Ildsjælepris går til træner og formand i IF Frem Bjæverskov Fodbold
Køge Kommunes aktive foreningsliv er drevet af mange engagerede frivillige. Én af dem er fodboldtræner og formand for IF Frem Bjæverskov Fodbold, Jakob Hammerum, der i går modtog Kultur- og Idrætsudvalgets Ildsjælepris.
Alle foreninger har dem, og de gør et vigtigt stykke arbejde for fællesskabet. De frivillige, der hver uge bidrager til et aktivt og levende foreningsliv. Det hylder Kultur- og Idrætsudvalget med ildsjæleprisen, der gives til en ildsjæl, der gør en særlig indsats eller har en særlig betydning for en idræts-, fritids- eller kulturel forening. Onsdag den 13. september gik prisen til Jakob Hammerum fra IF Frem Bjæverskov Fodbold.
- Alle frivillige er så enormt vigtige i vores foreninger. De skaber gode trygge rammer for fællesskabet og driver det stærke og givende fritidsliv i vores foreninger. De fortjener alle en stor tak og et skulderklap. Med ildsjæleprisen har vi mulighed for at hylde dem, der med deres store engagement gør en ekstra indsats, og det er altid en fornøjelse. Denne gang Jakob Hammerum, der lægger mange timer i IF Frem Bjæverskov Fodbold og gør en forskel både på og uden for banerne, siger Ken Kristensen formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
Indstillingen beskriver, at Jakob Hammerum udover at fungere som både træner, formand og dommer, også brænder for klubbens børn og unge og sørger for sociale arrangementer, der rækker ud over træningen på fodboldbanerne: ’Han arrangerer klubaftener, stævner og sociale arrangementer for de unge. Han står sågar selv i køkkenet og laver mad til de unge på sådanne aftener,’ lyder det.
Nyheden blev overbragt ved et arrangement i fodboldklubben, hvor Jakob Hammerum, udover æren, fik overrakt en buket blomster og en gavekurv fra Kultur- og Idrætsudvalget.
Kultur- og Idrætsudvalget uddeler ildsjæleprisen tre gange om året. Næste indstilling til prisen er 1. oktober. Du kan indstille en kandidat til prisen ved at sende en mail til kulturogidraet@koege.dk