Skip til hoved indholdet

Resultater og anbefalinger fra advokatundersøgelse af Borup Skole

Resultaterne af advokatundersøgelsen, der har undersøgt, hvorledes Køge Kommune har håndteret en række sager om grænseoverskridende adfærd mellem elever på Borup Skole, ligger nu klar. Undersøgelsen konkluderer, at Familiecenter Køge i Børne- og Uddannelsesforvaltningen har handlet i overensstemmelse med loven i alle de 23 børnesager, som Kammeradvokaten har gennemgået. Det konkluderes derudover, at Borup Skole har overholdt sin underretningsligt i samtlige sager på nær en. Kammeradvokaten vurderer dog også, at skolen burde have igangsat en samlet handlingsplan for udfordringerne tidligere i særligt én klasse jf. undervisningsmiljøloven, også selvom rapporten viser, at skolen har arbejdet med konkrete initiativer i forhold til undervisningsmiljøet i løbet af perioden. Køge Kommune har sat gang i initiativer på alle Køge Kommunes skoler for at øge opmærksomheden på håndtering af grænseoverskridende adfærd. Initiativerne ligger i tråd med de anbefalinger, som Kammeradvokaten kommer med på baggrund af rapporten.

I februar 2024 blev konkrete hændelser på Borup Skole genstand for stor mediebevågenhed og kritik fra en gruppe forældre på skolen.

På baggrund af kritikken bad Køge Kommune Kammeradvokaten om at gennemgå samtlige sager på alle klassetrin, som omhandler mistanke om vold og overgreb mellem elever på Borup Skole i perioden fra januar 2022 og frem til 26. februar 2024. I alt 23 børnesager.

Advokatundersøgelsen formål har været:

1)    At undersøge om Familiecenter Køge i Børne- og Uddannelsesforvaltningen har overholdt lovgivningen jf. barnets lov

2)    At foretage en juridisk vurdering af skoleledelsens håndtering af forholdene på Borup Skole.

Undersøgelsens resultater

Resultater: Familiecenter Køge i Børne- og Uddannelsesforvaltningen

Resultatet af Kammeradvokatens undersøgelse konkluderer, at Familiecenter Køge i Børne- og Uddannelsesforvaltningen har handlet i overensstemmelse med barnets lov i alle de 23 børnesager, som Kammeradvokaten har gennemgået. Konklusionerne i rapporten, lyder således:

…På baggrund af vores sagsanalyse af de modtagne sager finder vi, at Familiecenter Køge har foretaget en konkret og individuel vurdering af, om en børnefaglig undersøgelse var påkrævet, og vi har ikke fundet et grundlag for at tilsidesætte de vurderinger, som Familiecenter Køge foretog.

…Vi har på denne baggrund ikke fundet anledning til at kritisere valget af foranstaltninger over for eleverne eller valget om ikke at iværksætte foranstaltninger i perioden frem til 1. januar 2024. Det er vores vurdering ud fra gennemgangen, at Familiecenter Køge har foretaget socialfaglige vurderinger af de rette foranstaltninger (indsatser), og at de lovpligtige handlingsplaner, jf. servicelovens § 140, i givet fald er udarbejdet.

…På baggrund af sagsanalyserne er det vores vurdering, at Familiecenter Køge har foretaget den påkrævede konkrete og individuelle af vurdering af, om en børnefaglig undersøgelse eller en afdækning efter § 19 var påkrævet. Vi har ikke fundet et grundlag for at tilsidesætte disse vurderinger.

Resultater: Skoleledelsen på Borup Skole

Undersøgelsen konkluderer, at skoleledelsen på Borup Skole har overholdt sin underretningspligt i alle sager på nær en, hvor det havde været mere i overensstemmelse med lovgivningen, at skolen havde lavet en underretning til Familiecenter Køge. Herudover vurderer Kammeradvokaten, at skoleledelsen burde have lavet en samlet handlingsplan for særligt én klasse tidligere i forløbet for at have overholdt undervisningsmiljøloven § 1 c, stk. 1. Også selvom rapporten viser, at skolen har arbejdet med konkrete initiativer i forhold til undervisningsmiljøet i løbet af perioden. Konklusionerne i rapporten lyder således:

…Vi er opmærksomme på, at Borup Skole har taget en række initiativer (øget pædagogisk tilstedeværelse, bedre opsyn samt samarbejde med Skolestyrken i januar 2024). Borup Skole tog i undersøgelsesperioden hen over tid en række forskellige initiativer, som bl.a. er nogle af de foranstaltninger, der er nævnt som eksempler i bemærkningerne til undervisningsmiljølovens § 1 c (ekstra tilsyn, fokus på trivsel mv.).

