Sne og glatte veje påvirker affaldstømning
Opdateret 5. januar: Snevejret og de glatte veje påvirker tømning af firkammerbeholdere og afhentning af storskrald. De planlagte afhentninger torsdag den 4. januar er forsøgt udført den 5. januar i stedet, men det er ikke alle steder, affaldsteamet kan komme frem. Samtidig er der store udfordringer med, at affald og låg fryser fast i firkammerbeholderne, og flere af dem har ikke kunnet tømmes.
Alle får hentet deres affald, bare senere end planlagt. Er man tilmeldt sms’er om affaldshentning, så se bort fra dem i disse dage, hvor tømningsmulighederne afhænger så meget af vejret. Køge Kommune kan ikke nå at tilpasse dem efter vejrets skiften.
Affaldsteamet opfordrer til, at borgerne rydder og salter fortove og indkørsler, så det bliver muligt at komme helt frem til beholderne og hente affald igen fra på mandag.