Skip til hoved indholdet

Køge i toppen på iværksætteri og gode vilkår for erhvervslivet

Køge Kommune er nummer tre i Danmark, når det gælder at sikre gode vilkår for erhvervslivet. På en klar førsteplads er kommunens evne til at understøtte iværksættere, ligesom virksomheder og borgere kan glæde sig over, at kommunens langsigtede erhvervsstrategi har båret frugt og givet såvel erhvervsliv som borgere flere penge mellem hænderne. Det viser en ny måling fra Iris Group, der måler erhvervspræstationer i kommunerne i hele Danmark.

Køge Kommune er et godt sted at være virksomhed. Det viser nyeste måling fra Iris Group, der hvert år måler på lokale erhvervspræstationer landet over. Virksomheder i Køge Kommune skaber flere arbejdspladser og tjener flere penge – og klarer sig generelt bedre end i de fleste andre kommuner. 
Når det gælder iværksætteri, lander Køge Kommune på en klar førsteplads på landsplan. Evnen til at understøtte nye iværksættere giver sig udtryk i, at flere tør satse på iværksætteri, ligesom flere nye iværksættere lykkes.  

Endelig viser målingen, at Køge Kommune er lykkedes med en langsigtet erhvervsstrategi – både når det gælder infrastruktur, logistik og generel erhvervspolitik, er det lykkedes at skabe så gode forhold for virksomhederne, at Køge Kommunes virksomheder i dag tjener flere penge og skaber flere arbejdspladser end det tidligere har været tilfældet – på dette punkt ligger Køge på en fjerdeplads i Danmark. Målingen fra Iris Group viser således, at Køge Kommune er nummer 1 i Region Sjælland, og nummer 3 på landsplan når det gælder den generelle evne til at præstere flot lokalt på erhvervsområdet.

- I Køge Kommune er vi lykkedes med et langt og sejt træk, hvor målet blandt andet har været at udbygge vores infrastruktur og sikre gunstige forhold for vores virksomheder. Iris Groups rapport illustrerer på fineste vis det, vi i Køge er meget opmærksomme på – nemlig at et stærkt erhvervsliv har brug for en stærk kommune, og at vi i fællesskab for alvor kan gøre den største forskel. Jeg er stolt af den flotte placering vi får på en række parametre, og ser store perspektiver for den nye erhvervsstrategi vi arbejder på i år, siger borgmester Marie Stærke.

- Samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv er afgørende for, at vi kan udvikle bæredygtige erhvervsstrategier til glæde for virksomhederne. Målingen fra Iris Group viser, at vi som kommune løfter på afgørende parametre når det handler om fx understøttelse af iværksættere og virksomhedernes evne til at vækste og tjene penge, siger Mette Wigand Bode, der er formand for Køge Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg.

- Målingen viser et lokalt erhvervsliv i vækst, der er i stand til at skabe både job og indtjening til og i Køge Kommune. Det glæder mig især at se, at antallet af iværksættere er i top. I DI Roskilde/Køge Bugt genkender vi det positive billede, som også slog igennem i DI’s seneste Lokalt Erhvervsklimamåling, hvor Køge Kommune hoppede op ad listen.  Samarbejdet mellem Køge Kommune og Erhvervslivet er essentielt for begge parters succes, og vi ser frem til en fortsat tæt dialog om kommunens nye erhvervspolitik her til foråret, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted. 

Fakta fra Iris Groups måling på Køge Kommune 

Iris Group måler hvert år på forskellige objektive parametre når det gælder lokale erhvervspræstationer i kommunerne landet over.

  • I forhold til sammenligningskommunerne har Køge Kommune haft en meget positiv udvikling i private fuldtidsjob. Den private beskæftigelse i Køge Kommune voksede med 12 procent hvilket svarede til 1.864 fuldtidsstillinger i perioden 2016-2021. I sammenligningskommunerne og på landsplan var væksten mere moderat og steg med 7 procent begge steder. I samme periode har Køge Kommune oplevet en stigning i antallet af private virksomheder på 10 pct. Det svarer til, at der er kommet 309 flere virksomheder i kommunen fra 2016-21. I sammenligningskommunerne og på landsplan steg antallet af private virksomheder med 5-6 procent.
  • Køge Kommune har en høj etableringsrate (antal af nye virksomheder under tre år pr. 1.000 indbyggere) – både i forhold til sammenligningskommunerne og på landsplan. Fra 2016-21 er etableringsraten i Køge Kommune vokset fra ca. 8 til 9,3 virksomheder pr. 1.000 indbyggere, hvilket svarer til en stigning på cirka 15 procent. Denne udvikling afspejler en markant vækst i etableringsraten det seneste år. Set over hele perioden er etableringsraten vokset med cirka 1 procent i sammenligningskommunerne og cirka 2,5 procent på landsplan.

Sammenligningskommuner består af Næstved, Ringsted, Roskilde og Sorø Kommuner.
Hele rapporten fra Iris Group kan læses her.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje