Nyt fra byrådets møde den 26. april 2022
Med disse overskrifter: ”Ny daginstitution på vej til Køge Nord”, ”Køge Kommunes regnskab sendt videre til revisionen” og ”Forbedringer af Køge Idrætsparks tennisbaner på vej”.
Ny daginstitution på vej til Køge Nord
Der er fuld gang i udviklingen af rammerne i Køge Nord, også for de yngste borgere. Der er nemlig rigtig mange børnefamilier, der slår sig ned i den nye bydel tæt på Køge bymidte og tæt på Køge Nord Station. Derfor kommer der nu en ny daginstitution i området.
På dagens byrådsmøde blev der givet grønt lys til at bruge 42,675 mio. kr. til en integreret institution for 80 børn på Ølsemaglevej 55. Her er der i lokalplanen afsat et areal på næsten 14.000 kvadratmeter til brug for offentlige formål.
Dagtilbuddet inklusiv dets udeområde forventes at optage halvdelen af de knapt 14.000 kvadratmeter. Derudover bliver der plads til at etablere 30 parkeringspladser, en legeplads og grønne opholdsarealer til fælles gavn for de omkringliggende daginstitutioner og beboere i området.
- En bydel under udvikling som Køge Nord giver virkelig nye muligheder med adgangen til mere plads. Med sin attraktive placering har området tiltrukket mange børnefamilier, og vi har god mulighed for at etablere de daginstitutionspladser, som efterspørges. Samtidig kan vi tænke større og bruge pladsen til også at anlægge et grønt område, der kan fungere som samlingspunkt for alle daginstitutioner og beboere i området, siger borgmester Marie Stærke
Det nye dagtilbud forventes at rumme fem vuggestue- og børnehavegrupper med tilhørende produktionskøkken, der leverer mad til både de store og de helt små børn. Dagtilbuddet forventes at kunne tages i brug allerede i 2023, og er et af fire planlagte dagtilbud i Køge Kommune frem til 2026.
Køge Kommunes regnskab sendt videre til revisionen
Køge Kommunes Byråd sendte på tirsdagens møde et solidt regnskabsresultat for 2021 videre til revision. Regnskabet viser, at de politiske udvalg har holdt de vedtagne budgetter, og at det for flere institutioners vedkommende har været muligt at spare lidt penge sammen, som de kan få glæde af i 2022.
Regnskabet for det seneste år bærer endnu engang præg af uforudsete udgifter i forbindelse med COVID-19, i denne omgang på knap 30 millioner kroner, som blandt andet er brugt til indkøb af værnemidler og øget rengøring. Staten godtgør cirka en tredjedel af beløbet, hvilket altså betyder en ekstra udgift på godt 20 millioner kroner for Køge Kommune. Byrådet besluttede sidste år at afsætte midler til eventuelle uforudsete udgifter til netop dette formål, og udgifterne kommer altså ikke til at presse budgetterne.
- Når man dykker ned i regnskabet for 2021, bærer det præg af endnu et år i skyggen af COVID-19 – men også et år, hvor den danske økonomi har klaret sig bedre, end man regnede med. Det har blandt andet haft den positive betydning, at mange flere borgere er kommet i arbejde, til glæde for såvel den enkelte, som for samfundsøkonomien. Samlet set er det muligt for os at reservere 48 millioner kroner i forbindelse med blandt andet regnskabet til Corona-udgifter i 2022 samt til flygtninge fra Ukraine, og tilbagebetaling til staten for udgifter til ledige, som var penge, vi modtog, men heldigvis ikke fik brug for. Jeg er glad for, at vi på denne vis kan polstre os, så vi kan udvise overskud til at tage imod og skabe trygge rammer for flygtede familier fra Ukraine. Og jeg er på alle måder tilfreds med at kunne sende et regnskab videre til revision, der vidner om, at borgerne i Køge Kommune har modtaget god service på vores kerneområder i året, der er gået, siger borgmester Marie Stærke.
Regnskabet for seneste år viser også en række af de aktiviteter, der prægede 2021, som fx, at der har været rejsegilde på den sociale institution Føllehavegård, hvor 10 af kommunens mest sårbare kan flytte ind i trygge rammer til sommer. Desuden har der været indvielse af daginstitutionen Den grønne Planet med plads til op mod 180 af kommunens yngste medborgere. I 2021 blev også indviet Hal 3 og den nye foreningsbygning i Køge Idrætspark, og dermed er endnu en milepæl nået i at skabe topmoderne rammer til glæde for alle brugerne. Endelig blev Køge Jorddepot og Køge Havn færdiggjort, der siden 2007 har udvidet byen ud i vandet og skabt et nyt erhvervsområde på havnefronten, og desuden skabt plads til byudviklingen på Sdr. Havn. Samtidig har projektet forvandlet havnen til Danmarks ottende største, og har bundet Skandinavisk Transport Center og det europæiske motorvejsnet sammen med ”den blå motorvej” med stor betydning for den erhvervsmæssige udvikling i Køge.
Forbedringer af Køge Idrætsparks tennisbaner på vej
Tennisspillere i Køge Idrætspark kan nu se frem til, at der på to af de eksisterende tennisbaner etableres RedPlus tennisbaner. Det er en banetype med et unikt grusmateriale og opbygning, som er velegnet til det nordiske klima. Dertil kommer et nyt lysanlæg med energibesparende LED-belysning på banerne. Forbedringerne udvider tennissæsonen betragteligt.
- Vi ved alle, at det er sundt at bevæge sig – derfor udbygger Køge Kommune hele tiden rammerne for idrætslivet, og nu er turen kommet til tennisbanerne. Vi optimerer og udvider sæsonen med både belysning og et specielt grusunderlag, som gør, at der kan spilles tennis næsten hele året. Nu laver vi en aftale med Køge Tennisklub om, hvordan og hvornår vi skal udføre forbedringerne til bedst mulig glæde for tennisspillerne, siger borgmester Marie Stærke.
På tirsdagens møde frigav byrådet det afsatte beløb på 1,3 mio. kroner til projektet, og Teknik- og Miljøforvaltningen går nu i dialog med Køge Tennisklub om ønskerne til forbedringerne. Anlægsfasen forventes at blive kort, men tidsplanen bliver afhængig af blandt andet entreprenørens kalender.