Nu skal boringer skal gøre os klogere på Køge Dige
Det ambitiøse Køge Dige-projekt, der skal beskytte 16.000 mennesker og mod tab af værdier for op mod 3,9 mia. kr., er i gang. Nu er der fuld sving på de geotekniske boringer, som skal afdække den undergrund, diget skal bygges på.
Nu tager Køge Dige springet fra politiske drøftelser, borgermøder og forvaltningens skriveborde og ud i virkeligheden. Der er nemlig sat gang i de geotekniske boringer, som betyder, at der bliver boret ned 48 forskellige steder i undergrunden langs hele den 11 kilometer lange strækning, som Køge Dige skal opføres på.
Undersøgelserne skal belyse jordbundsforholdene langs diget, og resultaterne af boringerne vil afgøre den præcis udformning af diget på de pågældende steder, så sætninger kan undgås og bygværker kan funderes korrekt. Desuden har undersøgelser fokus på at bestemme forholdene for understrømning under diget, særligt i sand og gruslag.
- Det er ret vildt at se et så stort projekt ’gå i jorden’ – altså at det bevæger sig fra at være en vision til reelt at tage form. Køge Dige er et ambitiøst – og kompliceret – projekt, men også et, jeg er rigtig stolt af. Stolt fordi vi beskytter så mange mennesker, deres ejendomme og den kulturarv, som vores bymidte i Køge jo er, og samtidig tager varsom hånd om den natur, vi kommer til at anlægge diget midt i, siger borgmester Marie Stærke.
Hele Køge Bugt er af staten udpeget til risikoområde, når det kommer til stormflod. Af samme grund har byrådet besluttet at opføre Køge Dige, som beskytter imod vandstandsstigninger på op mod 2,8 meter. Ved den sidste højvandshændelse i 2017 steg vandet til 157 cm over normal vandstand i Køge Havn.
Diget er i den afsluttende planlægningsproces, som blandt andet omfatter detaljeret beskrivelse af projektet forud for en række godkendelser fra forskellige myndigheder. I alt vil diget, når det står klar, beskytte omkring 7500 ejendomme fra Skensved Å mod nord til Hotel Comwell mod syd og så langt som to kilometer inde i landet.
Køge Dige vil efter planen stå færdigt i 2024. Her vil det rent juridisk blive overdraget til det kommende digelaug, som alle, der opnår fordel af projektet, automatisk bliver medlemmer af. I begyndelsen af året forventer Køge Kommune at kontakte de omkring 16.000 borgere og virksomheder, hvis ejendomme eller adgangsveje bliver beskyttet af det nye dige med mere information om projektet.
De geotekniske undersøgelser forventes afsluttet midt i februar i år.