmiljøet, en ny vej til Stevns, endnu et regionaltogsspor fra Køge Station og flere parkeringspladser på Køge Nord var blandt de ting, Køge Kommunes borgmester Marie Stærke havde på dagsordenen, da transportministeren besøgte Køge Kommune fredag den 3. marts.

Der var meget at tale om, da borgmester Marie Stærke og viceborgmester Ken Kristensen mødtes med transportminister Thomas Danielsen fredag den 3. marts, for både borgeres og miljøets vilkår var på dagsordenen, og specielt to emner var i fokus.

- Jeg er især glad for at få en lejlighed til at drøfte projektet Holmene med transportministeren. Havmiljøet i Køge Bugt er allerede i dag stærkt udfordret. Hvis projekt Holmene realiseres, bliver der bygget ni kunstige erhvervsøer ud for Hvidovre. Det har betydning for hele Køge Bugt, og også de kommuner, der ligger langs kysten. Blandt andet betyder Holmene, at 3,2 millioner kvadratmeter hav skal inddrages til byggeriet, og mere end 47 millioner ton jord dumpes i havet for at etablere industrivirksomheder. Derfor ønsker jeg sammen med de øvrige seks borgmestre i kommunealliancen fokus på, hvordan naturen i Køge Bugt kan beskyttes og forbedres, og konkret foreslår vi, at Køge Bugt udpeges til en marin naturnationalpark, siger Marie Stærke.

Omkring Køge Bugt findes der i dag allerede 350 hektar ledig og ubebygget erhvervsjord og i Region Hovedstaden mere end 1.000 hektar, hvilket de syv kommuner i alliancen ser som et fint og bedre alternativ til Holmene.

En anden væsentlig dagsorden på mødet var den støjforurening, som sker for de beboede områder langs Køge Bugt motorvejen.

- Jeg vil meget gerne videre med vores ønske om at etablere mere støjreducering fra motorvejen. Trafikken omkring Køge er tæt, og det har stor betydning for de borgere, der bor tæt på.  I regeringens Infrastrukturplan 2035 er der afsat tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj, og de projekter, det giver mulighed for, er det meget interessant for Køge Kommune at blive en del af, siger Marie Stærke

Infrastrukturplanen indeholder også planer om en ny vej til Stevns, samt et nyt regionaltogsspor mellem Køge Station og Køge Nord – begge projekter ønskes fremrykket til tidligere opstart. Endelig ligger der en aftale om flere parkeringspladser ved Køge Nord, hvor der i tillæg til de 650 eksisterende parkeringspladser er planer om en udbygning med 250 pladser på østsiden med finansiering fra staten. De parkeringspladser ønskes prioriteret.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje