Skip til hoved indholdet

Solcelleparker et skridt nærmere realisering

Køge Kommune skal som alle andre kommuner bidrage til, at den energi, vi bruger, er så grøn som muligt. Regeringen sigter mod, at den samlede elproduktion fra solenergi og vindmøller på land skal firedobles inden 2030. Økonomiudvalget i Køge Kommune lægger op til et arbejde i flere etaper, hvor fem områder vil kunne blive relevante for fremtidige solcelleanlæg i Køge Kommune

I efteråret 2023 satte Køge Kommune gang i den proces, der skal føre til udpegning af såkaldte interesseområder, hvor der vil kunne opstilles solcelleanlæg. I denne uge har Økonomiudvalget drøftet temaet – herunder ambitionsniveau for den vedvarende energi og de hensyn, der især skal tages til naboer og landskab.  

Køge Kommune vil fortsat tage ansvar for at opfylde sin andel af de nationale målsætninger om mere grøn strøm. Regeringen sigter mod, at den samlede elproduktion fra solenergi og vindmøller på land skal firedobles inden 2030. I 2020 svarede det til, at Køge Kommune skulle etablere solcelleanlæg på 100 hektar, men med det kraftigt stigende el-forbrug vil der efter alt at dømme blive behov for større arealer i fremtiden, for at kommunen bidrager med en rimelig andel.

-    Vi er optagede af at tage vores del af ansvaret for den grønne omstilling, som er helt nødvendig. Det betyder også, at vi er klar til løbende at føje til i omfanget af eksempelvis solcelleanlæg, så vi i Køge Kommune bidrager med det, man kan forvente af os som en kommune med fokus på bæredygtighed, siger borgmester Marie Stærke.

Økonomiudvalgets målsætning er derfor, at der i første etape planlægges for ca. 100 hektar til solcelleanlæg, og at det samlede areal derefter forventes at blive øget i etaper frem mod år 2030.  Med opdelingen i etaper tager Økonomiudvalget samtidig højde for, at staten er i gang med at undersøge mulighederne for at anlægge nationale energiparker.

Interesseområder 

Efter den indledende debatperiode har kommunen modtaget 60 høringssvar og bidrag. En del har udtrykt bekymring eller modstand, mens andre har peget på, hvordan de enkelte anlæg vil kunne anvendes til flere formål samtidig. Flere høringssvar peger på, at lokalsamfund skal inddrages processen, og at alle relevante, miljømæssige konsekvenser skal undersøges. Der er også modtaget 11 forslag med konkrete arealer til solcelleanlæg, som samlet set udgør ca. 1400 hektar. 

Der er endnu ikke truffet endelige beslutninger om, hvilke områder, der vil blive udpeget til solcelleanlæg, og heller ikke hverken størrelse eller endelig placering er vedtaget, men følgende fem områder er fortsat såkaldte interesseområder: Syd for Ringsbjerg, Nordøst fra Ringsbjerg, Vest for Lille Skensved, Øst for Vemmedrup, Mellem Kulerup og Bøgede.

Samtidig har økonomiudvalget på baggrund af sine drøftelser besluttet ikke at arbejde videre med følgende seks projekter: Nord for Ejby, Syd for hhv. Borup og Kløvested, Nord for Gørslev, Sydøst for Kimmerslev, Omkring Juellund, Syd for Gummersmarke.

Hensyn og dialog

Planen er, at der frem mod sommer vil blive arbejdet på et mere specifikt forslag til kommuneplantillæg, som vil beskrive hvilke områder, der vil blive en del af den første etape. I den planlægning vil kommunen tage mange forskellige hensyn; energiproduktion, nabobeboelser, landbrug, landskab, natur mv.
Kommunen forventer, at byrådet til september kan tage stilling til et kommuneplantillæg for solcelleanlæg. Når byrådet sender forslaget i høring, vil der komme et borgermøde.
Efter det endelige kommuneplantillæg er vedtaget af byrådet – formentlig i december 2024 - kan arbejdet med lokalplaner for de områder, der ligger i første etape, sættes i gang. Også i arbejdet med lokalplanerne vil der naturligvis være både høringsfase og borgermøde indlagt frem mod en vedtagelse i byrådet.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje