Ny handleplan for idrætsfaciliteter
Fra næste år skal Køge Kommune arbejde fokuseret på at undersøge og udvikle kommunens idrætsfaciliteter inde og ude. Det sker med afsæt i seks principper der bygger på fællesskab, værtskab, nytænkning, klar kommunikation, det gode samarbejde og en balance mellem foreningslivet og det selvorganiserede idrætsliv.
Køge Kommune har en ambition om at så mange som muligt skal dyrke idræt og bevæge sig. Den nye handleplan for idrætsfaciliteter skal være med til at understøtte denne ambition, ved at undersøge og udvikle både indendørs og udendørs faciliteter.
Handleplanen skal sikre, at de selvejende haller og kommunale haller bliver til lokale kraftcentre for bevægelse, foreningslivet, de selvorganiserede, fritidsaktiviteter for familier, skoler og kommunale tilbud. Derudover sætter handleplanen fokus på attraktive udendørsmiljøer og udeanlæg til restitution, idræt og bevægelse i det fri.
- I Kultur- og Idrætsudvalget, er vi rigtig glade for og stolte over, at Køge Kommune nu står med en færdig handleplan for kommunens idrætsfaciliteter 2025-2027. En handleplan, der har et stort fokus på inddragelse af flest mulige, herunder borgere, haller, foreninger, Kultur- og Idrætsrådet og forvaltningerne i Køge Kommune, siger Ken Kristensen.
Formand for de selvejende haller i Køge Kommune, Kai Jensen, ser frem til et øget fokus på faciliteter fremadrettet:
- Det er godt og vigtigt, at Køge Kommune nu har en klar handleplan for, hvordan der de næste år skal arbejdes med kommunens faciliteter. Vi ser frem til at bidrage med vores faglighed og samarbejde på tværs for at skabe attraktive faciliteter ude og inde til glæde for flest mulige borgere, siger han.
Ernst Lykke Nielsen, formand for Kultur- og Idrætsrådet, peger på gevinsten ved at den nye handleplan bliver med inddragelse af foreningslivet og aftenskolerne:
- Kultur- og Idrætsrådet ser frem til at være med til at udvikle idrætsfaciliteterne inde og ude til glæde for kommunens foreningsliv, aftenskoler og selvorganiserede grupper. Vi ved fra Idrætsfacilitetsanalysen, at vi kan udnytte faciliteterne endnu bedre, så flere kan få gavn af de eksisterende haller, sale og udearealer. Vi glæder os til at komme i gang, siger han.
Kultur- og Idrætsudvalget har på Kultur- og Idrætsudvalgsmøde den 4. november godkendt en handleplan for fremtidens idrætsfaciliteter, som der arbejdes med i perioden 2025-2027.