…Det er imidlertid samlet fortsat vores vurdering, at skolen ikke i fuldt tilstrækkeligt omfang har overholdt pligterne i undervisningsmiljølovens § 1 og § 1 c til at sikre eleverne i navnlig en klasse et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Skoleledelsen har efter vores vurdering ikke overholdt pligten i undervisningsmiljølovens § 1 c, stk. 1, til at udarbejde en handlingsplan, hvoraf det fremgår, med hvilke foranstaltninger problemerne effektivt kan bringes til ophør samt at effektuere denne, herunder inddrage forældre og elever.

…Det har endelig været en del af undersøgelsen at afklare, om Borup Skole, ved skoleledelsen, har overholdt underretningspligten i anledning af deres viden om episoderne. Vi har i den forbindelse ikke grundlag for at antage, at skoleledelsen generelt var bekendt med de konkrete forhold, som gav anledning til underretninger til Køge Kommune fra forældre og internt i kommunen, på et tidligere tidspunkt end det, hvor en underretning tilgik Familiecenter Køge. På den baggrund har vi – med en enkelt undtagelse – ikke et grundlag for at fastslå, at skoleledelsen burde have iagttaget en underretningspligt på et tidligere tidspunkt. Indberetninger modtaget via den offentlige indberetningsløsning giver heller ikke grundlag for en anden vurdering.

På baggrund af undersøgelsen

Køge Kommune følger Kammeradvokatens anbefalinger, som ligger i tråd med initiativer, som Køge Kommune allerede satte i gang i forbindelse med sagen.

Borgmester Marie Stærke, siger:

-    Sagen omkring Borup skole har fyldt rigtig meget i lokalsamfundet, hvor både forældre, elever og skolens medarbejdere har været berørt. Det er en meget svær og kompleks sag. Jeg er tilfreds med, at vi nu har Kammeradvokatens ord for, at medarbejderne i Familiecenter Køge har handlet inden for lovens rammer, som de skal. Det er vigtigt, at man kan stole på, at vi som myndighed gør det, vi skal, når det gælder børn i svære situationer.

Og fortsætter:

-    Undersøgelsen viser også, at skolen har gjort meget i forhold til de involverede børn, herunder overholdt sin underretningspligt i alle sager på nær en. Dog fremgår det, at der skulle have været lavet en samlet handlingsplan tidligere i særligt én klasse. Det har vi bedt forvaltningen følge op på, og det er også noget vi øger opmærksomheden på på resten af Køge Kommunes skoler. At en gruppe forældre føler sig så frustrerede, som det kom til udtryk i sagen, vidner også om, at der er gået noget galt i dialogen imellem skolen og forældrene. Det skal vi blive bedre til i fremtiden. Derfor har vi ligeledes sat gang i et arbejde på alle kommunens skoler for styrke god og ordentlig kommunikation, siger borgmester, Marie Stærke.

Borup skal tilbage til hverdagen

Siden februar, er der ligeledes igangsat en række konkrete initiativer på Borup Skole for at få børn, forældre og ansatte godt tilbage til hverdagen. Der er kommet øget pædagogisk tilstedeværelse og to- og tre- lærerordninger og ikke mindst samarbejde med Skolestyrken, som er et nyt skoletrivselsprogram, der er udviklet af Mary Fonden, Børns Vilkår og Red barnet, og som inkluderer hele skolen i arbejdet med at skabe trivsel og forebygge mobning:

-    Der er ingen tvivl om, at den her sag har haft betydning for hele Borup Skole og lokalsamfundet. Den har skabt splittelse, og alt for mange både forældre, børn og medarbejdere og beboere i Borup har været under et voldsomt pres. Nu skal vi have fokus på at få skolen og Borup tilbage til en hverdag med et stærkt lokalt fællesskab, som byen er kendt for, slutter borgmester Marie Stærke.

