Nu kan du tilmelde dit barn til efterårsferiens fedeste camp
Har du børn mellem 8-12 år? Så læs med her. Køge Kommune og Ejby IF har sammen stablet en ny camp på benene ved navn MAKE, som står for Multiaction Køge i Efterårsferien. Campen byder på fire dage fyldt med sport, aktiviteter og fællesskab.
Der er ingen risiko for, at dit barn kommer til at kede sig, hvis du tilmelder det til Make i efterårsferien. Her står frivillige tovholdere fra forskellige foreninger i Køge Kommune klar til at give dit barn fire dage fyldt med aktiviteter som skydning, gymnastik, rollespil og bålmad med spejderne.
Campen er et helt nyt initiativ, og det er første gang, at den bliver holdt.
- Sport og fællesskab er kernen i MAKE, som jeg er meget begejstret for, at vi nu kan tilbyde Køges unge i efterårsferien. Det giver mulighed for at nogen måske får øjnene op for en ny sport eller møder nye venner. Stor tak til Ejby IF for samarbejdet. MAKE er et super godt eksempel på, hvad der kan skabes af nye spændende initiativer, når kommune og foreningsliv går sammen, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og idrætsudvalget i Køge Kommune.
Praktisk
om MAKE
MAKE bliver afholdt i uge 42 fra mandag den 14.10.2024 – torsdag den
17.10.2024. Det er gratis at deltage, og når man tilmelder sit barn, er det for
alle fire dage. Det er ikke muligt kun at tilmelde dit barn til enkelte dage.
Tilmeldingen er åben. Det er først til mølle, og der er 30 pladser på årets camp.
Læs mere, se programmet og tilmeld dit barn her: MAKE - Multi Action Køge i Efterårsferien (koege.dk)