Nyt koege.dk bygger på borgernes ønsker
Hvornår får jeg tømt min skraldespand, hvordan søger jeg om tilskud til mit barns børnehaveplads – og hvor finder jeg information om parkeringsreglerne? Hvert år får Køge Kommunes hjemmeside over en million besøg. Det er i høj grad borgere, der leder efter informationer om de mange services, Køge Kommune er ansvarlig for.
Tirsdag den 25. april går et nyt koege.dk i luften. Ud over et nyt og pænere udseende, kan borgerne forvente en højere grad af brugervenlighed. Hjemmesiden er nemlig bygget op med inspiration fra en række interviews og brugerrejser med borgere, der har gjort kommunen klogere på, hvordan borgerne bedst muligt finder og forstår det, de leder efter. Den viden er brugt til at arbejde med såvel sproget som hjemmesidens struktur, i meget højere grad med udgangspunkt i borgernes behov.
- Køge Kommune løser hver eneste dag en række opgaver, hvor den gode kommunikation er afgørende for, at borgerne får den hjælp, de har brug for. Derfor er jeg glad for, at vi meget snart præsenterer en helt ny hjemmeside, hvor netop borgernes behov er omdrejningspunktet, siger borgmester Marie Stærke.
Undskyld vi roder
Den første måned lanceres kommunens nye hjemmeside i en såkaldt betaversion. Det betyder, at der stadig kan være et indtryk af let byggerod. Der kan også være informationer, der er placeret andre steder, end borgerne er vant til. Dette bliver forhåbentlig hjulpet på vej af, at hjemmesiden har en søgefunktion, der fungerer klart bedre end tilfældet har været hidtil.
Som en del af det fortsatte ønske om at udvikle hjemmesiden i takt med at borgernes behov ændrer sig, søger Køge Kommune borgere, der har lyst til at bidrage som en del af et digitalt testpanel. Ønsker man at deltage i testpanelet, så skriv en mail til webredaktion@koege.dk