Pressekontakt:

Køge Kommunes pressetelefon, 24 60 56 02

Anbefalinger til skoleledelse på baggrund af undersøgelsen

På baggrund af undersøgelsens resultater, anbefaler Kammeradvokaten, at:

1)    Der udarbejdes eller arbejdes videre med konkrete handlingsplaner med foranstaltninger for at sikre, at problemerne effektivt bringes til ophør, og at disse meddeles forældre og elever i berørte klassetrin.

2)    Køge Kommune overvejer mere og bedre uddannelse og træning i anvendelsen af undervisningsmiljøloven samt foranstaltninger til at afhjælpe og bringe alvorlige udfordringer med det psykiske undervisningsmiljø til ophør.

Igangsatte initiativer på alle skoler i Køge Kommune

Anbefalingerne ovenfor ligger i tråd med initiativer, som Køge Kommune allerede satte i gang i forbindelse med sagen for alle skoleledelserne på alle Køge Kommunes skoler.

Helt konkret har afdelingen for Dagtilbud og Skoler i Køge Kommune igangsat en række tiltag, hvoraf enkelte er afholdt og flere afholdes i de kommende måneder. Blandt tiltagene kan nævnes:

•    Oplæg om undervisningsmiljøloven, herunder anti-mobbestrategi og undervisningsmiljøvurdering

•    Workshop om forvaltningsret

•    Workshop om konflikthåndtering og styrket borgerdialog

•    Workshops med fokus på kommunikation med forældre

•    Inklusionsdag vedrørende anti-mobbestrategi, undervisningsmiljøvurdering og bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) for alle skoleledere og inklusionsvejledere

•    Arbejde med børn i udsatte positioner i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Om advokatundersøgelsen:

•    Advokatundersøgelsen har undersøgt alle registrerede underretninger, som omhandler mistanke om vold og overgreb mellem elever på Borup Skole på alle klassetrin registreret i perioden fra januar 2022 og frem til 26. februar 2024.

•    Det falder uden for undersøgelsen at fastslå, om der faktisk har forekommet vold og overgreb blandt eleverne på Borup Skole, herunder om det er rigtigt eller ej, at episoder har fundet sted i det omfang, som det fremgår af oplysningerne i sagerne. En sådan undersøgelse ville forudsætte en meget omfattende afdækning af de enkelte identificerede episoder på Borup Skole og en bevisbedømmelse heraf.

•    Advokatundersøgelsen formål har været at undersøge, om Familiecenter Køge i Børne- og Uddannelsesforvaltningen har overholdt lovgivningen jf. barnets lov og at foretage en juridisk vurdering af skoleledelsens håndtering af forholdene på Borup Skole.

•    Kammeradvokaten har i alt undersøgt 23 børnesager.

•    Der er kommet syv indberetninger fra forældre på Borup Skole til Kammeradvokaten i den periode, hvor forældre kunne melde dokumenterede hændelser ind, som de gerne ville have med i undersøgelsen. Det er alle sager, som var kendt af Køge Kommune, og som i forvejen var indgivet til Kammeradvokaten.

•    Den fulde rapport har et omfang på ca. 280 sider, og Kammeradvokaten har gennemgået over 1000 sider i form af sager, dokumenter mm.

•    Det er ikke muligt for offentligheden at få indblik i den fulde rapport med bilag, da den indeholder personfølsomme oplysninger. Dog har Kammeradvokaten lavet en sammenfatning, som indeholder alle konklusioner i rapporten. Se link en

Opsummering af resultater og anbefalinger:

Læs kort sammenfatning af rapporten her Kort-sammenfatning-af-rapporten.pdf

Læs hele hovedrapporten uden fortrolige oplysninger her Hovedrapport-uden-fortrolige-oplysninger.pdf Hovedrapport-uden-fortrolige-oplysninger.pdf

Fakta om Borup Skole

•    Borup Skole har i alt 587 elever fra 0 – 9. klasse og 83 ansatte.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje