Katrine Thaarup hyldes med Ildsjæleprisen
Arrangementet fandt sted mandag den 22. april hos Herfølgespejderne
Herfølgespejderne har indstillet Katrine Thaarup til årets Ildsjælepris. Prisen blev overrakt mandag den 22. april.
"Katrine er kendt for sit store personlige engagement i at støtte og udvikle spejderne, især dem der måske har det lidt svært i skolen eller derhjemme. Hendes positive indflydelse strækker sig langt ud over spejderhytten, og mange børn i Herfølge og omegn har haft glæde af hendes støtte og vejledning, siger Kultur- og Idrætsformand Ken Kristensen, og slutter:
¨Derfor er Katrine en uvurderlig ressource for Herfølgespejderne, og vi ønsker at belønne hende for alt det arbejde, hun lægger i at udvikle fællesskabet. Et eksempel, der lyser op og kan inspirere andre¨.
Fra motivationen for indstillingen lyder det:
Katrine, der fungerer som kasserer i spejdergruppen, har vist et kæmpe engagement i sit frivillige arbejde, hvilket har gjort hende uundværlig for Herfølgespejderne.
Katrine Thaarup har en bemærkelsesværdig evne til at jonglere forskellige roller inden for spejdergruppen. Ud over at varetage rollen som kasserer, er hun også en engageret spejderleder for minispejderne, hvor hun hver mandag aften investerer sin tid i udviklingen af de unge spejdere. Hendes indsats strækker sig dog langt ud over de administrative opgaver og lederrollen; Katrine fungerer også som spejdergruppens 'blæksprutte', der koordinerer medlemmer, arrangementer og økonomi. Ud over sit engagement i spejdergruppen, fungerer Katrine også som kasserer for Taekwondo-klubben i Herfølge, hvilket vidner om hendes store arbejdskapacitet og vilje til at støtte lokale initiativer.
Det er meget tit Katrine, der har blik for, når en sag falder mellem to stole og griber den i luften. Ligesom det ofte er hende, der tager "opvasken" bagefter.
Pressekontakt:
Formand for Kultur og Idrætsudvalget i Køge Kommune, Ken Kristensen. Telefon: 4264 2250