Køge Rådhus går i blåt og gult med støtteevent for Ukraine
Mandag aften vil Køges Rådhus blive oplyst i gult og blåt som en støtteerklæring til Ukraine. Borgmester Marie Stærke holder tale, og alle borgere inviteres til at deltage og samles om at vise støtte til Ukraine i forbindelse med den russiske invasion
Oplysningen af Køge Kommunes historiske rådhus i de ukrainske farver bliver ledsaget af en tale fra borgmester Marie Stærke på Køge Torv kl. 19.30.
- Det uacceptable angreb på Ukraine fylder meget hos os alle lige nu. Det giver anledning til, at vi samles, og i fællesskab viser vores støtte til Ukraines borgere, siger Borgmester Marie Stærke.
Situationen i Ukraine fylder meget også på Køge Rådhus i disse dage, hvor Køge Byråd har erklæret sig helt klar til at tage imod de ukrainske flygtninge.
- Vi er ved at forberede kommunen til at modtage de flygtninge, der kommer fra Ukraine. Modtagelsen skal sikre, at voksne som børn hurtigst muligt får en god hverdag. På mandag markerer vi også, at de er velkomne, siger Marie Stærke.
Køge Kommune har sat en mail op specifikt til henvendelser om Ukraine-situationen, så hvis man som Køge-borger gerne vil tilbyde sin hjælp, kan man skrive til: ukraine@koege.dk
Det ukrainske flag vil vaje sammen med det danske foran Køge Rådhus fra mandag den 7. marts til lørdag den 12. marts.
Støtteeventet begynder på mandag den 7. marts kl. 19.30, og Køges rådhus vil være lyst op indtil kl. 21.30. Der vil blive uddelt fakler til deltagerne på Køge Torv fra kl. 19.15.
Oplysningen af rådhuset gentages tirsdag den 8. marts.