Skip til hoved indholdet

International udstilling om byudvikling kommer til Køge

Hvordan skaber man attraktive lokalsamfund, der giver bedre livskvalitet? I samarbejde med Dansk Kulturinstitut præsenterer Køge Kommune den udendørs udstilling ”Fælledskaber”, der med international inspiration har til formål at inspirere til nye bæredygtige byrum med fokus på fællesskaber. Udstillingen starter 1. september med et partner- og netværksmøde, kl.13 på Torvet ved Rådhuset, hvor Ken Kristensen, formand for Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, byder velkommen. Pressen er også inviteret.

Midt i Køge by mellem KØS og Køge Bibliotek byder udstillingen ”Fælledskaber” på 15 konkrete bud på, hvordan man socialt og miljømæssigt kan styrke lokalsamfund. Eksemplerne på kreative projekter fra lokalsamfund kommer fra så forskellige egne som Tyrkiet, de baltiske lande, Kina, Brasilien og Danmark. Helt specielt for Køge vil der også være QR-koder med information om de to lokale byudviklingsprojekter Køge Kyst og Bramhøjgaard i Køge Nord.

Udstillingen løber fra 1. september til 8. oktober og indgår også i Køge Kommunes Fælledfestival, som holdes på Køge Bibliotek den 30. september. 

- Jeg glæder mig over at kunne byde velkommen til ”Fælledskaber” i Køge Kommune, som er en kommune i vækst med mange stærke fællesskaber. Derfor er udstillingens invitation til synlig dialog om og i byrummet oplagt for os, og jeg håber, at ”Fælledskaber” vil inspirere flere til at skabe byrum med plads til fritidsliv fyldt med aktiviteter og kultur på nye, bæredygtige måder. Endelig er jeg stolt af, at vi som lokalsamfund kan indgå i et samarbejde med Dansk Kulturinstitut og få international inspiration på gadeplan midt i Køge, siger Ken Kristensen, formand for Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg.

- Det er en stor glæde for Dansk Kulturinstitut at få muligheden for at samarbejde med Køge Kommune. Man kan ikke tale nok om vigtigheden af bæredygtige fællesskaber ikke mindst i vores lokalområder. Det er her, vi danner vores relationer og fundament for vores liv. Vi har alle sammen et ansvar for at bidrage, og vi bør alle sammen få en mulighed for at blive involveret. Udstillingen viser netop alt det gode, der kan komme ud af at invitere borgerne til at være en aktiv del af deres lokalsamfund – uanset om det er i Kina eller Køge. Vi håber og tror, at udstillingen kan bidrage til en vigtig lokal samtale i en global kontekst, siger Camilla Mordhorst, adm. direktør for Dansk Kulturinstitut.

Hvad betyder ”Fælledskaber”? 
Fælledskaber er ikke bare et ordspil, men en sammensætning af "fælled" og "fællesskaber". Før i tiden var fælleden et fælles græsningsområde, der tilhørte landsbyfællesskabet. I udstillingen repræsenterer begrebet de fælles ressourcer, vi deler som mennesker såsom natur, arkitektur og kultur.

Det kan du se: Fra landsbylounges i Kina til bylaboratorier i Litauen
Et af eksemplerne fra udstillingen er landsbyloungen i Shangcun i Kina. Engang var det en kinesisk families indre gårdsplads. Nu er det et mødested for lokale landsbybeboere, turister og andre gæster, hvor man mødes, snakker, spiser, hører foredrag eller deltager i kulturbegivenheder.

Tilsvarende i Litauen har man skabt “Miesto laboratorija”, Bylaboratoriet, i hovedstaden, Vilnius. Det startede som et fælles drivhus og passion for at dyrke planter, men har siden udviklet sig til et aktivt mødested med arrangementer året rundt og et uddannelsescenter i bæredygtighed. “Miesto laboratorija” bliver ofte nævnt som en af de mest succesrige socialøkonomiske virksomheder i Litauen. Stedet er skabt og udvikles fortsat af den lokale befolkning.  

Af danske bidrag i udstillingen kan blandet andet fremhæves Skanderborg Bybad, som ligger tæt på byen og er åbent for alle året rundt. Badet er hurtigt blevet et socialt knudepunkt, hvor idræt, kultur og byliv forenes. Formålet er at skabe et mødested, der fremmer sundhed og trivsel, og som giver mulighed for nye oplevelser og aktiviteter for alle.

Pressekontakt: 
Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, telefon: 42 64 22 50
Praktisk info: Gavin Clarke, Eventmanager, Køge Kommune, Telefon: 23259443

Om udstillingen 


”Fælledskaber” er en udendørs udstilling skabt af Køge Kommune og Dansk Kulturinstitut.  
Den centrale idé bag udstillingen er at bidrage til udviklingen af bæredygtige lokalsamfund ved at skabe opmærksomhed om lokale initiativer, der kan bruges til gensidig inspiration både på lokalt og globalt plan.

”Fælledskaber” er bygget på ideerne fra "Commons & Communities", en plakatudstilling fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, ledet af landskabsarkitekt Ellen Braae. Dansk Kulturinstitut overtog rettighederne til udstillingen i 2021 og har integreret den på hjemmesiden www.commonities.org, hvor inspiration og erfaring fra danske eksempler på borgerinddragelse og bæredygtigt bydesign bruges til at styrke og synliggøre lokale samarbejder i Brasilien, Kina, Tyrkiet og de baltiske lande.

”Fælledskaber” præsenterer 15 initiativer fra Brasilien, Tyrkiet, Kina, de baltiske lande og Danmark – disse er inddelt i tre kategorier ”Vand”, ”Mad” og ”Mennesker” og arbejder med kreativitet, kunst, kultur og borgerinddragelse som tværgående værdier og metoder. 

Udendørsudstillingen ”Fælledskaber” åbner ved Køge Kirke, Sct. Nicolai 1. september og udstilles frem til 8. oktober. Udstillingen indgår i Køge Kommunes Fælledfestival 30. september. Læs mere på: www.koegebib.dk/tags/faelledskaber

Om Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut er en selvejende organisation, som har arbejdet for at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser siden 1940. Med afdelinger i bl.a. Brasilien, de baltiske lande, Indien, Kina og Tyrkiet samt aktiviteter i bl.a. Ukraine, Belarus, Moldova og Georgien er det instituttets ønske at bygge bro mellem Danmark og verden via kunst og kultur. Læs mere på: www.danishculture.com 

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje